’The Jesus Rolls’: Jesus-spinoff af ‘The Big Lebowski’ er en katastrofe
Udsigten til ’The Jesus Rolls’ har sandsynligvis fået mundvandet til at løbe hos fans af ’The Big Lebowski’. En spinoff om Jesus Quintana, (John Turturro) den flamboyante pæderast og lilla bowlingrival fra Coen-brødrenes white russian-sippende klassiker. Men John Turturros film – skrevet og instrueret af skuespilleren selv – har ikke Coen-brødrene nævnt hverken som konsulenter, producere eller kaffe-hentere. Og det forstår man egentlig godt.
Som komisk spinoff er filmen næsten en katastrofe. Med udtrådte vittigheder og flade set-ups, der aldrig kulminerer i noget, der minder om et lille fnis på den anden side af skærmen. Ikke engang selvom der er indlagt store mængder flamencomusik og den cinematografiske veteran Frederick Elmes (David Lynch, Jim Jarmusch, mange flere) har haft blik for brunorange og lilla farver – alt sammen for at inducere flashbacks til Coen-brødrenes film.
’The Jesus Rolls’ er ikke bare en spinoff, den er også et remake af Bertrand Bliers ’Les Valseuses’. Den lægger ud som en umorsom krimikomedie og runder af som et småmelankolsk portræt af en gruppe rastløse outsidere. Man kan forestille sig, hvordan dele af filmen – om seksuel vækkelse og med et svagt ekko af Truffauts ’Jules og Jim’ – måske har fungeret som en vovet film i 70’erne med unge udgaver af Gerard Depardieu og Isabelle Huppert i centrale roller. I 2020 virker den som remake betragtet også svær at greje.
Handlingen er mærkeligt diffus, selvom filmen på mange måder er såre enkel: Jesus Quintana bliver prøveløsladt på grund af god opførsel. Bobby Cannavale spiller hans sidekick Petey; den arme mand spiller en slags forvirret macho-type, der mest har sit gode italienske udseende at falde tilbage på – af og til føles det lidt som at se en karakter spillet af Joey Tribbiani, den elskeligt dårlige skuespiller fra ’Friends’.
Duoen hooker op med den prostituerede Marie, spillet med sædvanlig sødmefuld naivisme af franske Audrey Tatou. Nu følger en småkriminel og seksuel odysse af usammenhængende scener, der involverer en frisør, nogle biltyverier, en pistol og et par andre nyligt løsladte tremmeruskere.
Som i Turturros forrige forsøg som hovedrolleindehaver, instruktør og forfatter på en spillefilm –den moderat mere vellykkede ’Fading Gigolo’ – er der også masser af sengekant i ’Jesus Rolls’: Audrey Tatous indledningsvist frigide Marie får mulighed for at udforske sin seksualitet med flere mænd, her er en (antydet) menage-a-trois, og Jesus forsøger ligeledes at overtale Petey til en tur i høet.
Skuespillere som Jon Hamm, Susan Sarandon og Christopher Walken kaster et glans af kvalitetsfilm over projektet, men ingen af karaktererne bruges til noget – heller ikke selvom det er forfriskende at se + 65-årige Susan Sarandon som flammende sexsymbol i nedringet sort kjole i en Hollywood-æra, der stadig har en dybt problematisk aldersbias. Desværre er flere dele af Susan Sarandons scener borderline-uforståelige.
Det eminente cast må have sagt ja tak med drømmen om at være med i en udvidelse af Lebowski-universet: De kan næsten ikke have hoppet med om bord, efter at have fundet ud af, hvilken vej John Turturro ville tage materialet – i så fald har de været store fans af den franske, tilsyneladende smålumre originalfilm.
John Turturros hovedperson – i denne film en biseksuel, hård, men ultimativt godhjertet puertoricancer, der løfter lillefingeren, når han drikker kaffe – kunne såmænd have været elskelig nok i en anden film. John Turturro er en vidunderlig skuespiller. Men man føler i lange stræk af filmen minimal relation til Jesus-figuren fra ’The Big Lebowski’, også selvom han sørger for at indsætte slikket på bowlingkuglen, nogle »wooow«-udbrud og andre af de kendetegn, der gjorde den oprindelige birolle så legendarisk.
Den eneste nødtørftige bowlingscene i filmen føles næsten som en slags indsat musicalsekvens, men galakser fra den psykedeliske legesyge, som prægede The Dudes stenede drømmesekvenser i ’The Big Lebowski’.
Flere dele af ’The Jesus Rolls’ virker i det hele taget mest som løsrevne vignetter, der ikke har nogen logisk sammenhæng. Måske giver det bedre mening, hvis man har set ’Les Valseuses’. Men selv et udskældt Hollywood-remake som ’Kodenavn: Nina’ var da til at forstå, også selvom man ikke havde set Luc Bessons ’La Femme Nikita’.
Som mangeårig Lebowski-fan kæmpede jeg en brav kamp for at holde mig siddende foran skærmen i løbet af ’The Jesus Rolls’.
Kort sagt:
’The Jesus Rolls’ vil forhåbentlig blive hurtigt og nådigt glemt igen, så vi kan fortsætte med at more os over Jesus i ’The Big Lebowski’. Og genvinde respekten for alle de øvrige gode kræfter, der også har bidraget til denne usammenhængende og unødvendige film.