Skærer ’The Big Lebowski’ i hjertet, som den gjorde ved premieren?

Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi en række af disse klassikere fra nyere tid. I dag skriver Henrik Reinberg Simonsen om Coen-brødrenes stoner-komediekrimi, der forener instruktørernes tankegods mere grinagtigt end før eller siden.
Skærer ’The Big Lebowski’ i hjertet, som den gjorde ved premieren?

SERIE: HOLDER DE I DAG? Jeg er gammel nok til at huske den første præ-internet-hype omkring slacker-krimi-kultfilmen ’The Big Lebowski’, der på IMDb i dag står som Coen-brødrenes mest populære film sammen med ’Fargo’ og ’No Country for Old Men’.

Filmen blev dengang i 90’erne udråbt som en slags åndelig arvtager til ’Pulp Fiction’. Jeg var på omkring samme tidspunkt faldet i søvn til ’Jackie Brown’ – Quentin Tarantinos faktiske opfølger til ’Pulp Fiction’ – under Natfilmfestivalen i Århus (dengang med bolle-å). Måske skulle man søge efter sine kick andre steder end hos QT, trods ’Reservoir Dogs’-plakaten, der hang i teenagedrengeværelset?

Mine forventninger til Coen-brødrenes syvende film blev indfriet. ’The Big Lebowski’ fik et efterliv, der ikke er mange film forundt. Den blev en af dem, der bare levede videre og kom på i tide og utide. Når man kom hjem fra byen. Dagen derpå. Når man ville have noget til at snurre i baggrunden.

At kalde White Russian-sippende, joint-hvæsende Jeff Lebowski AKA The Dude for Jeff Bridges’ signaturrolle er en underdrivelse. The Dude har nærmest taget Jeff Bridges i besiddelse. Den søvnigt udseende antihelt vikles ind i et Raymond Chandler-agtigt edderkoppespind af et plot med kidnapninger, kiksede pornofilm, fallerede rigmænd, feministiske kunstnere og Vietnam-krigen (i hvert fald, hvis man spørger Walter). Man skal holde godt fast for at holde rede på de indviklede twists. Man kan også bare nyde dialogerne, skuespillet, bowling-fanatismen, og de mange, mange morsomme detaljer.

Sådan husker jeg den. Kunne den klare gensynet? I høj grad. Også med de første grå stænk i skægget elsker jeg iltre Walter (John Goodman), uskyldsrene Donnie (Steve Buscemi), sofistikerede Maude (Juliane Moore), Bunny, Jeffrey Lebowski AKA The Big Lebowski, Jesus, Jackie Treehorn og resten af holdet.

Småtragisk eksistentialisme

Skuespillerne ser pludselig ungdommelige ud. Heldigvis virker alt andet også friskt. Walters krigeriske temperament kombineret med hans loyale forhold til en jødedom, der ikke engang er hans egen, men ekskonens. Asken i ansigtet under Donnies improviserede bisættelse – dette Hamlet-øjeblik forvandlet til gravsort slapstick.

Og man kan stadig finde nyt. Der er The Dudes sker-det-her-virkelig? udtryk, da det går op for ham, at han er ved at få tæsk af en reaktionær sherif, der tydeligvis ikke kan lide overvintrede hippier. Latinamerikanske, flamboyante Jesus har en ølvommet makker, der ser ud, som om han er hentet som statist fra ’Fargo’. Britiske David Thewlis, der var voldsomt klam som skurk i HBO-serien ’Fargo’s tredje sæson, har rent faktisk en lille rolle som den fnisende videokunstner Knox Harrington.

Og vigtigere end alverdens trivia: Filmen skærer stadig i hjertet. Walter er et omvandrende krigstraume. Hvor voldsparat han er, får vi flere smagsprøver på i løbet af filmen, til det eskalerer til sidst. Her er der ikke kun klippet en tå, der bliver også bidt et øre af. Donnie bukker på en eller anden måde under midt i den komiske gru, og hans hjerte giver op. Han fældes af et hjerteanfald midt i det ellers urkomiske slutopgør med nihilisterne, der aldrig får en rød reje af de løsepenge, de og deres nu ni-tåede kæreste har drømt om.

Donnie har ellers lige op til givet bowlingekuglen sit bedste swing. En strike er lige akkurat ved at lykkes. Men en af keglerne bliver alligevel stående – højst usædvanligt for denne ellers stærke bowler, der filmen igennem ellers har leveret nærmest udelukkende strikes og ingen gutterballs. Få scener efter denne stilfærdige åbenbaring er han død. Det er hårdt, og som cowboy-fortælleren bemærker til sidst, er det ikke spor rart eller spor sjovt. Donnie er nærmest engle-ren i et noir-univers, der ellers består af svindlere, pæderaster, voldsmænd og pornoproducenter.

Alligevel skal han dø helt uretfærdigt. Hans endeligt rammer en hjertestreng hos mig hver gang. Giver trods de mange grin en påmindelse om en småtragisk eksistentialisme, der er afsøgt dybere i ’A Serious Man’, ’The Man Who Wasnt There’ og ’Inside Llewyn Davis’ – alle film, der også handler om, at tilværelsens dunkle kabale ikke kan gå op for alle.

De uskyldsrene går under

Men aldrig siden hos Coen-brødrene er de mange tråde, spor og brudstykker af jødisk-teologisk, litterært og eksistentialistisk tankegods forenet så grinagtigt som her. Med så mange gode one-liners og uforglemmelige scener, der kan ses igen og igen.

Ja, den har nærmest gjort stoffet, den californiske stoner-krimi, til sit privateje: Da ’Inherent Vice’ nåede biograflærredet i 2015, virkede det mest som en Lebowski-pastiche, på trods af at det ellers var en P.T. Anderson-film med romanforlæg fra Nobel-kandidat Thomas Pynchon. David Lynch havde i 2001 en cowboy til at sammenknytte de forskellige planer i sit Los Angeles-portræt ’Mulholland Dr.’, måske en reference til Sam Elliotts tilsyneladende alvidende fortæller, der dukker op først, midt og sidst i ’The Big Lebowski’ som et sludrevornt medlem af et græsk tragediekor?

’The Big Lebowski’ har sikret White Russians (vodka, kahlua, sødmælk) en central plads som drink blandt filmbuffs. Og for alle, der skyr overdrevet arbejdspres, indeholder filmen en nærmest lokkende advarsel om bowling som et ormehul ind i en lediggang, man aldrig vender tilbage fra. Ingen andre film af Coen-brødrene har affødt så mange memes eller lige frem en religion. Der er ligeledes mange potentielle venskaber, hvis holdbarhed man kan vurdere ud fra, om man har grint under de samme episoder af The Big Lebowski. (Bak ud af rummet straks, hvis nogen siger, de er mere til Coen-brødrenes ’Intolerable Cruelty’, ’The Ladykillers’ eller ’Hail, Ceasar!’)

’The Big Lebowski’ udgår et bittersødt samfundsportræt af USA og 90’erne. De gamle krige spøger. Nye konflikter banker på. Aggressionen er konstant. Storkapitalisten, Korea-veteranen, den falskt filantropiske Sir Jeffrey Lebowski prøver at udnytte de små fisk. Verden vil bedrages, og bliver det gang på gang, mens de gode og uskyldsrene går under.

Gør som The Dude og Walter. Sig »Fuck it, man, let’s go bowling«.


Så… holder den i dag?

Man kunne lige så godt spørge: Kan The Dude lide White Russians? ’The Big Lebowski’ er stadig Coen-brødrenes mest morsomme destillat af alt, hvad de gør godt: Film noir, surrealisme, vindskæv karaktertegning med et strejf af det bizarre, morbide og det uafvendeligt tragiske. En sjovere stoner-krimi er ikke lavet siden, heller ikke af Coen-brødrene, hvis komedier i de seneste 15 år sjældent har været nogen, man har set mere end én gang eller to.

’The Big Lebowski’ kan se på HBO Nordic, C More, Amazon Prime og Blockbuster.

TIDLIGERE I SERIEN:

Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?

Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?

Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?

Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?

’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?

Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af