‘Vice’: Christian Bales verdensklasseskuespil drukner i en pøl af hovedløse jokes
Adam McKay vil have os til at tro, at han gjorde sit »fucking bedste« for at skildre virkelighedens Dick Cheney, der blev den mest magtfulde vicepræsident i USA’s historie under George W. Bush.
Men i bund og grund er den Oscar-vindende instruktør og manuskriptforfatter bag ‘The Big Short’ fuldkommen ligeglad med at forstå sin hovedperson i ‘Vice’. Oscar-sværvægteren er i stedet et alt for umage forsøg på at sprænge rammerne for den konventionelle Hollywood-biografi med så meget overdreven in your face-metahumor, at den får førnævnte finanskrisefilm til at ligne en gravalvorlig vismands oplæste maratonforelæsning om økonomiens spidsfindigheder.
‘Vice’ er hverken så sjov eller nyskabende, som den selv tror, når McKay ihærdigt prøver at give historien et friskt, satirisk spin med Shakespeare’ske monologer, rulletekster midt i filmen og en selvrefleksiv fortællerstemme på speed.
Når det kommer til stykket, stoler instruktøren ikke nok på sin egen vision til at turde forlade de klassiske biopic-rammer, hvilket efterlader filmen et ærgerligt sted mellem Michael Moore’sk propagandafilm og tam kronologisk opridsning af en ellers uhyggeligt fascinerende strategs liv.
Helt som biopic-formularen foreskriver, tager ‘Vice’ os kronologisk gennem Cheneys vej til magten. Vi møder Dick (Christian Bale) på røv og albuer som elektriker på bøhlandet i 1960’ernes Wyoming. Han har fået sparket fra Yale, han drikker sin løn op, og hans højtelskede highschool-sweetheart Lynne (Amy Adams) truer med at forlade ham, hvis han ikke tager sig sammen og bliver til noget.
Det er omtrent så meget psykologisk motivation, vi får for Dick Cheneys indgang i politik. Men da han først bliver kongresmedlemmet Donald Rumsfelds (Steve Carell) protege, mærker magtens vingesus og erfarer, at han er et naturtalent i den slags skyggespil, som skaber karrierer i D.C., er der ingen vej tilbage.
Cheney bliver rådgiver for Nixon, den yngste stabschef nogensinde under Ford og avancerer til forsvarsminister under Bush senior. Indimellem de tre kabinetstillinger skaber han sit navn ved at stemme nej til alle liberale lovforslag i Kongressen og Repræsentanternes Hus.
Mens McKay tegner et lidt overfladisk portræt af en eftertænksom mand, der ikke er meget bevendt som agitator foran en vælgerskare, men i stedet har en særlig evne til at vinde sine slag i al stilfærdighed og samtidig få vilde og ekstreme idéer til at virke moderate – eksemplificeret ved, at Cheney overbeviser Ford om, at det er en god idé, hvis de iklæder deres pikkemænd parykker og løber rundt nøgne på græsplænen foran Det Hvide Hus – venter man på den egentlige hovedret: Cheneys tid som vicepræsident, eller rettere medpræsident, under George W. Bush, hvor han sikrede den ellers symbolske stilling uanet magt.
Det er her, ‘Vice’ glimtvis kommer til sin ret. Storspillende Christian Bale spiller med musklerne som hjerteløs (i bogstaveligste forstand) og magtliderlig kalkulator, mens McKays kreative indfald begynder at ramme skiven, i takt med at vi indføres i Cheneys fascination af smuthullerne i forfatningen, som kan give ham enevældig magt.
En scene, hvor Cheneys overtagelse af magten i Det Hvide Hus illustreres gennem et brætspil, er fabelagtig. Mindre elegant er det, når en tjener spørger Cheney, hvad han kunne tænke sig fra menuen, der indeholder alt fra »udvidede forhørsteknikker« til Guantanamo-lejren, hvortil Cheney (selvfølgelig) svarer: »Vi tager hele menuen«.
Den slags gags fortsætter i det uendelige. Særligt ærgerligt bliver det, når McKay insisterende gør Cheney egenhændigt ansvarlig for Irak og Afghanistan-krigene, finanskrisen, overvågningssamfundet, Fox News, Islamisk Stat, Al-Qaeda og den højrepopulistiske retorik – uden at kigge nærmere på de bagvedliggende mekanismer, hvilket var noget, ‘The Big Short’ vægtede prisværdigt højt.
Der er ellers mange elementer i historien, som lægger op til en dybere forståelse af de særdeles komplekse karakterer på lærredet. Af den stærke kvinde bag manden, Lynne Cheney, og af den indre kamp hos den på bunden godhjertede familiefar (?), som er villig til at ofre sine politiske ambitioner, så hans lesbiske datter ikke trækkes gennem mediesølet – indtil han pludselig ombestemmer sig.
McKay drukner skuespil i verdensklasse i sine hovedløse jokes.
Kort sagt:
‘Vice’ er et ambitiøst indblik i amerikansk storpolitik, men McKays pointer havde stået stærkere uden alle dikkedarerne.
Læs også: Årets Oscar-felt er det værste i nyere tid – objektivt set