’Toy Story 4’: Her er fortsættelsen, vi ikke vidste, vi havde brug for
Slutningen af ‘Toy Story 3’ fra 2010 er et af de mest rørende øjeblikke i Pixars historie – og det siger en del. Andy, der er blevet voksen og skal afsted på college, har tøvet med at skille sig af med minderne fra sin barndom, ligesom især yndlingscowboydukken Woody klynger sig til Andys barneværelse med det yderste af neglene.
Men da Andy ser den lille pige Bonnies glæde over Woody, Buzz, Slinky og det andet legetøj, leger han med dem en sidste gang og siger et bittersødt farvel til både barndom og legetøj, der til gengæld finder en ny mening hos et nyt barn.
Det er så perfekt, at det ved første øjekast føles som unødvendigt overmod at røre ved den smukt fuldendte trilogi.
Men her er vi ved ‘Toy Story 4’, og selvom den ikke har helt sammen følelsesmæssig punch som 3’eren, tilføjer den – udover at være fantastisk sjov, spændende, fantasifuld og vellavet – faktisk et nyt aspekt: Legetøjets fri vilje.
Alle ‘Toy Story’-filmene handler om legetøjets separationsangst og frygt for at blive vraget og overset og dermed miste sit formål i livet. For hvad er et legetøjsliv uden kærligheden fra et barn?
Det spørger Woody (Tom Hanks) og de andre også sig selv om, da Bonnie (Madeleine McGraw) som et ekko af 3’eren har mistet interessen for mange af dem og lader dem blive i skabet. I stedet kaster hun sin kærlighed over et stykke legetøj, hun selv laver ud af en plasticgaffel på sin første dag i børnehaveklassen og døber Forky (en perfekt ængstelig, sær og naiv Tony Hale). Forky tager dog ikke imod Bonnies hengivenhed med samme glæde som det fabrikerede lejetøj. Han insisterer på, at han er skrald og benytter, i en af filmens sjoveste gennemgående fysiske jokes, enhver lejlighed til at kaste sig ned i en skraldespand.
Forkys eksistentielle krise afspejler Woodys. Den trofaste cowboy sætter alt ind på at lære Forky om glæden ved at være der for et barn, samtidig med at han begynder at tvivle på sit eget formål. Følelsen forstærkes, da han på campingtur med familien møder sin gamle flamme, porcelænsdukken Bo Peep (Annie Potts), der engang sad på en lampe på Andys lillesøsters værelse, men nu lever et frit og spændende liv på farten som et lost toy uden et fast barn.
Herigennem tager filmen legetøjets både varme og giftige afhængighedsforhold til mennesket op. Woodys force er hans loyalitet – men bliver han belønnet for den? Og hvem siger, man kun er noget værd i kraft af en anden persons kærlighed? Filmenes budskab har været, at man kommer længst i livet ved at stå sammen som en familie. Den nye film foreslår, at man også kan vælge sit eget fællesskab og sin egen skæbne.
Det universelle tema om behovet for kærlighed som eksistensberettigelse uddybes af en række nye karakterer, som Woody møder på de eventyrlige afveje, flugtkongen Forky hiver ham ud på. Først og fremmest den desperat-uhyggelige defekte antikke dukke Gabby Gabby (Christina Hendricks), som er fanget i en støvet antikforretning, og som aldrig har følt et barns kærlighed.
I forretningen, som er et visuelt skattekammer af opdagelser og detaljer, møder vi også Gabby Gabbys endnu mere uhyggelige dukkehåndlangere og den pompøse canadiske actiondukke Duke Caboom (Keanu Reeves, der har en fest), som stadig lider af mindreværd, mange år efter hans barn smed ham ud, fordi han ikke kunne springe lige så højt på sin motorcykel som i reklamen. Også duoen Jordan Peele og Keegan Michael-Key leverer gode grin som en konstant mundhuggende sammensyet tøjkanin og -and fra en tombola.
I takt med at vores legetøjsvenner hver sig især finder deres plads i verden, finder ‘Toy Story 4’ også sin eksistensberettigelse – som ikke mindst er at fornøje sit publikum med halvanden times legesyg fryd, krydret med eksistentialistisk tankegods.
Kort sagt:
‘Toy Story 4’ er den fortsættelse, du ikke vidste, du havde brug for: En møgskæg og rørende filosofisk fortælling om at finde sit formål i livet.
Læs også: Pixars bedste film – rangeret fra 10 til 1