I foråret kunne vi berette, at Tom Cruise og Elon Musk pønsede på at blive de første til at indspille en vaskeægte spillefilm i rummet. Nu meddeler Deadline, at projektet er undervejs med et budget på omkring 200 millioner dollars (omkring 1,26 milliarder danske kroner) i ryggen.
Og hvordan tiltusker man sig så et sådant budget til verdens første space-flick? Det gør man ifølge Deadline via noget så 2020 som et virtuelt Zoom-møde, hvor Tom Cruise, instruktør Doug Liman (’The Bourne Identity’), Christopher McQuarrie (’Mission: Impossible’) og filmproducer P.J. Sandwijk pitchede projektet – uden nogen form for manuskript, idet Liman endnu er ved at forfatte dette.
De 200 millioner dollars er ganske vist endnu blot et skøn, idet Cruise og co. af gode grunde endnu ikke med sikkerhed kan vide sig sikre på, hvilke omkostninger der vil være tale om i praksis. Men måske Elon Musk, der altså efter sigende er partner i projektet, kan skyde et par håndører i bøtten, hvis det skulle knibe med millionerne.