Man hører det hvert år: Alle awards-entusiaster har på forhånd travlt med at understrege, at de der Oscar-nomineringer er nemme nok at regne ud – og vanen tro viser det sig, at Oscar-nomineringerne ikke sådan lige er til at regne ud, når først den endelige liste foreligger sort på hvidt…
Vis mig den ekspert, der havde forudset, at den tyske kandidat til bedste fremmedsprogede film, ’Never Look Away’, ikke alene ville hive en nominering i land i netop denne kategori, men i tilgift også en sensationel nominering for bedste fotografering…!
Her er de af dagens annonceringer, man bør hæfte sig mest ved:
1. Ny nedtur for ’A Star Is Born’
Mange havde nok spået, at ’A Star is Born’ ville have scoret det højeste antal nomineringer (Hollywood Reporters nestor indenfor faget, Scott Feinberg, havde forudset, at Bradley Coopers film ville opnå 11 nomineringer).
Men tendensen fra de seneste par uger – startende med nedturen ved Golden Globes – fortsatte for filmen, der ’kun’ scorede otte nomineringer og blandt andet missede vitale nomineringer i kategorien for bedste instruktion, hvor der meget overraskende ikke blev plads til Cooper selv (mere herom senere!), og i kategorien for bedste klipning, der traditionelt regnes for lidt af en nøglekategori i kampen om bedste film-hæderen.
At ’A Star Is Born’ missede netop de to kategorier, stiller filmen i en absolut outsider-position i forhold til bedste film-hæderen. Der er faktisk en hel håndfuld film, der står stærkere nu.
2. ’The Favourite’ og ’Roma’ fører feltet med 10 nomineringer hver
Til gengæld markerede nogle af de mere ’kunstneriske’ film sig stærkt: Alfonso Cuaróns ’Roma’ opnåede hele 10 nomineringer, herunder overraskende nomineringer i begge lydkategorier, for production design og manuskript samt, ikke mindst, to skuespillernomineringer: For Yalitza Aparicio i hovedrolle og – meget overraskende – Marina De Tavira for birolle. ’Roma’ missede dog en afgørende prøvesten, nemlig kategorien for klipning, som altså også kostede ’A Star is Born’ dyrt.
Yorgos Lanthimos’ ’The Favourite’ opnåede hele 10 nomineringer, herunder alle de helt afgørende nomineringer for instruktion, klipning, fotografering, screenplay og hele tre skuespillernomineringer. Det ser dermed særdeles lovende ud for filmens muligheder også med henblik på bedste film-hæderen, da ’The Favourite’ således er den eneste film, der har opnået nomineringer i alle de store kategorier.
3. Men hov! Kan ’BlacKkKlansman’ – eller ’Vice’ – vinde for bedste film!?
Udover ’The Favourite’ scorede kun ’Vice’ og ’BlacKkKlansman’ i alle de vigtigste kategorier: Sidstnævnte for skuespil (Adam Driver for birolle), instruktion (Spike Lees første nominering for instruktion nogensinde!), screenplay og klipning. Det er kun, hvis vi medregner fotografering, at ’BlacKkKlansman ’ (og ’Vice’) ikke helt kan følge med Lanthimos’ film.
Det er i det hele taget interessant, at en film, der som ’BlacKkKlansman’ er så direkte politisk – i kraft af fortællingens meget eksplicitte kobling til det politiske og sociale klima under Trump – har formået at positionere sig så fordelagtigt.
Filmskribenten Mark Harris ironiserede over fænomenet på Twitter fornylig: Tænk sig, at den tilsyneladende mindst kontroversielle film i årets Oscarfelt er en Spike Lee-film, der tilmed bærer den umiddelbart mest sprængfarlige titel: ’BlacKkKlansman’!
4. Men det helt store spørgsmål: Er ’Green Book’ fortsat frontrunner?
Efter den (overraskende) sejr ved PGA Awards i weekenden (prisfesten for filmproducenternes specialforbund, der traditionelt er en vigtig strømpil i forhold til at udpege den senere Oscarvinder), har de fleste iagttagere peget på ’Green Book’ som den aktuelt største favorit.
Levede filmen op til det i forbindelse med offentliggørelsen af årets nomineringer?
Hmm, både-og. Filmen opnåede nomineringer til både Viggo Mortensen og Mahershala Ali (hoved- og birolle), manuskript og – og det er virkelig værd at bide mærke i, eftersom filmen bestemt ikke er særlig flashy eller teknisk forfinet i sit udtryk – for klipning.
Hvad, der tæller ned, er, at filmen kun opnåede samlet fem nomineringer. Men allervigtigst er det samme forhold, som i sidste ende (måske) fældede forhåndsfavoritten ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ sidste år: En manglende nominering for bedste instruktion. I nyere tid – de sidste 30 år – er det kun to film, der har vundet bedste film med det handicap: ’Driving Miss Daisy’ i 1989 og ’Argo’ i 2012. Hvilket naturligt bringer os videre til…:
5. Instruktørerne går med edgy og arty filmkunst
Hold da op: Jeg havde i mine forudsigelser leget med tanken om, at instruktørgrupperingen i Akademiet, der traditionelt er den mest progressive gruppering, fandt på at pege på hele to europæiske auteurs: Græske Yorgos Lanthimos (’The Favourite’) og Polske Pawel Pawlikowski (’Cold War’). Men jeg regnede trods alt ikke med, at det ville komme til at holde stik.
Umiddelbart var det Adam McKay (’Vice’) og Peter Farrelly (’Green Book’), der syntes mest sårbare, hvis der skulle blive plads til Lanthimos og/eller Pawlikowski. Men sørme om Akademiet ikke spejlede sin egen berømmede/berygtede manøvre fra 2012, hvor man skubbede bedste film-favoritten ’Argo’s instruktør Ben Affleck ud i kulden.
Heller ikke i 2018-19-årgangen blev der således plads til en populær skuespillers bredt appellerende gennembrud som filmskaber: Bradley Cooper må nøjes med at lade sig hylde som Oscarnomineret for bedste mandlige hovedrolle. Det er karrierens fjerde skuespillernominering, og lur mig om ikke han så til gengæld her – i kraft af sympatistemmer – kan true de to frontrunners post-Golden Globes: Rami Malek og Christian Bale.
6. Fremragende dag for Netflix!
Ikke alene opnåede ’Roma’ en overraskende flot høst med 10 nomineringer samlet, og ikke alene blev filmen (helt som ventet) den første Netflix-film til at score en bedste film-nominering nogensinde, men Netflix havde også overraskende stor succes andetsteds: Godt nok missede dokumentaren ’Shirkers’ en nominering, men til gengæld lykkedes det at hive tre nomineringer i land til Coen-brødrenes western-antologifilm ’The Ballad of Buster Scruggs’.
Filmen scorede overraskende nomineringer for bedste kostumedesign, bedste sang og bedste adapterede manuskript. Det var der ikke mange, der havde set komme. Alt i alt: En forrygende dag for Netflix.
7. Tyskerne tog ’vores’ plads…
Ja, æv, jeg havde faktisk forudset, at ’Den skyldige’ akkurat ville kunne hive en nominering i land, måske endda på bekostning af Cannes-vinderen ’Shoplifters’. Men i stedet røg den fremragende (og danmarksaktuelle) koreanske kritikerfavorit ’Burning’ ud til højre, og så var vejen vel banet for Danmark?
Nej, skulle det vise sig: Pladsen gik i stedet til tyske ’Never Look Away’, der yderligere konsoliderede sin plads ved at score dagens vel nok mest overraskende nominering: For bedste fotografering, hvor den deler plads med to andre nominerede for bedste fremmedsprogede film, ’Cold War’ og ’Roma’.
Vi har sagt det før og siger det gerne igen: Det er ikke nogen skam at blive fravalgt i så skarpt et felt, men derfor er det naturligvis stadig ærgerligt.
8. Små og store overraskelser i alle fire skuespillerkategorier
Det er surt at være Emily Blunt. Hun har endnu karrierens første Oscarnominering til gode. Hun har tidligere været i spil for blandt andet ’Sicario’, men i år lå hun lunt i svinget for to indsatser: ’Mary Poppins Returns’ (i hovedrolle) og ’A Quiet Place’ (i birolle). Men det skulle heller ikke være i år…
Og selvom jeg betragter mig selv som Blunt-fan, så vil jeg bestemt ikke begræde, at den sidste plads i begge kategorier gik til de to mexicanske skuespillerinder fra Cuaróns ’Roma’: At Yalitza Aparicio opnåede en nominering i hovedrolle var en lille overraskelse (jeg havde nu forudset det), til gengæld var det en stor overraskelse, at der blev plads til Marina De Tavira, der spiller den både forkælede og hårdt plagede mor i Cuaróns erindringsfortælling. De Tavira blev foretrukket på bekostning af ikke bare Blunt, men stærke konkurrenter som Margot Robbie (’Mary, Queen of Scots’), Claire Foy (’First Man’) og Nicole Kidman (’Boy Erased’).
Hos mændene var det overraskende – men ikke helt uventet – at veteranen Willem Dafoe kaprede karrierens fjerde nominering for sin præstation som van Gogh i den ellers oversete biopic ’At Eternity’s Gate’. Det skete på bekostning af den SAG-nominerede John David Washington (’BlacKkKlansman’) og årets helt ubestridte kritikerdarling, Ethan Hawke (’First Reformed’).
9. Dobbelt-nominering til ’The Favourite’ i bedste kvindelige birolle
Det sker relativt sjældent, men igen i år scorede samme film to nomineringer i den samme skuespillerkategori, da en succesrig kampagne baseret på en rask omgang kategorifusk kulminerede i, at både Emma Stone og Rachel Weisz blev nomineret for ’The Favourite’. Hvordan man kan argumentere for, at Emma Stone er en birolle, vil jeg da meget gerne modtage bud på?
Siden 1994 er det sket 11 gange, at en film har opnået en dobbelt-nominering i en af skuespillerkategorierne, og det er interessant, at det i 10 ud af 11 tilfælde har været netop i kategorien for bedste kvindelige birolle. Undtagelsen var sidste år, hvor Woody Harrelson og, den senere vinder, Sam Rockwell, begge var birollenomineret for ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.
Weisz står nok som førsteudfordrer til Regina King (’If Beale Street Could Talk’) i den vel nok mest åbne af skuespillerkategorierne i år. Hun har den fordel, at hun – modsat kritikerdarlingen King – er SAG- og BAFTA-nomineret, og hun står nok med solide chancer for at vinde især sidstnævnte pris på hjemmebanen i England.
Hvis Weisz vinder den 24. februar, vil hun blive medlem af den eksklusive klub af ’2-for-2’-Oscardarlings (altså skuespillere, der har vundet begge gange, de er blevet nomineret), som tæller Hilary Swank, Kevin Spacey og Christoph Waltz.
10. Hård mavelanding for ’First Man’
Ved indgangen til denne Awards Season havde jeg (sammen med mange andre) placeret Damien Chazelles ’La La Land’-opfølger, rumfilmen ’First Man’, som the one to beat. Og det skal jeg love for, at den ellers generelt velmodtagne, men indtjeningsmæssigt skuffende biopic om Neil Armstrong fik – tæsk, altså:
’First Man’ scorede fire nomineringer, men det var alle i små tekniske kategorier. De fleste havde regnet med, at filmen befandt sig i favoritlaget for både fotografering, klipning og original score. Men der blev ikke plads til den i nogen af de tre mellemstore kategorier, og særligt udelukkelsen fra original score-kategorien var sensationel.
Vi behøver derfor næppe opholde os ved, at filmen heller ikke scorede en eneste nominering i de helt store kategorier, herunder var det nok mest skuffende for filmen, at den hverken fandt en plads i det otte titel brede bedste film-felt eller i kategorien for bedste kvindelige birolle (Claire Foy).
11. Endelig: Paul Schrader Oscar-nomineret!
Det var måske nok skuffende (og uretfærdigt), at Ethan Hawke ikke blev nomineret for sin fremragende indsats som præsten Ernst Toller i ’First Reformed’, men til gengæld blev der plads til filmens legendariske instruktør og manuskriptforfatter Paul Schrader i kategorien for bedste originalmanuskript.
Schrader har i sin karriere leveret manuskripter til film som ’Taxi Driver’, ’Raging Bull’ og ’American Gigolo’, uden at Akademiet har anerkendt hans indsats. Det er betryggende – og hjertevarmende – at vide, at vi lever i en verden, hvor en efterhånden alderstegen legende som Schrader kan skrive ’Oscar-nomineret’ på sit visitkort. Ikke at jeg regner med, at han går specielt meget op i den slags, men alligevel…
12. Bedste film-nominering til en superheltefilm!
Vejen dertil har måske nok været uskøn (sagt med få ord: ’Bedste populære film’-fadæsen), men endelig lykkedes det: Ikke alene opnåede ’Black Panther’ som den første rendyrkede superheltefilm nogensinde en bedste film-nominering. Ryan Cooglers film kunne desuden smykke sig med hele syv nomineringer samlet set. Slet ikke nogen dårlig høst.
Læs også: Her er alle årets Oscar-nomineringer
Læs også: ‘Den skyldige’ forbigået af Oscar – Danmark må nøjes med tre halve nomineringer