‘Frost 2’: Man kunne forvente mere af imødeset Disney-opfølger

»Let it go, let it goo-ooo«, har mange små og større Disney-fans gået rundt og skrålet siden 2013, hvor ’Frost’ fik premiere. Her brød dronning Elsa (Idina Menzel) med den forløsende og feministiske hymne ud af samfundets snærende konventioner, mens lillesøster Anna (Kristen Bell) rejste ud for at finde hende og samtidig fandt ud af, at hun ikke havde brug for en prins.

For mig var filmens klare hjerteskærende højdepunkt dog indledningens ‘Do You Want to Build A Snowman’, der i en perfekt koncis montage skildrede de to søstres smertelige adskillelse, savn og fortielse. Den tragisk undertrykte søsterkærlighed og begge søstres følgelige ensomhed udgjorde den emotionelle kerne i deres videre færd.

Trods en sund skepsis over for kommercielle sequels – var merchandise-salget mon omsider begyndt at falde? – havde jeg glædet mig til følge Anna og Elsas nye eventyr ‘Frost 2’, der igen er instrueret af Jennifer Lee og Chris Buck. Desværre mangler filmen stort set alle etterens bedste ingredienser: et velfungerende plot, karakterudvikling, en banger og den følelsesmæssige tyngde.

Efter en ret nuttet prolog fra søstrenes barndom – jeg kunne se på lille overdrevne udtryksfulde Anna hele dagen – møder vi Anna og Elsa tre år efter begivenhederne i første film. Alt er tilsyneladende fryd og gammen, hvis det ikke var for den mystiske stemme, der kalder en konstant distraheret Elsa væk. Det viser sig, at hele kongeriget Arendal er i fare, og at Elsas kræfter og en gammel familiehemmelighed er nøglen til at redde det. Da Anna nægter at lade Elsa tage af sted alene igen, følger hun, kæresten Kristoffer (Jonathan Groff), snemanden Olaf (Josh Gad) og rensdyret Sven med hende ud i fjeldene og en mystisk skov.

Problemet med det kringlende plot, der handler om søstrenes forfædres kolonialisme, er, at de ikke på samme måde som første film har noget personligt på spil. Mest interessant i filmen er Annas forståelige separationsangst fra Elsa, der gør hende helt besat af søsteren og blind over for Kristoffers charmerende klodsede forsøg på at fri. Men vi ser aldrig nye facetter af vores to hovedkarakterer. De lærer om fortiden og om Elsas magi, men lærer de noget vigtigt om sig selv? Ikke rigtigt. »Hvad er pointen?« står der nederst i mine noter, og det kan jeg stadig ikke svare på. Altså andet end at lade sig underholde i halvanden time og sælge mere Frost-sengetøj.

I den positive ende tilføjer konstant plaprende og hjerteoptøende Olaf filmen fin humor, blandt andet med en bittersød sang om, at han glæder sig til at blive ældre, så han forstår alting (I wish, kan alle forældre sidde og tænke). Flot må man også give filmen, at den er. Især scener, hvor Elsa begiver sig ud på havet og kaster sin ismagi henover bølgerne, er visuelt imponerende.

I forhold til, hvor mange sange der er i filmen, er hitsmedene Kristen Anderson-Lopez og Robert Lopez’ forsøg i denne omgang til gengæld skuffende kedelige. Den storladne, men ensformige ‘Into the Unknown’ lyder mest, som om den er designet for at demonstrere Idina Menzels stemmeregister, og jeg har på forhånd ondt af de forældre, hvis børn kaster deres kærlighed på den.

Anna og Elsa er stadig nogle seje og handlekraftige prinsesser og charmerende selskab, som man, bortset fra deres urealistiske kropsbilleder roligt kan lade sine børn dyrke som forbilleder. Men netop derfor havde jeg også forventet mere – noget overraskende og subversivt, der sparkede Disney-feminismen en tand videre, into the unknown.

---

Kort sagt:
Anna og Elsas ventede nye eventyr er flot og underholdende, men er frosset fladt fast i forgængerens dynamikker uden samme overraskende plot eller spændende karakterudviklinger.