Jeg drømmer kun om én fantastisk ‘Blade Runner: 2049’, Ridley Scott!

Med plotmættede kortfilm lukker Ridley Scott hullet mellem den oprindelige ’Blade Runner’ og den nye. Ligesom han gjorde det op til ’Alien: Covenant’ – på særdeles uheldig vis. Og spørgsmålet er, om Scott i sin forivrelse efter at udbygge sine filmuniverser risikere at underminere den oplevelse, vi får i biografen.
Jeg drømmer kun om én fantastisk ‘Blade Runner: 2049’, Ridley Scott!
Billede fra selve 'Blade Runner 2049'

Er den menneskelige identitet summen af vores erindringer? Det helt store filosofiske spørgsmål i Ridley Scotts oprindelige ’Blade Runner’ fra 1982 kommer atter på dagsordenen – og bliver måske endda besvaret – når Denis Villeneuves fortsættelse ’Blade Runner 2049’ har premiere i morgen.

Men optakten til filmen har i sig selv dannet grobund for et andet stort eksistentialistisk spørgsmål: Hvad er summen af en film? Er en film summen af dens kortfilm, hvis kortfilmene er en andens?

I en storstilet kampagne har folkene bag filmen præsenteret en tidslinje, der udfylder hullet imellem den første film, hvis handling udspiller sig i 2019, og som detaljeret beskriver den politiske udvikling i de mellemliggende år frem mod 2049. Men for at undgå usexet wiki-info har Luke Scott (sci-fi-horrorfilmen ’Morgan’), hvis far Ridley var instruktør på den originale film og producer på den nye, skabt to korte prequel-film sat i 2036 og 2048, mens anime-instruktøren bag kultfilmen ’Cowboy Bepop’, Shinichiro Watanabe, har kreeret en lidt længere animationsfilm, der udspiller sig i 2022.

Hver film introduceres af Villeneuves fornøjeligt franskcanadiske accent med taglinen: »Tre kortfilm, som dramatiserer nogle nøglepunkter, der skete efter 2019«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De er alle stemningsfulde appetizers forud for det store brag. Watanabes ’Black Out 2022’ står som en afrundet fortælling med karakterer, vi ikke kommer til at se i filmen: Androider, der går kamikaze for at springe databasen med al informationen om replikanternes identitet i luften. Anderledes står det til med Luke Scotts to fem-minutters film, hvor man møder Jared Letos blinde, overmenneskelige skaberfigur Niander Wallace i ’Nexus Dawn’ og David Bautistas replikant Sapper Morton i ’Nowhere to run’. Især sidstnævnte har en slutning, der fungerer som set-up til noget, vi helt sikkert får et payoff på i Villeneuves film.

En tom følelse

Men er det et problem, at vi bliver forkælet med ekstra autoriseret kød på historien, der antyder en større franchise-kronologi? Ikke hvis du spørger Ridley Scott. Udover at levere nepotistisk platform til sønnike Luke har den 79-årige filmlegende oprettet det kreative marketings- og konsulentfirma 3AM for at arbejde målrettet med kortfilmformatet som branding-strategi på sine seneste produktioner.

»Vi ønsker altid at finde en måde, hvorpå folk kan grave ned i alt det her for at forstå den arena, de skal til at opleve, og finde ud af, hvad der venter, før du går biografen uden at få ødelagt historien. Der er intet værre end en tre-et-halvt minuts trailer, der viser hele historien. Vi lavede en serie af kortfilm på ’Prometheus’ og ’The Counselor’, og de to oplevelser forekommer mig at være en gennemslagskraftig måde at begynde en reklamekampagne på og skabe opmærksomhed«, udtalte Ridley Scott til Adweek i forbindelse med promoveringen af ’The Martian’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et par stilistisk imponerende klip forud for ’Prometheus’ skabte hype og var et studie i world making med en talk fra mogulen Peter Weyland (Guy Pearce) og en reklamevideo med androiden David (Michael Fassbender). Hop fem år frem til ’Alien: Covenant’, og Luke Scott er nu blevet overladt ansvaret for to korte prologer. ’The Crossing’ viser Noomi Rapaces karakter fra ’Prometheus’ fikse David og lade sig fryse ned, mens David lander på den nye Jord-lignende planet, mens vi i ’The Last Supper’ møder en feststemt besætning på Covenant med kaptajnen Jacob, spillet af James Franco, i spidsen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Prologerne skulle fungere som kronologiske tie-ins, men da den endelige film havde premiere i maj var Rapace, Franco og karakteropbygningen pist væk. Katherine Waterstons Ripley 2.0. render rundt med en tynget mine over tabet af ægtemanden Jacob i første minut af filmen, hvor vi som publikum selvfølgelig har de kærlige fire minutter fra ’The Last Supper’ i baghovedet. Eller nogen af os har. Trods 4,8 millioner views på Youtube må mange uindviede alligevel være gået ud af biografmørket med en tom følelse af mangelfuld karakter- og historieopbygning.

Wachowskierne var pionerer

Scott har en stærk pointe i sin kritik af afslørende trailers, men den omfattende world making og tie-ins synes også at være steget ham til hovedet.

Begreberne stammer fra ideen om transmedia storytelling, som i nogle år efterhånden har været medievidenskabsundervisernes våde drøm og siden har forplantet sig til store studier som Disney med deres Marvel-franchise. Udgangspunktet er selvfølgelig ønsket om at fastholde engagementet hos forbrugere af et langstrakt film- eller tv-univers, hvilket man gør ved at fortælle historie på tværs af medieplatforme, som alle bidrager til den større fortælling på deres egen unikke måde. Fansene kan gå på opdagelse i uudtømmelige verdener og udveksle viden i nørdede fællesskaber for at skabe det fulde overblik.

Wachowski-duoen var tidligt ude, da de i en cocktail af beundringsværdige ambitioner og manglende virkelighedssans fyldte deres to ’Matrix’-efterfølgere ’Reloaded’ og ’Revolution’ med tomme motivblottede pladser og easter eggs, man skulle have spillet ’Enter the Matrix’ eller set ’The Animatrix’ for at få til at give den mindste smule mening.

I ‘Enter the Matrix’ kunne man indsamle viden og opbygge et ark med karakteren Niobe, som i filmene ‘Reloaded’ og ‘Revolution’ var en bifigur i Jada Pinkett Smiths skikkelse.

Shinichiro Watanabe var en af bidragyderne til animationskompilationen, og så er vi tilbage til ’Blade Runner 2049’ og de tre supplerende kortfilm. Der er ingen tvivl om, at mange medieforbrugere er blevet bedre til at nørde igennem, og kultelementet i fandom synes nærmest forfladiget i tilfælde som ’Game of Thrones’ eller ’Westworld’, hvor rigtigt mange pludselig bliver huseksperter og oversvømmer forummer som Reddit i deres higen efter merviden. Det går for producenterne ud på at holde liv i interessen, og der vil spillefilmen som ofte komme til kort – medmindre den altså benytter serialiserende greb og udvider historien rundt om hovedattraktionen.

Sidevogne til knallerten

Jeg blev som ung purk introduceret til ’Blade Runner’ af min far, der i malende vendinger kunne fortælle om det banebrydende og mørke science fiction-univers med ham fra ’Star Wars’, så man nærmest befandt sig i Los Angeles arkitektoniske melting pot år 2019 – vel at mærke uden at have set filmen.

Jeg har siden set filmen et utal af gange og kommer også til at se det nye kapitel mere end én gang i biografen, også med min gamle far. Han havde ikke set de tre kortfilm, før jeg fortalte ham om dem. Får han mon den fulde oplevelse af ’Blade Runner 2049’ alligevel, eller forudsætter det, at man er gået på internetoplevelse forinden?

Med ’Covenant’ skød Scott og hans selskab over mål i deres snedige markedsføringsstrategi. Det sker forhåbentligt og formodentligt ikke med Denis Villeneuves film, som ifølge nogle udenlandske anmeldere ligefrem overgår Ridley Scotts original.

Harrison Ford i ‘Blade Runner 2049’.

Men det kan blive frustrerende, hvis reklamemanden Scott får udbredt sin vision til resten af Hollywood, og man ikke længere tør bero sig på afsluttede, sammenhængende fortællinger, men absolut skal udstyre de blankpolerede knallerter med sidevogne for at hamle op med tv-seriernes vingefang.

Det er på sin vis allerede en realitet med superheltefilmenes indtog, hvor kendskab til karakterer og universet fra tegneserierne automatisk udløser fråde om munden, når en for uindviede ukendt figur kan skimtes i baggrunden som med Jubilee i ’X-Men: Apocalypse’. Især Marvel har standardiseret end credit-sekvensen, og de har også forsøgt sig med små krøllede internetklip såsom ’All Hail the King’ med Ben Kingsleys Mandarin fra ’Iron Man 3’.

Vi snakker om flødeskum, der i de fleste tilfælde ikke har den store indflydelse på forståelsen af den film, man lige har set eller skal til at se.

Til sammenligning er Ridley Scotts prequel-kortfilm kendetegnet ved en større grad af information og plot, som kan forringe forståelsen og dermed seeroplevelsen af filmen, den leder op til, hvis man ikke har fulgt med. Ligesom man kan indvende, at filmoplevelsen ikke altid bliver større af, at alle gåder bliver besvaret. Det er den oprindelige ’Blade Runner’ et af de bedste eksempler på.

Læs også: De udenlandske anmeldere er enige: ’Blade Runner: 2049’ er en af de bedste sci-fis nogensinde

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af