For andet år i træk har årets Oscar-show ingen vært, men modsat sidste år er det denne gang helt overlagt.
Showets producere Howell Taylor og Stephanie Allain har besluttet, at den 92. ceremoni kommer til at bestå af en lignede kavalkade af i hvert fald 15 presenters – med flere annonceringer lige om hjørnet.
Blandt andre kommer Timothée Chalamet, Zazie Beetz, Gal Gadot og Kristen Wiig til at underholde på scenen, med selskab af Will Ferrell, Mark Ruffalo, Mindy Kaling, Julia Louis-Dreyfus, Lin-Manuel Miranda, Anthony Ramos og Kelly Marie Tran.
Derudover vender sidste års vindere traditionen tro tilbage for at give stafetten videre i kategorierne for årets bedste skuespillere: Mahershala Ali, Olivia Colman, Regina King og Rami Malek.
Sidste år trådte Kevin Hart trådte tilbage fra som vært i kølvandet på en skandale om komikerens homofobiske tweets, hvilket betød, at Oscar-showet for anden gang i historien måtte stå på egne ben.
Første gang det skete var i 1989, hvor showet i stedet for en vært satsede på, at omfattende musicalnumre ville kunne overtage rollen som bindeled mellem priserne. Men da showet efterfølgende blev erklæret en komplet fiasko, vendte ceremonien tilbage til sit faste format.
Der bliver også musikalske indslag ved årets uddeling. De fem numre nomineret for bedste sang bliver opført af Randy Newman (’Toy Story 4’), Elton John (’Rocketman’), Chrissy Metz (’Breakthrough’), Cynthia Erivo (’Harriet’) samt Idina Menzel og norske Aurora (’Frozen 2’).
Derudover er Questlove og Eimar Noone annonceret som del af en særlig optræden.
Her kan du læse mere om Oscar-feltets opløb, der afgøres 9. februar.