’Brødrene Ost’: Millang-brødrenes rejseserie på TV 2 er fornøjelig og overfladisk
Mens en vis virus stadig fordrer hjemmeisolation og mådehold i vores hverdag, har Magnus og Emil Millang premiere på et nyt program, der handler om det stikmodsatte:
At rejse verden rundt og nyde tilværelsen.
I TV 2-programmet ’Brødrene Ost’ besøger de to brødre otte forskellige byer, såsom Paris og Barcelona, hvor de går på jagt efter lokale oste af den gamle, stærke og mugne slags.
Der synes at være lagt et performativt fiktionselement ned over rejseprogramsformatet, så grænsen mellem dokumentar og komedie slørres. Løbende spiller serien nemlig på værternes lettere karikerede indbyrdes dynamik, som vi også lærte at kende i deres spillefilmdebut ’Selvhenter’ fra sidste år:
Magnus er den manipulerende storebror og overfladiske levemand, der fører sig frem, men ofte viser sig at have det hele i munden. Imens tager Emil godtroende imod storebrorens ignorante udtalelser, selvom han selv faktisk er er den mest fornuftige og vidende.
I første afsnit inviterer Magnus således brormand til byernes by for at vise ham »mit Paris«. Men til hans store ærgrelse udmærker Emil sig faktisk som en noget mere indsigtsfuld rundviser, der kender flere lokale beværtninger og samtidig har styr på det stumme t i Ganot.
Jeg forstår virkelig godt, hvorfor de to værter har haft lyst til at rejse fra osteby til osteby, og det er tydeligt at se, at de hygget sig gevaldigt med at lave programmet. Trods en let og fornøjelig stemning har ’Brødrene Ost’ dog det grundlæggende problem, at jeg som seer har svært ved at forstå, hvorfor jeg egentlig skulle med på rejsen.
Det er ganske vist en grundlæggende del af komediefortællingen, at specielt Magnus er en rimelig elendig rejseguide. Men det betyder også, at publikum ikke får meget mere ud af programmet end at se brødrene spise lækker mad og gispe over gammel ost – med lidt anekdoter fra lokale mejerister.
Af og til suppleres værterne af Mikael Bertelsens bløde fortællerstemme, som med vittig kant beskriver rejsemålenes spisesteder og luksushoteller. Men ellers formår brødrene kun i lille grad gennem de korte afsnit at udfolde byernes historie og kultur for os andre. De hopper i stedet fra lokation til lokation i et rivende tempo, hver gang tilsat en kæk kommentar fra Magnus og nogle lækre nærbilleder. Og inden man har nået at orientere sig, er brødrene allerede videre til næste ostebutik, café eller bar.
Som informativt rejseprogram er ’Brødrene Ost’ dermed meget overfladisk. Hvis man imidlertid bare søger at drømme sig lidt væk fra sin pandemiramte virkelighed, har programmet klare eskapistiske kvaliteter.
Kort sagt:
Magnus og Emil Millang har tydeligvis haft det sjovt med at lave TV 2-programmet ’Brødrene Ost’, men de forsømmer i samme ombæring deres roller som rejseguides.
Anmeldelsen er baseret på de første to afsnit.