’Toxic Town’: Jorden er giftig i neglebidende Netflix-serie med en ren åbenbaring i front
Der skal alligevel noget til, før en vandpyt kan få det til at løbe én koldt ned ad ryggen.
’Toxic Town’, der er baseret på virkelige hændelser, formår dog at gøre den slags umiddelbart fredsommelige hverdagsting til hjemsøgende, allestedsnærværende monstre.
Der er ikke langt mellem de ildelugtende skrotbunker, sivende, ødelagte vandrør og gullige, støvbelagte grusveje i den britiske by Corby, hvor en neglebidende fortælling udspiller sig.
Industribyen plejede at bryste sig af en imponerende stålproduktion. Men i 1990’erne er stålerhvervet for længst flyttet udenbys. Tilbage er et utal af slukørede, dagdrivende drukkenbolte, som har mistet alt, og et desperat og grådigt byråd, der vil gøre alt for at få byen på benene igen.
Det er med den slags uheldige udgangspunkter, at helt almindelige mennesker, der ikke mener noget ondt, skaber fatale katastrofer. For hvad skader det, hvis man bare bygger nye bygninger oven på gamle fabrikker? Jorden er måske giftig, men det vil tage lang tid og koste alt for mange penge at skille sig af med den slags ordentligt.
Hver gang noget fejes ind under gulvtæppet af byrådet, går der præcis ni måneder, før konsekvenserne viser sig.
Vores hovedpersoner er de to mødre Susan McIntyre (Jodie Whittaker) og Tracey Taylor (Aimee Lou Wood). I 1995 mødes de højgravide kvinder på en fælles observationsstue på Corbys hospital. På vejen derhen har de måttet vade gennem piblende rendesten, der gløder orange af rust og møg og skidt, der er skyllet med fra lossepladsen.
Den lidt ældre Susan føder en søn, hvis højre hånd mangler. Han må resten af livet overkomme farlige operationer og voldsomme, livstruende infektioner. Tracey er mindre heldig og må kort efter begrave sin nyfødte datter.
Med en snigende kameraføring, der snager i nybagte mødres barnevogne rundt omkring i Corby, står det snart klart, at Susan og Traceys skæbner ikke er unikke. Over alt mangler børn nemlig lemmer. Og i et kollektivt opråb forsøger kvinderne – over fire skarpskårne episoder – at fælde gerningsmændene bag deres børns ulykke.
Serieskaber Jack Thorne får gjort klimakatastrofen enormt personlig. Samtidig mistænker man, at producerduoen Charlie Brooker og Annabel Jones, der er kendt for Netflix-succesen ’Black Mirror’, har skruet godt op for seriens boblende, krybende og klamme udtryk.
Som det er med et godt, gedigent britisk drama, indeholder ’Toxic Town’ en sand overflod af dygtige skuespillere. Man kan nærmest ikke kaste en sten uden at ramme et bekendt ansigt.
John Bates fra ’Downton Abbey’ (Brendan Coyle) spiller eksempelvis et dumt byrådssvin, mens altid gode Rory Kinnear er en sød jurist, der hjælper Corbys mødre. Robert Baratheons bastard fra ’Game of Thrones’ (Ben Batt) er en ambitiøs skraldemand, mens fanfavoritten fra ’Bridgerton’, Eloise (Claudia Jessie), viser sig som husmor.
Den store åbenbaring er dog Aimee Lou Wood. Udover en tour de force som mor til en død datter i ’Toxic Town’ spiller hun for tiden en boblende solskinsstråle i den nye sæson af ’The White Lotus’.
Wood har en lille statur og karakteristiske fortænder, der har fået hende til at skille sig ud blandt unge skuespillere i blandt andet ’Sex Education’. Hendes spørgende udtryk er et fedt, genkendeligt og afvæbnende look. Og det vendes på hovedet i ’Toxic Town’, hvor den benhårde Tracey går forrest i, hvad der udvikler sig til et vidunderligt retssalsdrama.
Det er nærliggende at sammenligne katastrofen i Corby med Nordic Waste-skandalen. Men jordrapporten fra ’Toxic Town’ må siges at få det giftige jordskred i Randers til at ligne det rene paradis.
TV 2 udkommer senere i år med dramadokuserien ’Giften i sandet’ om civiles kamp mod kemikaliefabrikken Cheminova. Men tv-stationen må holde krisemøde efter at have set Netflix’ blændende genfortælling af de grumme Corby-skæbner.
Der er kælet for alle detaljer i serien, så langt øjet rækker. Mens kemikalier, giftstoffer og støv hvirvler rundt, brummer et solidt soundtrack af velvalgte sange i baggrunden. Der er frække og slet skjult symbolske valg iblandt, som The Chemical Brothers ‘Setting Sun’ og ‘Just’ af Radiohead.
Sidstnævnte har en særligt hård tekst, der udgør lydtapetet, mens ’Toxic Town’ viser trætte, intetanende mænd, der kommer hjem fra arbejdet som lastbilchauffører. Bag rattet er de blevet dækket af et tykt lag rødligt støv, som de tager hjem til gravide hustruer, der indånder partiklerne. Dag efter dag.
»Can’t get the stink off… You do it to yourself, you do. And that’s what really hurts«.
Fy for pyffer. Jeg har sjældent været så glad for, at jeg hverken er gravid eller har børn, mens jeg så denne serie.
Kort sagt:
Med benhårde konsekvenser viser Netflix-serien ’Toxic Town’ om giftig jord og katastrofale graviditeter i en engelsk by, hvorfor man aldrig skal springe over, hvor gærdet er lavest. Husk nu at sortere dit affald, for faen.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.