Efter længere tids spændinger og en uges elevblokade fratræder Filmskolens rektor Vinca Wiedemann nu sin stilling som rektor på Den Danske Filmskole. Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
Den tidligere direktør for FilmFyn og bestyrelsesformand for DFI Bo Damgaard bliver konstitueret rektor i Wiedemanns sted.
Kulturminister Rasmus Prehn kalder i pressemeddelelsen den nuværende situation på Filmskolen for uholdbar og annoncerer, at Vinca Wiedemanns og Kulturministeriet er blevet enige om hendes afgang:
»Situationen på filmskolen er uholdbar. Skolen har brug for opbakning fra elever, lærere og branchen. Den opbakning er der desværre ikke længere. Det er både rektor Vinca Wiedemann og Kulturministeriet enige om. Derfor stopper Vinca Wiedemann nu som rektor. Uanset at Vinca Wiedemann har ydet en stor indsats, så må personspørgsmål ikke komme i vejen for filmskolen og dansk films fremtid. Nu er der brug for, at lærere, elever og ledelse finder sammen om deres skole igen«.
Som midlertidig rektor står Damgaard nu over for at tage hånd om den aktuelle konflikt med eleverne, mens en ny rektor findes.
Eleverne påbegyndte en strejke 15. november efter den højtagtede underviser Arne Bro blev bortvist af Vinca Wiedemann med øjeblikkelig virkning. Efterfølgende har store dele af den danske filmverden, inklusive vores egen filmredaktør, tilsluttet sig elevernes modstand.
Wiedemann blev ansat som Filmskolens rektor i 2014 og har været ansvarlig for omlægning af uddannelsen til en mere standardiseret akademisk bachelor-uddannelse, hvilket har bevirket stor utilfredshed.
Tidligere på ugen afviste hun at forlade sin post.