KOMMENTAR. I 2013 ville elever på Den Danske Filmskole have rektor afsat. Poul Nesgaard havde siddet på posten i 21 år, og eleverne higede efter ny energi.
»En kunstskole skal være i rivende udvikling og følge med virkeligheden«, lød det fra deres talsmand i en artikel, jeg dengang var med til at skrive hos Filmmagasinet Ekko, hvor eleverne udtrykte, at ledelsen var for bureaukratisk og for dårlig til at lytte.
Missionen lykkedes. Nesgaards kontrakt blev ikke forlænget, og ind kom Vinca Wiedemann, en af branchens mest anerkendte stemmer: en powerkvinde med dyb hands on-erfaring fra adskillige hjørner af filmiljøet. Uddannet klipper, tidligere leder af den succesrige talentordning New Danish Screen, Lars von Triers nærmeste manuskriptpartner, en respekteret og begavet ekstern konsulent for talrige danske instruktører og manuskriptforfattere.
Men i disse dage mindes man det gamle ordsprog, der er særligt udbredt i visse sydamerikanske lande med et tvivlsomt forhold til demokrati: Djævelen, man kender, er bedre end djævelen, man ikke kender.
Siden i fredags har eleverne blokeret Den Danske Filmskole, hvor 84 procent af elevgruppen kræver Vinca Wiedemanns afgang. Og selvom man måske kan fristes til at udlede af de to protestbevægelser med seks års mellemrum, at antiautoritære kunstnerspirer altid vil opponere mod dem, der bestemmer, er der uomtvisteligt substans i den aktuelle utilfredshed.
Verdens Bedste Filmskole
Konflikten bunder særligt i Vinca Wiedemanns forsøg på at omlægge Den Danske Filmskole, så den kan sammenlignes med internationale filmuddannelser – en ambition, der flugter med ønskerne fra Wiedemanns arbejdsgiver, Kulturministeriet, men som rektoren har fortolket i en forbløffende vidtgående retning.
Konkret protesterer eleverne blandt andet over, at teori fylder mere i undervisningen end tidligere – nye elever har i de tre første måneder fået meget lidt praktisk øvelse – at uddannelsen synes at vægte generelle kompetencer højere end de fagspecifikke kvalifikationer, hvilket harmonerer dårligt med branchens reelle behov, og at skolen med en kommende opdeling i en treårig bachelor og en toårig master skal strække de midler, som i dag rækker til en uddannelse på fire år, til et år ekstra.
Striden har ulmet, siden Wiedemann nedlagde den såkaldte flerkameralinje kort efter sin tiltrædelse i 2014. Den brød ud i lys lue i vinter, hvor eleverne udsendte en mistillidserklæring, og nu er den så eksploderet igen i kølvandet på, at rektor hjemsendte den populære leder af dokumentarlinjen, Arne Bro, uden at nogen kender årsagen, der dog formentlig bunder i én eller anden form for illoyalitet.
Filmbranchen har siden været i oprør på de sociale medier, og det er midt i den kollektive, konsensusdominerede vrede måske på sin plads at mane bare en lille smule til besindighed. Det er ikke alle Vinca Wiedemanns planer, som nødvendigvis er djævelens værk. Mange af verdens bedste filmskoler, der i rangeringer vurderes højere end den danske – for eksempel i London og New York – er også opdelt i en bachelor og master, og der har alle dage været teori på filmskoleskemaet.
Det billede, der bliver tegnet af uddannelsesinstitutionen i den ophedede debat, har det med at tangere skønmaleri. I slipstrømmen på dogmebølgen i 90’erne nød den tilnavnet Verdens Bedste Filmskole, men realiteten er samtidig, at man ikke skal kaste mange sten ud over Københavns brokvarterer for at ramme en tidligere elev fra skolen i 90’erne eller 00’erne, der aldrig lykkedes med at få en karriere inden for sit fag.
I en årrække debuterede alt for få af de udklækkede instruktører med en spillefilm, og i rækken bag de elever, der taler i høje toner om deres mentorskab med Arne Bro og salig manusguru Mogens Rukov, står der også en anseelig flok, der aldrig følte sig set eller hjemme på skolen. Pointen er, at glansbilledet af Den Danske Filmskole ikke må stå i vejen for den nødvendige udvikling, som eleverne efterspurgte anno 2013.
Et luftkastel
Det ændrer dog ikke på, at Den Danske Filmskole bærer nogle stærke værdier, som bør værnes om. De handler blandt andet om en krystalklar vægt på praktisk erfaring – og rum for at fejle igen og igen og igen – og en tæt og jævnbyrdig forbindelse til en faglærer, der kan være med til at fremkalde den enkelte elevs talent på en måde, som selv en nok så nøje tilrettelagt studieordning ikke kan. Der er nok akademisering og djøficering af samfundet i al almindelighed – lad da endelig vores kunstskoler blive fri i videst mulig udstrækning.
Heldigvis er de dedikerede elever, der det seneste halve år har været i dialog med rektoratet, som det så fint hedder, bevidste om nuancerne. De er ikke imod en udvikling, men imod en afvikling af Den Danske Filmskole, som de udtrykker det. Deres blokade og krav om rektorens afskedigelse bringer mindelser om besættelsen af selvsamme filmskole i 1969 eksekveret af kunstnergruppen ABCinema med blandt andre Jørgen Leth såvel som de franske nybølgeinstruktørers nedlukning af Cannes-festivalen i 1968 som led i studenterbevægelserne og i protest mod fyringen af en anerkendt leder af det franske cinematek.
Heldigvis er den aktuelle nedlukning dog ikke blot en revolutionsromantisk gestus, men sidste udvej efter en seriøs, langvarig kamp for forandringer gennem dialog. Ét er nemlig uenigheden omkring visionen og strategien for skolen, noget andet er elevernes oplevelse af kommunikationen med deres rektor.
Efter mistillidserklæringen i februar pålagde den daværende kulturminister rektor at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle danne grobund for en konstruktiv dialog med eleverne med to uafhængige branchefolk som facilitatorer. I denne proces oplevede eleverne at være på bølgelængde med deres rektor om de overordnede idealer for skolen, men i dag er følelsen, at de er blevet holdt for nar.
Dialogen var et luftkastel, for i sidste ende har Vinca Wiedemann ikke konkretiseret et eneste af elevernes ønsker. Og denne oplevelse er langt fra ny. Elever, der gik på skolen i Wiedemann-styrets første år, kan berette om konkrete eksempler, hvor deres rektor har manipuleret eller fortalt usandheder – ofte med »dialog« som filmskolens svar på den amerikanske kongres’ filibuster-metode, hvor rektoren har kunnet trække tingene i langdrag for til sidst blot at gøre det, hun hele tiden havde tænkt.
Af respekt for eleverne
Man forstår derfor godt, at eleverne er færdige med dialog. De har prøvet, og de har prøvet igen – til ingen verdens nytte.
I Vinca Wiedemann har de fået en rektor, der synes lige så enerådig i sin ledelsesstil som en af sine legendariske forgængere på posten, den ærefrygtindgydende Henning Camre (rektor 1975-1992 – og en af Wiedemanns støtter), men i en giftig kombination med en vision, der i bedste fald føles uklar, i værste fald styret af bureaukratiet og magtens sprog snarere end af kunstnernes. Som senest illustreret i går i interviews med både Politiken og Ekko, hvor det for en almindelig dødelig er svært at dechifrere hendes mission.
I begge interviews inviterer Vinca Wiedemann til enhver tænkelig dialog, og hun virker klar på at ændre den åbenlyse ubalance, der er kommet mellem teori og praksis for det nyeste kuld filmaspiranter. Hun nægter også at træde af.
Men elevernes tillid til deres rektor er endegyldigt smuldret. Det er nærmest umuligt at se for sig, at hun kan genopbygge den gensidige forståelse, der er essentiel, når man driver et sted som Filmskolen. Derfor er det desværre en trussel mod indtil flere årgange af filmtalenter, at Vinca Wiedemann klynger sig til taburetten.
Man må tage hatten af for elevernes resolutte aktivisme de seneste dage. Det lover godt for den kommende filmskabergenerations evne til at udfordre etablissementet og forandre verden.
Måske føler Wiedemann sig misforstået, måske er hun stålfast overbevist om, at alt, hun har gjort, har hun gjort for elevernes skyld. Men det spiller ingen rolle længere. Man kan ikke lede en kunstuddannelse, hvis næsten alle de elever, det var ens primære opgave at fremtidssikre, ønsker én hen, hvor peberet gror. I en kompliceret affære er lige dét ganske simpelt.
Af respekt for eleverne, af respekt for dansk films fremtid, bør Vinca Wiedemann indgive sin opsigelse.
Læs også: Elever kræver rektors afgang efter opsigtsvækkende bortvisning