Hey girl.
Jeg har en tilståelse: I denne uge tager jeg dig med til månen, men jeg er ikke helt flyvende selv.
Du har sikkert bemærket det: At jeg har virket en kende knarvorn på det sidste. I min gode ven og instruktør Damien Chazelles astronautpatriotiske ‘(America) First Man’ spiller jeg en sammenbidt Major Tom på kleenex-sponsoreret solosjæleransagelse, og det gør jeg sgu ret godt. Men nu er jeg gudhjælpemig blevet skudt i skoen, at den tungsindige yngling med et åg er gået hen og blevet lidt af et varemærke for mig, siden Nicolas Winding Refns ’Drive’ i 2011 katapulterede mig op i stratosfæren og ned ad Cannes-croisetten som vor tids James Dean med et overskudslager af hvide t-shirts, pomadekam i baglommen og foragt for autoriteter.
Havde jeg været en stram bitch og ikke en cool cat, havde du nok for længst kaldt mig ud på hængemuleriet, men det er nu engang heldigvis den moody antihelts prærogativ at vende mundvigene nedad i stoisk stilhed til massernes idoliserende begejstring og ikke smile på kommando. Så what’s the problem?
Jeg er kommet langt siden ‘Young Hercules’ og dengang i 2002, hvor jeg kun var kendt som Sandra Bullocks boytoy, og sætter i dag en særlig dyd i at bekræfte knudemænd alle vegne i det ærværdige i at internalisere deres weltschmerz til kogepunktet frem for at tale om tingene.
Hvorfor plapre løs, når man kan tie i en laber læderjakke og se ud, som om ens hundehvalp lige er blevet kørt over af en spritbilist – det er mit motto.
I my man Refns ’Only God Forgives’ uddelte jeg således håndmadder til den helt store guldmedalje uden at sige et pip, men selvom det virkede som en voldfed idé i neonlysets skær, kan jeg godt se i bakspejlet, at 17 linjers dialog på halvanden time nok var en my i underkanten.
Alligevel falder det mig noget for vaskebrættet, at jeg ligefrem skulle være kørt fast i eksistentialistiske hudfletninger af martret maskulinitet, bare fordi jeg efter ‘Drive’ har spillet følelsesmæssigt formummede enspændere i Derek Ciafrances ’The Place Beyond the Pines’, førnævnte ’Only God Forgives’, Denis Villeneuves ’Blade Runner 2049’ (skam dig, hvis det var dig, der snorkede i plyssædet), Chazelles ‘La La Land’ og nu selvsammes månefærd.
Vidt forskellige mandetyper, hver og en – i ‘Pines’ afblegede jeg for eksempel guldlokkerne i et rimeligt drastisk method acting-move, og i ‘Only God Forgives’ tog jeg på et tidspunkt en sort t-shirt på.
Det er jo ikke, fordi jeg ikke kan tage pis på mig selv. Faktisk kandiderer jeg til at være festens midtpunkt, når jeg ikke falder i staver over A-list-tilværelsens ulidelige lethed, og mine blå glugger bliver til smukke skovsøer af fortvivlelse, som du og millioner af andre publikummer drømmer om at skinnydippe i. Men det ved du selvfølgelig allerede, hvis du har set mig i ’The Nice Guys’, ’Crazy Stupid Love’ og ’Saturday Night Live’, hvor jeg siden 2015 har excelleret så meget i at lolle over Kate McKinnon, at jeg i år fik et hosting-gig.
I ly for kugle- tåreperserregnen oser jeg sympatisk karisma – så meget kan mine kritikere blive enige i – men der er åbenbart dem, der slet og ret synes, at det ville være trist, hvis ikke min apatisk-mundede smiley fik et ansigtsløft, inden James Dean-faktoren modnes til en Sadfleck-case. »Let røven og slå brættet ned«, som min Eva plejer at sige, og den lektie kan overføres til mangt og meget her i livet, vel sagtens også når det gælder om at finde en balance mellem sit eget egos inklination til at træde i vrede martyrers slæbende sko på det store lærred og glæden ved at tabe masken over alien-anal-jokes på live-tv.
Det er lidt grænseoverskridende for mig at indrømme, når jeg nu har skulet så hårdt for at lægge afstand til svigermors ‘Notebook’-fantasier, men måske behøver man ikke altid hyle mod månen for at cementere sin plads på stjernehimlen – og hvem ved, om der åbenbarer sig en Christian Bale’sk kamæleon eller bare en helt almindelig regular-Joe-pragtpræstation uden volds- eller dukkefeticher, hvis jeg en gang imellem smider t-shirten og skræller et par lag af vaskebrættet (ro på de forreste rækker).
Kanske det endda skal være et af mine ønsker, når jeg om et par uger puster 40 lys ud på lagkagen.
Dét, og en ny læderjakke.
Læs også: Må Aziz Ansari gøre comeback, må Louis C.K., og hvordan må de, hvis de altså må?