For første gang har Mads Mikkelsen nu fortalt om sin oplevelse med at blive castet som Johnny Depps afløser i den kommende tredje titel i ‘Fantastiske skabninger’-filmserien.
Depp blev som bekendt fyret af Warner Bros. efter at have tabt en heftigt omdiskuteret injurieretssag mod avisen The Sun. Dommeren afgjorde, at avisens beskrivelse af den amerikanske skuespiller som en »wife-beater«, med reference til ekskonen Amber Heards anklager om vold og misbrug, i sin substans var sandfærdig.
I et interview med Mads Mikkelsen i anledning af ‘Druk’s amerikanske premiere til næste år spørger Entertainment Weekly nu ind til hans nye arbejde med den mørke troldmand Gellert Grindelwald og tumulten omkring rollens tidligere ejermand.
»Arbejdsmæssigt er det selvfølgelig superinteressant og rart«, fortæller danskeren om den dramatiske situation. »Det var også et chok, at det kom efter det, der skete, som er super trist. Jeg ønsker dem begge (Johnny Depp og Amber Heard, red.) det bedste. Det her er triste omstændigheder. Jeg håber, at de begge kommer op på hesten igen meget snart«.
Til spørgsmålet om, hvordan han vil spille rollen anderledes end Depp, svarer Mikkelsen småkækt: »Det bliver jo mig, så dét er en forskel«.
»Nej, det her er den svære del. Vi er stadig i gang med at løse det. Der skal være en bro, mellem hvad Johnny gjorde, og hvad jeg kommer til at gøre. Og på samme tid skal jeg gøre det til mit eget. Men vi bliver også nødt til at finde nye forbindelser og nogle broer (til den tidligere udgave af karakteren, red.), så det ikke fuldstændig adskiller sig fra det, han allerede har udrettet på mesterlig vis«.
Forhåbentlig kan disse pæne ord få nogle af de vrede Johnny Depp-fans til at flytte deres had væk fra den danske skuespiller.
‘Fantastiske skabninger 3’ får premiere i juli 2022.