Jagten på en coronavaccine kommer snart til dit tv. Adam Mckay, der har instrueret film som ’Vice’ og ’The Big Short’, har indgået et samarbejde med HBO om en ny miniserie, der handler om den globale søgen på en vaccine mod coronavirus.
Serien, der foreløbig blot refereres til som ’Untitled Vaccine Project’, er baseret på New York Times-journalist og forfatter Brendan Borrells bog ’The First Shot’. Bogen stiller skarpt på det globale vaccineræs, videnskaben bag udviklingen af vaccinen samt nogle de firmaer og mennesker, der har satset stort undervejs.
Vaccineserien er blot ét af mange projekter, Adam McKay har gang i for tiden. Den ombejlede McKay, der desuden er executive producer på HBO-perlen ’Succession’, arbejder efter sigende blandt andet på Netflix-dommedagssatiren ’Don’t Look Up’ med Jennifer Lawrence, en miniserie om Jeffrey Epstein, et drama om Los Angeles Lakers samt en engelsksproget miniserieversion af Bong Joon Hos Oscar-vinder ’Parasite’.
Det vides endnu ikke, hvornår det ubetitlede vaccineprojekt kommer til HBO, men man kunne forestille sig, McKay og co. sætter alle sejl til, mens emnet er varmt.