En af årets mest ventede danske film er den højakutelle ’Shorta’, som Soundvenue præsenterer til forpremiere 15. september i Empire Bio i København.
Filmen følger de to politibetjente Jens (Simon Sears) og Mike (Jacob Lohmann), som bliver jagtet i en fiktiv ghettoforstad til København, efter at 19-årige Talib (Jack Pedersen) dør i deres varetægt.
I forbindelse med filmens udtagelse til den netop påbegyndte Venedig Film Festival, er der i dag blevet offentliggjort et nyt klip fra filmen.
Her ser vi Jens og Mike, der har søgt tilflugt i en vaskekælder med unge Amos (Tarek Zayat), som er blevet arresteret – på uretfærdig vis lader det til. I samarbejde med Amos forsøger Jens at finde en vej ud af ghettoen, hvilket virker til at provokere den mere konfliktsøgende Mike.
‘Shorta’ er Frederik Louis Hviid og Anders Ølholms debutfilm. Foruden Sears og Lohmann optræder blandt andre Arian Kashef (’Når støvet har lagt sig’), Dulfi Al-Jabouri (’Underverden’) og Özlem Saglanmak (’Danmarks sønner’) på rollelisten.
Filmen får verdenspremiere på Venedig Film Festival 5. september, og kan ses i biograferne herhjemme fra 8. oktober.