Lige siden Disney overtog Fox, der tidligere har stået bag den populære ‘Deadpool’-serie, har der hersket tvivl om antiheltens fremtid. Ville Disney risikere sit stærke familiebrand med en R-rated-superheltefilm, selvom Ryan Reynolds flabede maskerede helt har vist sig at være en guldkavl?
Ja, viser det sig. I et nyt talkshow-interview hos ‘Live With Kelly and Ryan’ fortalte Ryan Reynolds den glædelig nyhed: »Vi arbejder på filmen med hele holdet lige nu. Vi er ovre hos Marvel [Studios] nu, hvilket er ligesom at spille i første division lige pludselig. Det er ret skørt. Så ja, vi er i fuld gang med at arbejde på den«.
Producenterne bag ‘Deadpool’-serien forsøgte sidste år at relancere ‘Deadpool 2’ i en børnevenlig udgave, der ikke fik en synderlig varm modtagelse, så det er godt at høre, at den R-rated-filmserie fortsat kan leverer de flabede jokes, den blev kendt for.
Indtil dette års ‘Joker’ lagde biograferne ned, var begge ‘Deadpool’-film da også øverst på listen over de bedst tjenende R-rated-film med over 780 millioner dollars indtjent på verdensplan hver.
Tidligere på sommeren delte Marvel sine omfattende fremtidsplaner, der byder på adskillige nye superhelteuniverser og tv-serier – og nu altså også ‘Deadpool 3’.