(Spoiler alert for især ’Burning’ og også lidt ’The House That Jack Built’)
For ikke så længe siden kom jeg hjem til min kæreste i panik.
På toget fra Zürich til Basel, hvor jeg bor, var jeg kommet til at fortælle cirka alt om mig selv til en ung mand, som åbenlyst var seriemorder. Hvad jeg hedder. Hvor gammel jeg er. Hvor jeg arbejder. Hvilken asiatisk ret der er min yndlings. Hvilken streamingtjeneste jeg foretrækker.
Min kæreste var forvirret. Både over, hvorfor jeg frivilligt havde fortalt alt det til en komplet fremmed. Og hvordan jeg kunne være så sikker på, han var seriemorder.
Første del har jeg svært ved at forklare. Det sker, når jeg gerne vil være høflig over for mænd og vise dem (og måske mest mig selv), at jeg ikke mistænkeliggør dem, bare fordi de snakker til mig. Jeg er så stædig omkring ikke at betvivle deres gode intentioner, at det som regel (ja, det er sket flere gange) først er, når de begynder at spørge om min eksakte adresse og telefonnummer, at jeg får akut hukommelsestab og fortryder alt, hvad jeg har sagt hidtil, fordi jeg ved, at jeg kommer til at kigge mig nervøst over skulderen i flere dage.
Anden del var dog klokkeklar. Ikke kun fordi han udfrittede mig så aggressivt, men fordi noget ved hans fremtoning var alt for gennemtænkt og perfekt. Hans jakkesæt, som ikke havde skyggen af folder. Hans designerbriller uden noget som helst smuds på. Hans velfugtede, symmetriske ansigt. Hans slikhår. Håndspritten som han gned sine hænder sammen i hvert tiende minut. Klassisk seriemorder-accessory!
En neat freak
Engang så den stereotype seriemorder anderledes ud. Enten var det en maskeklædt psykopat som i ’Scream’, ’Halloween’ og ’Texas Chainsaw Massacre’, eller også var det en lidt sølle, enspænderagtig fyr med overskæg og hinkestensbriller – a la Terry Richardson, som muligvis har modelleret sit look efter den amerikanske seriemorder Dennis Rader, der i sin tid gav sig selv kælenavnet BTK (kort for »Bind, Torture, Kill«) – og som i øvrigt bliver spillet af Sonny Valicenti i første sæson af ’Mindhunter’.
Men for mig er den mest seriemorderagtige seriemorder altså en helt anden type. Typen jeg mødte i toget: En neat freak. En hyperrenlig, overvenlig, velklædt fyr af den lidt sleske slags med et prestigefuldt job som han meget gerne vil blære sig med. En type, der aldrig er blevet mere præcist indfanget end i Mary Harrons ’American Psycho’ fra 2000 (baseret på Brett Easton Ellis’ bog af samme navn), hvor Christian Bale spiller sociopaten Patrick Bateman, som dræber til højre og venstre til tonerne af ’Hip to be Square’, ’Sussudio’ og Whitney Houstons ’Greatest Love of All’.
Og jeg tror helt ærligt, at det er montagen, hvor Bateman minutiøst gennemgår sin morgenrutine – alle sine hudplejeprodukter og træningsøvelser – som har plantet frygten for definerede muskler og bakterieforskrækkede mænd i mig.
Om det også kan have noget at gøre med min egen rengørings- og groomingstandard skal jeg ikke udelukke, men der er noget, der tyder på, at der er andre end mig, der får myrekryb af den überkontrollerede Bateman-type. Og at jeg ikke er den eneste, der finder alt for (stil)rene lejligheder fucking uhyggelige.
Eksistentiel tomhed
I Lars von Triers nye film ’The House That Jack Built’ har rengøringsvanviddet nået et nyt niveau. Hoved-karakteren Jack, der ellers ligner en seriemorder af den gamle skole med sin mundering – nok mest fordi filmen foregår i 70’erne og 80’erne – er en aspirerende arkitekt, som lider af galopperende OCD.
Gang på gang hiver tvangstankerne ham tilbage til gerningssteder for at gøre ekstra grundigt rent. Fik han fjernet alt blodet? Var der mon en dråbe, der landede et mærkeligt sted?
I Jacks tilfælde er ordenstrangen nok nærmere et humoristisk karaktertræk fra Triers side, der skal illustrere, hvor upraktisk sådan en lidelse er for en seriemorder, end en egenskab, som skal vise, hvor forhippet han er på at fremstå perfekt udadtil, og derfor passer han måske ikke umiddelbart ind i yuppie-stereotypen.
Men når jeg alligevel nævner ham, så er det, fordi motivationen bag Mr. Sophistications mord tilsyneladende grunder i samme eksistentielle tomhed – og fordi han har et leitmotif (David Bowies ’Fame’), som bliver brugt på samme kontrapunktiske facon som popnumrene i ’American Psycho’, der indhyller filmen i en lignende form for sorthumoristisk nihilisme.
Også karakten Ben (Steven Yeun) i Lee Chan-dongs ’Burning’ virker nært beslægtet med Bateman. Han har samme glatte udtryk, alle de rigtige interesser og tjener også styrtende med penge, som han poster i sin ekstravagante lejlighed og i middagsselskaber, hvor han inviterer unge piger, som han samler op hist og her til at agere underholdning for sine overklassevenner, inden de på mystisk vis forsvinder. Pigerne altså.
Tomme skaller i sterile omgivelser
»I simply am not there«, siger Bateman – igen under morgenrutinen – mens han langsomt hiver en ansigtsmaske af, som åbenbarer dagens perfektionerede facade.
Og det er en sætning, der lige så godt kunne være blevet ytret af Ben. Han er samme slags tomme skal af en mand, der tidligt i filmen betror til Lee Jong-su – filmens hovedkarakter – at den eneste måde, han for alvor kan føle sig i live på – det eneste, der får hans hjerte til at pumpe med tilstrækkelig intensitet – er, når han brænder drivhuse af. Men man får med det samme en nagende fornemmelse af, det måske ikke er helt dækkende for hans natlige aktiviteter.
Præcis som det er tilfældet med Bateman, er det uhyggelige ved Ben dog ikke blot hans velholdte facade: hans forcerede smil, som skal camouflere det tomme udtryk i hans øjne, men i lige så høj grad fraværet af nullermænd i hans trendy, bambusindsvøbte Gangnam-lejlighed. Et frygtindgydende sted, hvor alle skuffer lydløst lukker sig selv, alle køkkenelementer og ledninger er skjulte, og samtlige overflader er fri af rod.
På film synes der at være en klar sammenhæng mellem minimalistisk – tenderende til steril – indretning, der ser ud, som om den er taget direkte ud af et katalog (og som har en overvægt af glasborde og lædermøbler) og en vis grad af sadisme hos indehaveren. En sammenhæng, der er rodfæstet nok til, at jeg tog mig selv i konstant at forvente, at Ryan Gosling ville gøre noget meget ubehageligt ved Emma Stone, da han tager hende med sig hjem i ’Crazy, Stupid, Love.’
Men det gør han selvfølgelig ikke. Og manden i toget ville måske også bare gerne vise mig Zürich. Men hvis der pludselig er meget rent i min lejlighed, og jeg ingen steder er at finde, så vil jeg nu alligevel gerne have jer til at mistænke manden, jeg har kodet ind på min telefon som Edward Psykopat. I ved, hvordan han bor.
Læs også: Anmeldelse af ‘Burning’ – En af de bedste thrillers nogensinde er en filmdrøm, du ikke kan vågne fra