’Big Little Lies’ – hele sæson 2: Anden sæson slutter som en fint afrundet lille perle
‘Big Little Lies’ er slut. Og det endte godt – sådan da (pyha!). Madeline (Reese Witherspoon) fik sin chance til at give oprejsning over for Ed (Adam Scott), Jane (Shailene Woodley) fandt modet til at give kærligheden endnu en chance – stærkt foranlediget af en overordentligt velartikuleret opsang af Ziggy – Renata (Laura Dern) giver slip på manden, Bonnie (Zoë Kravitz) forenes med sin mor og sin egen dårlige samvittighed og Celeste (Nicole Kidman i en af karrieres bedste roller) vinder forældremyndigheden over sine sønner, og beviser en gang for alle, hvilket monster Perry var.
Det er svært at forestille sig, at den Emmy-vindende serie engang var planlagt til kun at være en enkeltstående miniserie. For anden sæson formår den nærmest olympiske bedrift at skabe en selvstændig fortsættelse oven på første sæsons filmatisering af Liane Moriartys bogforlæg, der giver serien en endnu mere afrundet afslutning, end første sæson gjorde. Sæsonen graver dybere ned i det traume og det eftermæle, som Perrys død efterlader de fem kvinder med. Og ikke mindst den løgn, der binder dem alle sammen. Seriens store lille løgn. For løgne ætser forhold og tærer på psyken.
Madeline starter løgnen for deres fælles beskyttelse, men som Celeste siger, havde det måske været bedre, hvis de havde fortalt politiet sandheden. For den lille løgn har vokset sig så stor, at den kræver ofre. Skeletterne flyver ud af kvindernes skabe og kulminerer i en afslutning, hvor alle hemmeligheder (mere eller mindre) kommer ud i det fri. Som for eksempel da Madelines datter ved et uheld overhører den forkerte telefonsamtale og afslører Perry som Ziggys far over for hele lokalsamfundet. Det opper sæsonens spændingsniveau efter en første sæson, der til tider godt kunne føles, som om den trådte vande.
Celeste befinder sig som Perrys enke i hemmelighedens epicenter. Ikke mindst på grund af hendes svigermor Mary Louises (en underholdende ond Meryl Streep) mistroiske snagen ind i Celeste rolle i Perrys død.
Retssagsdramaet mellem Celeste og Mary Louise om forældremyndighed over Celestes sønner står som nogle af seriens absolut stærkeste momenter. Og det giver et lille sug i maven, da Celeste i sæsonafslutningen viser sig som den eminente advokat, hun er, under sin krydsafhøring af Mary Louise, og endelig opnår en grad af hævn over svigermor. Det er personligt og under bæltestedet, men forhøret graver ikke dybere end Mary Louises egen advokat har gjort over for Celeste. At se Celeste forsvare sig selv på vidnebænken gør helt ondt og bliver bidende virkeligt.
Samtidig formår sæsonen så effektivt at skabe tvivl om Celestes evner som mor, at man selv bliver i tvivl, om det er til børnenes bedste at blive hos hende. Hun er ustabil, og hun kæmper med komplekse følelser af lige dele had og kærlighed til Perry. Hun falder i søvn til en Skype-video af Perry, og hjemsøges hver nat af mareridt. Bemærkelsesværdigt er det her, at retten lægger mest vægt på en serie af one-night-stands som det vægtigste bevis på Celestes manglende egenskaber som mor. Vold i ægteskabet er dårligt, men løssluppenhed er værre.
Men Mary Louise er med sin antisociale adfærd og insisteren på Perrys uskyld en endnu dårligere moderskikkelse. Som seriens skurk er hun en interessant størrelse. Det eneste hun er interesseret i, er oprejsning af sin søns eftermæle, og det er et overraskende relaterbart karaktertræk i en karakter, der ved sæsonens start grænsede til det karikerede ondskabsfulde og intrigante.
Afsløringen af, at Bonnie ikke elsker Nathan, kommer ikke som den store overraskelse. Det gør hendes egentlige årsag til at skubbe Perry i døden til gengæld. Hun startede sæsonen stærkt, som en traumatiseret og indadvendt skal af sit gamle urtemor-selv, plaget af skyldfølelse og af hemmelighedens vægt. Men med introduktionen af Bonnies semi-alkoholiserede mor og dennes hjertestop, er det som om serien har prøvet at forklare noget, der ikke behøvede en forklaring. En unødvendig og ærgerligt hul inklusion.
Renatas konkurs er ligeledes en underholdende inklusion, men virker hen imod seriens afslutning også en smule som påklistret drama for dramaets skyld, set i forhold til de andre kvinders kriser, der alle er direkte affødt af hemmeligholdelsen omkring Perrys død.
Kort sagt:
Anden sæson bygger videre og graver sig ned i de korroderende efterdønninger af første sæsons hemmeligholdelse med dramatiske konsekvenser i en serie, der kun blive bedre for hvert afsnit.
Hør podcast: SOUNDVENUE STREAMER sommerspecial: Seks oversete filmperler til din ferie
Læs også: Tom Hanks bejler til en Oscar i første trailer til ‘A Beautiful Day in the Neighborhood’