Det anerkendte kritikeraggregatsite Metacritic samler anmeldelser af film fra cirka 55 toneangivende kritikere i den engelsksprogede verden, og på baggrund af disse værdidomme regner de sig frem til en overordnet samlet score (mellem 0-100) til hver enkelt filmtitel.
I forbindelse med de sidste tre års Oscaruddelinger har vi her på sitet foretaget en nærmere granskning af samtlige nominerede i kategorien for bedste film – sammenlignet med data fra de nominerede film helt tilbage til 1993.
Det kommer sikkert ikke bag på særlig mange, at fremragende anmeldelser ikke er ensbetydende med Oscar-succes. Der er dog sket en del i de senere år, der kan være med til at rykke ved det billede af Oscar som en institution, der tænker i prestigefilm og biopics snarere end i blivende filmkunst af den ikke-leflende slags.
For to år siden vandt kritiker-champen ’Moonlight’ (med en forrygende Metacriticscore på 99) en Oscar for bedste film, og året før det var det ligeledes den bedst anmeldte af de nominerede film, der gik og hen og vandt den store hæder: ’Spotlight’ (med en Metacriticscore på 93).
Sidste år vandt ’The Shape of Water’ Oscaren for bedste film i et felt, der var det stærkeste i de seneste 25 år vurderet netop på gennemsnitsscoren af de ni nominerede films Metacritic-værdier.
Gennemsnittet lå på 87,4 for de ni film (fire af de nominerede film scorede 90 eller højere: ’Lady Bird’, ’Dunkirk’, ’Call Me By Your Name’ og ’Phantom Thread’). Det er væsentligt højere end gennemsnittet for alle Oscar-årgangene 1993-2017 lagt sammen. Det lyder på 80,8.
Den årgang, der kommer tættest på den åbenbart gyldne årgang, vi var vidne til sidste år, er den nyklassiske 2007-sæson, året med duellen mellem ’No Country For Old Men’ og ’There Will Be Blood’, hvor gennemsnittet for de nominerede film til bedste film lød på 86,2.
Men hvad med i år?
Hvordan ser billedet ud, når vi tager et nærmere kig på de otte nominerede film årgang 2018:
Roma: 96
The Favourite: 90
A Star Is Born: 88
Black Panther: 88
BlacKkKlansman: 83
Green Book: 70
Vice: 62
Bohemian Rhapsody: 49
Som det fremgår, er der et klart skel mellem de fem film med den højeste værdi og de otte film som en helhed. De fem ’øverste’ titler giver et snit på 89, hvilket kunne have bidraget til en historisk stærk årgang i gamle dage, altså før 2009, da man gik bort fra fem nominerede i kategorien for bedste film.
Omvendt er det naturligvis et rent hypotetisk scenarie, al den stund at et bedste film-felt på fem titler i år formentlig ikke havde bestået af de fem film med de højeste Metacritic-værdier, men med ret stor sandsynlighed havde inkluderet ’Green Book’ (og måske også ’Vice’).
Tager vi nu gennemsnittet for alle otte nominerede film anno 2018, ser billedet mildest talt anderledes ud. Her er snittet nemlig meget beskedne 72,9. Og hvordan ser det så ud i forhold til tidligere år?
En gennemgang af samtlige nomineringsfelter siden 1993 afslører, at den hidtil dårligste årgang var 1999, hvor gennemsnitsværdien for de fem nominerede (heriblandt stinkere som ’The Cider House Rules’ og ’The Green Mile’ og den – set med 2019-briller – forbløffende ikke-woke vinderfilm ’American Beauty’) var på beskedne 74,0.
Den gennemsnitscore er lavere end værdien for filmen, der indtog kritikersidstepladsen i 2017-feltet, ’Darkest Hour’ (med en score på 75). Men det er altså højere end dette års samlede score på 72,9. Konklusionen er klar: 2018-feltet er den svageste årgang i nyere Oscarhistorie, og resultatet er desto mere dramatisk med tanke på sidste års feterede selektion. Mage til pendulsving!
Det er indlysende, at særligt ’Vice’ og ’Bohemian Rhapsody’ må bære hovedansvaret for, at årets Oscarårgang uofficielt kan fortjene titlen ’den værste årgang i nyere tid’. Det vil derfor være naturligt at se lidt nærmere på, hvor dårlige (det vil – for en god ordens skyld – sige: hvor dårligt anmeldte!) de to film er sammenlignet med samtlige bedste film-nominerede titler siden 1993. Billedet tager sig sådan her ud:
De dårligst anmeldte film, der har opnået en nominering 1993-2018:
Extremely Loud & Incredibly Close (2011): 46
Bohemian Rhapsody (2018): 49
The Blind Side (2009): 53
The Reader (2008): 58
Life is Beautiful (1998): 59
The Green Mile (1999): 61
Vice (2018): 62
Tabellen viser tydeligt, hvorfor 2018 er endt i fedtefadet. ’Bohemian Rhapsody’ er den næstdårligst anmeldte film i nyere Oscarhistorie overhovedet (!), og ’Vice’ indtager en negativ sjetteplads.
Der er blevet talt meget i Oscarkenderkredse om, at der i de sidste 10-15 år er blevet en større konfluens mellem kritikerkæledægger og Oscarfavoritter, end der var i den før-digitaliserede tidsalder. Noget kunne tyde på, at internettet har bidraget til at gennemtrumfe en ny dagsorden – og kritisk bevidsthed – i modtagelsen af film: Sejrene til ’Spotlight’ og ’Moonlight’ var med til at etablere en ny trend, hvor den mest anmelderroste film i feltet går hele vejen.
Sådan går det dog bestemt ikke altid. Det er for eksempel sket tre gange siden 1993, at filmen med den dårligste kritikermodtagelse af de nominerede har snuppet Oscaren: ’Braveheart’ (1995, score: 68), ’Gladiator’ (2000, score: 64) og ’Crash’ (2005, score: 69). Det er – kan man tilføje – næppe tilfældigt, at de tre titler hører til de mest udskældte vindere i nyere tid. Men det er næppe heller tilfældigt, at de tre film vandt i årgange, der ligger mere end 10 år tilbage i tiden.
’The Shape of Water’ (metacriticscore på 86) brød med tendensen med, at den bedst anmeldte af de nominerede film går hele vejen sidste år, men var omvendt en del af en historisk velanmeldt årgang.
Er konsensus død?
Det, vi ser i år, markerer måske en form for opbrud med tendensen til, at kritikerroste film dominerer Awards Season? Hvordan forklarer man ellers, at film som ’Green Book’, ’Bohemian Rhapsody’ og ’Vice’ har klaret sig så glimrende…?
Man kan måske vove den påstand, at Trump-æraens polarisering er ved at slå igennem i Oscar-sammenhæng også. Hvor smagsdommerne (og de mange nye medlemmer af Akademiet, der i højere grad end tidligere repræsenterer ’minoritetsstemmer’) vælger én type film (’Roma’, ’The Favourite’, ’Cold War’ etc.), vælger repræsentanter for ’den gamle garde’ – brancherepræsentanter med mange år på bagen – en anden type film (for eksempel de tre film, der trækker gennemsnittet ned).
Skellet mellem de to typer smag er blevet desto tydeligere, fordi de, der først og fremmest sætter pris på den gode fortælling med det let forståelige budskab, i højere grad har tænkt sig at stå på mål for det, de mener – lidt på samme måde som Trumps kernevælgere ikke længere gider at respektere liberale vælgeres standarder for politisk korrekthed.
Set i det lys kan det måske næsten være en fordel for ’Green Book’, at den er blevet mødt med et backlash netop blandt liberale meningsdannere. Lur mig om ikke det får filmens fans til at synes endnu bedre om den.
Man skal passe på med at overfortolke – nok kan Hollywood være et billede på det omgivende samfund, men det er ikke lig det – men omvendt ville det være mærkeligt, hvis Trump-tidsalderen – og den mere populistiske tidsånd, der kendetegner den, ikke også manifesterer sig i et eller andet omfang i Oscar-land.
Kontrasterne er blevet tydeligere. Er konsensus mon død?
Læs også: Her er alle årets Oscar-nomineringer