Står ’Magnolia’ med Tom Cruises kvindehadercoach distancen i dag?

SERIE: HOLDER DE I DAG? I den mest spektakulære scene i Paul Thomas Andersons episke skildring af livet i San Fernando Valley, hvor Anderson – PTA for kendere – selv er vokset op, troner den dengang 28-årige wunderkind-instruktør frem på en kongestol af ungdommelig arrogance og kunstnerisk vovemod af ypperste skuffe.

Som en anden guddom nedkalder han en syndflod af slimede frøer over de stadigt mere desperate karakterer i sit sortsynede mikrokosmos i udkanten af Los Angeles i ‘Magnolia’. Først splattes én højlydt mod den chokerede politibetjent Jims bilrude. Så to. Og så et regulært skybrud, der oversvømmer gaderne og fylder de californiske swimmingpools til kanten med spjættende tudser.

Det er en scene, som siden er gået over i historien som kulminationen på PTAs til dato mest ambitiøse karakterstudie – spundet over en mosaik af ni karakterer, der indædt forsøger at forsone sig med fortiden, så de kan tage det afgørende skridt ind i nutidens katarsis.

Og så er det øjeblikket, hvor instruktøren deler publikum i to: De vantro kritikere og de begejstrede tilhængere.

Da ‘Magnolia’ kom frem, fremhævede New York Times scenen som del af en større falliterklæring: En »spektakulær selvdestruktion« af bibelske proportioner. Anmelderen måtte dog indrømme, at filmen som helhed var »for god til at misse« til trods for apokalyptisk frøregn og en næsten lige så omtalt karaoke-session, hvor samtlige karakterer pludseligt bryder ud i øm fællessang til tonerne af Aimee Manns ‘Wise Up’.

Med Guldbjørnen fra Berlin Film Festival og et væld af lovprisende anmeldelser i ryggen, var den overordnede modtagelse da også positiv, selvom næsten hele kritikerstaben kunne blive enige om, at PTAs opfølger til den kunstneriske og kommercielle succes ‘Boogie Nights’ havde sine fejl i tredje akt, hvor de mange tråde aldrig rigtigt falder i hak.Men her 20 år senere står det netop som det smukke ved filmen. Genialiteten åbenbarer sig, når det føles, som om ‘Magnolia’ er ved at knække sammen under sine egne tårnhøje ambitioner. Når illusionen om en instruktør i fuld kontrol langsomt aftager til fordel for en fornemmelse af, at alt kan ske.

Selvudleverende instruktør

‘Magnolia’ er en skæbnefortælling om ni ensomme eksistenser – stærkt inspireret af læremesteren Robert Altmans multiplotfilm – fortalt på den helt store melodramatiske klinge over ét afgørende døgn i deres liv, hvor dommens time nærmer sig med hastige skridt, og afgrunden tårner sig op i horisonten.

Det er en kompleks skildring af, hvordan forældres handlinger kan få fatale konsekvenser for deres børn. En hudfletning af det moderne samfund, hvor den medmenneskelige kontakt er sprunget til atomer – godt hjulpet på vej af de distancerende massemedier. Og et intimt indblik i, hvordan det ser ud, når facaden krakelerer i den ellers pænt polerede overklasse.

Filmen føles på mange måder som det af PTAs værker, hvor instruktøren er mest selvudleverende:

Man mærker den fandenivoldske mesterinstruktør in spe, der har kæmpet så bravt for at få final cut – årtier før hans mere erfarne kollegaer – at han nægter at fjerne så meget som et komma i troen på, at det vil spolere hans vision.

Og så er det den film, der skarpest optegner PTAs yndlingsmotiver som auteur: Der er religiøse referencer i massevis, dysfunktionelle familieforhold og hele tre faderskikkelser. Det skorter heller ikke på komplekse knudemænd og excentriske miljøer, som altid har været instruktørens yndlingsundersøgelsesfelt – her særligt i form af tv-industrien og dens kulørte personligheder og afkom.

Vigtigst af alt viser filmen for alvor PTAs mesterlige evner som personinstruktør og hans evne til at skabe en overrumplende visuel stil, der kunne fejlfortolkes som flashy, men i virkeligheden altid er bundet af historien.

Nådesløse skuespilpræstationer

I den første halvanden time af ‘Magnolia’ står kameraet nærmest aldrig stille – og når det gør, farer karaktererne rundt i forgrunden. Tempoet er hæsblæsende – særligt et tre minutter langt one take, hvor filmens samlingspunkt, quizshowet ‘What Do Kids Know’, endevendes, er fænomenalt iscenesat.

Men det imponerende er ikke så meget de virtuose kamerature som det faktum, at kamerabevægelserne, klipningen og de dramatiske kurver følger hinanden til perfektion i hver af de ni plotlinjer, så det hele samler sig som én naturlig fortælling, hvor man på intet tidspunkt ærgrer sig over at skifte spor.

Det gør også, at spilletiden på 180 minutter aldrig føles lang. PTA har selv udtalt, at han i dag ville cutte filmen markant ned og sågar udelade føromtalte sangmontage, hvilket nærmest virker som helligbrøde, fordi sekvensen ret perfekt viser, hvordan alle er forbundet af noget, der er større end bare tilfældighed – en pointe, der allerede anslås i filmens første sekunder.

Noget af det smukke ved ‘Magnolia’ er netop, at man faktisk sagtens kunne være blevet længere i universet. Størstedelen af de ni karakterer er så skarpe, men alligevel underfortalte, at de nærmest kræver hver deres spillefilm. Blandt andet Tom Cruises kvindehadende selvhjælpscoach med daddy issues, hvis konfrontation med sin døende far (Jason Robards) stadig står som Hollywood-stjernens karrierehøjdepunkt for sin nådesløse overgang fra had til tilgivelse.

I min bog er det dog John C. Reilly og Philip Seymour Hoffman, der står for filmens bedste præstationer. De spiller filmens eneste fuldkomment godhjertede karakterer, som ikke helt passer ind i samfundet, med så stor en skrøbelighed, at man får helt ondt i hjertet – som når Hoffman rækker Robards’ kræftsyge karakter en fantasicigaret for at dulme hans smerte med den største inderlighed, eller når Reilly indtaler sin voicemail til en dating-service i et spinkelt håb om menneskelig kontakt.

Kvindekaraktererne er ikke ældet med samme ynde. Ved gensyn virkede Julianne Moores portræt af en pilleslugende (eks)golddigger med samvittighedskvaler og Melora Walters’ cokevrag Claudia, der lader mænd bruge hende, så hun kan undslippe mindet om sin fars overgreb, en anelse for maniske og overspillede. Der er langt til Moores pragtpræstation i ‘Boogie Nights’.

Det er dog små skønhedsfejl i et storslået, men alligevel intimt, indblik i ni liv i San Fernando Valley, og hvordan deres handlinger fra år tilbage har fået mere vidtrækkende konsekvenser, end de nogensinde kunne ane.

Fire år efter filmens undfangelse var Paul Thomas Anderson sikker på, at han aldrig nogensinde ville lave en bedre film. Det gjorde han både med den perfekte ‘There Will Be Blood’ og hans nuværende personlige favorit, ‘The Master’. Men ‘Magnolia’ giver dem skarp konkurrence.

---

Så… holder den i dag?

‘Magnolia’ er måske ikke et fuldbyrdet mesterværk som ‘There Will Be Blood’, men et bjergtagende kalejdoskopisk indblik i en af tidens største amerikanske instruktørers snorklede skabersind, som tager en på sengen hver eneste gang.

’Magnolia’ kan ses på Viaplay og Blockbuster.

TIDLIGERE I SERIEN:

Har ’Inception’ fortjent at blive gjort til grin?

Kan ’Saw’ stadig chokere i 2019?

Lever Steven Spielbergs ’Saving Private Ryan’ op til sit ry som en af historiens bedste krigsfilm?

Holder ’The Royal Tenenbaums’ ikoniske quirkiness stadig?

’Avatar’ kom, så, sejrede og blev gjort til grin – men hvordan holder den i dag?

Holder ‘Borat’ og dens lifligt akavede humor i dag?

Skærer ’The Big Lebowski’ i hjertet, som den gjorde ved premieren?