Skræmmer ’The Blair Witch Project’ stadig, når vi ved, at den er fake?

Nogle film bliver så store fænomener, at man efterhånden kan komme til at glemme, hvordan de var som… film. I løbet af juli genbesøger vi en række af disse klassikere fra nyere tid. I dag skriver Lau Lehrmann om found footage-gyseren, der skabte reel frygt og forvirring hos publikum om, hvorvidt de tre hovedpersoner virkelig var blevet slået ihjel. Og hvis hovedperson helt ufortjent vandt en Razzie.
Skræmmer ’The Blair Witch Project’ stadig, når vi ved, at den er fake?
'The Blair Witch Project'

SERIE: HOLDER DE I DAG? Jeg er født i 1992. Da ’The Blair Witch Project’ havde dansk biografpremiere 2. december 1999, sad jeg dagen efter mentalt terroriseret i biografmørket til en orkanafbrydelsesversion af Disneys ’Tarzan’.

Første gang, jeg så ’The Blair Witch Project’, var skæmmet af, at jeg forinden havde prøvet mere ekstreme found footage-oplevelser som ’Paranormal Activity’, ’Cloverfield’ og især ’REC’. ’TBWP’ var bare en 90’er-bedaget forgænger, der selv var en genremæssig fortsættelse af den mere løbske ’Cannibal Holocaust’ fra 1980. Og så ville jeg til enhver tid foretrække mockumentarys i stil med ’Man Bites Dog’, ’This is Spinal Tap’ og ’Forgotten Silver’ med deres satiriske spejl og muntre leg med vores afkodning af virkelighed vs. medievirkelighed.

Problemet er nok, at jeg aldrig har ’oplevet’ Blair Witch.

»In October of 1994, three student filmmakers disappeared in the woods near Burketsville, Maryland while shooting a documentary. A year later their footage was found«.

Oplevelsen af Blair Witch var at læse denne åbningstekst til filmens verdenspremiere på Sundance-festivalen og i 80 minutter føle sig udfordret på sin dømmekraft. For forinden havde publikum ikke kunnet undgå løbesedler med Heather, Joshua og Michaels ansigter under den store fede overskrift »MISSING« og måske endda læst politirapporter i avisen.

Oplevelsen var også at stifte bekendtskab med heksemyten og de tre forsvundne gennem en hjemmeside, hvor der som en datidig snapchat dryssede små bevisbidder med ny info, billeder og optagelser fra tid til anden. I filmens åbningsweekend bragte Variety Magazine en helsidesannonce kun med hjemmesidens navn og antallet af hits: 21,222,589!

Og oplevelsen var op til filmens brede premiere at se true crime-dokumentaren ’Curse of the Blair Witch’, der underbyggede den dybere lore omkring småbyen Burkittsville, ligesom ’The Blair Witch Project: A Dossier’ minutiøst gennemgik efterforskningen på de tre forsvundne filmstuderende, skovens uforklarlige ondskab og tilmed indeholdt overrumplende dagbogstanker fra Heathers sidste dage.

Tjente 250 millioner dollars

Hele dette hypemaskineri var konceptudviklet af marketingsafdelingen hos distributøren Artisan i samarbejde med filmens instruktører Daniel Myrick og Eduardo Sanchez og deres selskab Haxan Films, hvor Ben Rock udmærkede sig som mytologismed.

’The Blair Witch Project’ blev kun sat op i 27 amerikanske biografer. Mange anmeldere reagerede overraskende positivt på det forfriskende autentiske ungdomsgys, og legendariske Roger Ebert gav filmen topkarakter. FOMO-zeitgeisten ville ingen ende tage.

På grund af den omfattende marketing svinger fastsættelsen af filmens omkostninger fra beskedne 60.000 til 700.000 dollars. Uanset hvad indtjente filmen cirka 250 millioner dollars, dengang dollaren var mere end det dobbelte værd.

Retrospektivt er det fristende at dykke ned i Blair Witch-fænomenets succes med at »go virale«. Hvordan filmens skabere som noget hidtil uset indtænkte internettet til at sprede (falsk) information og skabe hype, som siden har inspireret glimrende virale kampagner for eksempelvis ’The Dark Knight’ og ’Deadpool’.

Man kunne også fylde bøger med dens banebrydende måde at udfolde sin fortælling gennem forskellige medier og platforme og dermed skabe grobund for en fanbase til at kultdyrke mytologien og holde liv i universet uden for filmen. Først nogle år senere opfandt man begrebet ’transmedia storytelling’ til at favne denne ambitiøse fortælleform, som blandt andet Ridley Scott insisterer på, og Mark Frost benytter til at indsætte Twin Peaks’ mysterier i en større ramme over Amerikas historie.

Men hvad med filmen ’The Blair Witch Project’? Hvordan opleves den i 2019?

Alene i vildmarken

For den fulde effekts skyld genså jeg filmen en sen nattetime med hovedtelefoner på og computerskærmen til at lyse min søvn i stykker. Jeg ville opleve de tre hovedpersoners langsomme skæbnesvangre rejse mod fortabelsen uden afbrydelser og så sanseligt som muligt.

’The Blair Witch Project’ er som gys bygget op om atmosfære og vores forestillingsevne. De indledende interviews med lokalbefolkningen om heksemyten og en række mystiske mord i skoven er altafgørende afsæt for, at vi senere skal lade os skræmme af lydperifere stenslag og barnestemmer eller en stak sammenbundne kæppe.

’Identifikation’ er nøgleordet. For det mest forfærdende er trioen og særligt Heathers hybris over for skovens dybe stille gru og vores opdagelse af at være vidne til en psykologisk nedsmeltning og menneskelig tragedie uden nogen udvej. Det er ’Alene i vildmarken’ uden en DR-helikopter til at gribe ind.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Filmskaberne satte de improvisationsstærke, men ikke nødvendigvis kamerakyndige amatørskuespillere løs i en stor skov i otte dage kun guidet af flag og mælkekasser. Begrænset føde og natlige overraskelser fra instruktørerne fremprovokerer reaktioner af reel frygt. Med så mange imitationer og parodier er det desværre en kamp – i hvert fald for skribenten her – for alvor at føle for Heather, Michael og Josh.

I forhold til bølgen af senere uhyggelige hjemmevideooptagelser vinder ’The Blair Witch Project’ imidlertid i dag i autenticitetsfølelse på grund af dens økonomiske forhold til uhygge. Modsat den misforståede opfølger ’Blair Witch’ fra 2016 (og undgå for satans skyld meta-mareridtet ’Book of Shadows: Blair Witch 2’) punkterer den sjældent sin egen realisme med jump scares og diskontinuerlige kamerapositioner.

Snot med uafrystelig effekt

Alligevel er jeg grundlæggende enig med dommen fra Informations daværende anmelder Morten Piil. Allerede under filmens hysteri-peak delte han det indtryk, at den »i sidste ende er for karrig med sine vink om, hvad der virkelig foregår derude i skoven«.

De fragmenterede filmrester, ’The Blair Witch Project’ foregiver at være sammenstykket af, viser primært en frustrerende cirkelvandring. En stor del af den korte spilletid er død tid med ungdommelig lalleglæde og temperament, som med sin hjemmevideoæstetik sikkert talte ind i en tid med ’The Real World’ og ’Det’ ren kagemand’. Med et nutidigt blik bliver det sgu lidt traurigt og, ja, amatøristisk.

Derimod rummer 16mm-optagelserne i sort-hvid, som skulle udgøre den reelle dokumentar, en metafysisk okkultisme af altomslyngende ondskab, der igen mere dirrende risler uhyggeligt gennem de to tie-ins ’Curse of the Blair Witch’ og ’The Blair Witch Project: A Dossier’.

Og så er der filmens mest citerede scene: Heather (som helt åndssvagt vandt en Razzie for værste skuespillerinde) med kameraet helt oppe i de snottede næsebor. Når hun fremstammer »I’m scared to close my eyes, I’m scared to open them«, mens dråber drypper ud af det højre øje, og man tror, noget snart kommer og fylder hele det venstre mørke af billedet, har det sgu sin uafrystelige effekt. Selv for en 92’er 20 år efter.


Så… holder den i dag?

’The Blair Witch Project’ er ikke engang den uhyggeligste film inden for dens subgenre. Til gengæld står fænomenet Blair Witch som mytologisk udtænkning, forventningsopbygning og eksekvering på nettet som noget unikt og inspirerende 20 år efter. En oplevelse af uskyld og tiltro, der kun var mulig at fremmane den ene gang.

’The Blair Witch Project’ kan se på Blockbuster og SF Anytime.

TIDLIGERE I SERIEN:

Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?

Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?

Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?

Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?

’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?

Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af