Det mest imødesete panel på årets Comic Con i San Diego var uden tvivl Marvels, hvor superheltestudiet annoncerede sine fremtidsplaner efter den netop afsluttede fase tre i MCU – og så endda med en dugfrisk verdensrekord i ryggen for ‘Avengers: Endgame’ som verdens mest indtjenende film nogensinde.
Her fortalte studiets leder, Kevin Feige, at den næste Marvel-film bliver ‘Black Widow’ med Scarlett Johannson, der så vidt vides bliver en prequel-fortælling om den russiske spion. Filmen får premiere 1. maj i 2020 og rollelisten byder på navne som Florence Pugh (‘Midsommar’), David Harbour (‘Stranger Things’) og Rachel Weisz (‘The Favourite’).
Mest bemærkelsesværdigt var det dog, da det blev annonceret, at Mahershala Ali overtager rollen som vampyrjageren ‘Blade’ efter Wesley Snipes, der spillede rollen i tre film, og da plottet for ‘Thor: Love and Thunder’ blev afsløret. Sidstnævnte er nemlig baseret på Jason Aarons tegneserie, hvor Natalie Portmans karakter Jane Foster bliver til en kvindelig Thor, da den kræftsyge forsker erfarer, at hun kan svinge Mjølner. Det er dog endnu uvist, hvor meget filmen kommer til at låne fra Aarons forlæg.
Anden film i fase fire bliver ‘The Eternals’, der siges at have omfattende implikationer for resten af MCU med sin kosmiske fortælling om såkaldte Celestials, hvis eksperimenter på mennesker, millioner af år i fortiden, fører til både superhelte og -skurke med overnaturlige kræfter.
‘The Eternals’ instrueres af Chloé Zahoe, der også stod bag sidste års fantastiske ‘The Rider‘, mens blandt andre Angelina Jolie, Kumail Nanjiani (‘The Big Sick’), Richard Madden (‘Bodyguard’), Salma Hayek og Bryan Tyree Henry (‘Atlanta’) ses foran kameraet. ‘The Eternals’ er planlagt til premiere 6. november 2020.
Tredje kapitel i fase fire fører os et smut forbi Asien. ‘Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings’ følger den titulære Kung Fu-mester, spillet af Simu Liu. Filmen instrueres af independent-instruktøren Destin Daniel Cretton, der stod bag ‘Short Term 12’, og er sat til premiere 12. februar 2021.
‘Thor: Love and Thunder’ bliver fasens fjerde film og får premiere 5. november 2021. Taika Waititi, der revitaliserede franchisen med ‘Thor: Ragnarok’ vender tilbage i instruktørstolen.
Den sidste film med premieredato er Scot Derricksons anden ‘Doctor Strange’-film med Benedict Cumberbatch under titlen ‘Doctor Strange in the Multiverse of Madness’. Filmen får premiere 7. maj 2022, mens plottet endnu er ukendt. Elizabeth Olsons Scarlet Witch rygtes at medvirke.
Feige tilføjede også, at der lige nu arbejdes på ‘Guardians of the Galaxy Vol. 3’, som skal instrueres af James Gunn samt ‘Black Panther 2’, ‘Captain Marvel 2’, ‘Fantastic Four’ og ‘Mutants’. Der er endnu ikke premieredato på ‘Blade’-filmen.
Udover de mange spillefilm gør Marvel også indtog på Disneys kommende streamingtjeneste Disney+: ‘Falcon and the Winter Soldier’ får premiere i foråret 2020, ‘WandaVision’ om Scarlet Witch får premiere i foråret 2021 og det samme gør ‘Loki’ med Tom Hiddleston. Den animerede serie ‘What If?’, der genfortolker vigtige øjeblikke i MCU fra et alternativt synspunkt, får premiere i sommeren 2021. I efteråret 2021 vender Jeremy Renner tilbage som Hawkeye i serien af samme navn.
Læs også: ‘Avengers: Endgame’ er verdens mest indtjenende film – slår ‘Avatar’s rekord
Læs også: HBO’s nye fantasy-satsning er vanvittigt ambitiøs – se første fulde trailer til ‘His Dark Materials’