Ryan Gosling skal spille stuntman i ‘John Wick’-instruktørs næste actionbasker

Ryan Gosling skal spille stuntman i ‘John Wick’-instruktørs næste actionbasker
Ryan Gosling til Oscar-ceremonien i 2017 (Foto: Kevin Winter/Getty Images))

Synes du også, at det er ved at være lovlig længe siden, at vi har set Ryan Gosling på det store lærred?

Så er der gode nyheder, da ‘Drive’-skuespilleren ifølge Deadline arbejder på en ny film med David Leitch, som tidligere har stået bag hæsblæsende actionfilm som ‘John Wick’, ‘Atomic Blonde’ og ‘Deadpool 2’.

Det eneste, vi ved om plottet indtil nu, er, at Gosling optræder i hovedrollen som stuntman. Instruktør Leitch har selv en lang fortid som både stuntman og stuntkoordinator, så vi kan nok forvente, at filmen giver et personligt og autentisk indblik i, hvordan livet er bag kulisserne for de mennesker, der med beskeden opmærksomhed sætter livet på spil for skuespillerne i de store actionblockbusters.

Gosling spillede mesterbilist i ‘Drive’, motorcykelvovehals i ‘The Place Beyond the Pines’ og astronaut i ‘First Man’, så man tænker, rollen passer som fod i hose til den adrenalin-vante skuespiller.

Universal har vundet rettighederne til filmen, efter de angiveligt har været i budkrig med adskillige andre interesserede, herunder Netflix, Paramount og MGM.

Stuntman-projektet er ikke det eneste, Gosling arbejder på. Tidligere på året kom det frem, at han skal spille over for Chris Evans i Netflix’ til dato dyreste film. Derudover kan vi se frem til Gosling-hovedroller i det ventede horror-remake ‘The Wolfman‘ og rumfilmen ‘Project Hail Mary‘ med ’21 Jump Street’-instruktørerne Phil Lord og Christopher Miller.

Den endnu unavngivne Leitch-film er stadig i de indledende faser, så en premiere må forventes at lande tidligst i 2022.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af