For de fleste vil udtrykket »Bond girl« formentlig stadig vække associationer af forførende femme fatales a la Ursula Andress bikinibabe i ‘Dr. No’, Honor Blackmans Pussy Galore i ‘Goldfinger’ og Femke Jansens Xenia Onatopp i ‘GoldenEye’. Kvinder, hvis kreative pornonavne tigger om at blive ‘Austin Powers’-spoofet og som hovedsageligt enten knalder, forråder eller forsøger at dræbe Agent 007.
Hvis ikke alle tre.
Siden Daniel Craig første gang trak i Bonds smoking i ‘Casino Royale’ og faldt hårdt for Eva Greens tvetydige Vesper, har Bond-pigerne imidlertid gennemgået en mere moderne transformation, der for alvor giver sig til kende i den kommende ‘No Time To Die’. Det fortæller Ana de Armas, der spiller Bonds seneste (måske) flirt Paloma fra CIA.
Armas, som tidligere i år blev nomineret til en Golden Globe for sin rolle i den stærkt underholdende ‘Knives Out’ (overfor Daniel Craig, spøjst nok), siger til Vanity Fair, at hun fik tilbudt rollen af instruktør Cary Fukunaga. Han opfandt Paloma specifikt med Armas i tankerne, men skuespilleren var lettere tøvende:
»Selvfølgelig hoppede jeg nærmest op og ned på stedet, men jeg havde også brug for at vide, at jeg ikke ville komme til at gå på kompromis med det arbejde, jeg var klar til at lægge i jobbet; at det (karaktertegningen, red.) ikke ville ødelægge det hele. For mig havde Bond-kvinderne nemlig altid været umulige at relatere til«.
Alt tyder heldigvis på, at Paloma bliver en helt anden type sidekick, først og fremmest takket være Golden Globe, BAFTA og Emmy-vindende Phoebe Waller-Bridge (‘Fleabag’), der som bekendt blev hentet ind for at finpudse manuskriptet og give det ekstra spræl på opfordring af Daniel Craig.
»Man kunne mærke, at Phoebe havde været inde over karakteren. Der var den her humor og kækhed, der er så karakteristisk for hende. Paloma føles som en rigtig kvinde«, fortæller Armas.
Men dermed ikke sagt, at Bond er vendt på vrangen i ligestillingens navn, om end 007-titlen er overgået til den kvindelige skuespiller Lashana Lynch.
»Vi kan udvikle os og vokse og tilføje en vis dosis virkelighed, men Bond er jo en fantasi. I sidste ende kan du ikke tvinge karakteren ud af universet, hvor han nu engang eksisterer«, slår Armas fast.
‘No Time To Die’ får dansk premiere 2. april.