’The Expanse’ sæson 5: Streaminguniversets mest oversete perle leverer igen en klassesæson
»Streaminguniversets mest oversete perle«, lød overskriften på min anmeldelse tilbage i februar af de fire første sæsoner af den brillante sci-fi serie ’The Expanse’.
Mark Fergus og Hawk Ostbys adaption af Daniel Abraham og Ty Francks bøger (skrevet under pseudonymet James S. A. Corey) om interplanetarisk krig, udforskning er rummet og eksistentialisme er kræs for feinschmeckere.
Hvad enten det er rumoverlevelseshorror, som i sidste sæson, eller blodige konflikter, er universet leveringsdygtigt. Netop det sidste er omdrejningspunktet i denne ombæring, hvor mandskabet på kampskibet Rocinante er spredt ud over hele solsystemet.
Alle ender de dog med at føle konsekvenserne, når en mand sætter sig for at forandre magtbalancen mellem Jorden, Mars og de ydre planeter, OPA.
»You still don’t see it. Can’t even imagine it. This has allways been a problem for our kind – even our dreams are small«, messer den selvudnævnte oprørsleder af Belterne, Marco Inaros (diabolsk fascinerende Keon Alexander) på en lydoptagelse. Efter hans bombastiske introduktion i forrige ombæring er hans mission om at opnå magt (som alle gode megalomane skurke) stærkere end nogensinde.
Han har efterhånden fået opbygget sig en betragtelig rumarmada og allierede nok til at forsyne sin konstante oprustning af våben. Og det mest effektive, i hvert fald følelsesmæssigt, er hans søn og loyale følger Filip (Jasai Chase Owens), der er resultatet af en kortlivet kærlighed mellem Marocs og Naomi Nagata (Domingue Tipper, en skarp kandidat til denne sæsons MVP).
Splittelse mellem to flanker og tvivlen om, hvilken sandhed der er den rigtige, er en gennemgående tematik i det konspiratoriske virvar, hvor geopolitiske alliancer er mere skrøbelige end Dansk Folkepartis vælgerbase.
For Chrisjen Avasarala (Shoreh Agdashloo) betyder det en omstilling efter at have tabt valgkampen om FN-formandskabet og de facto-leder af planeten. Men det er svært at holde en så garvet spiller ude af den politiske arena, og selv Frank Underwood ville blive rundtosset af hendes færdigheder.
Ud over Naomi er det den hårdføre mekaniker, Amos (Wes Chatham), der kommer under den emotionel lup i den nye sæson.
Efter begivenhederne på den fremmede planet på den anden side af Ring-portalerne følger vi ham nu på vej mod og på Jorden, hvor vi får et indblik i hans ellers hemmelighedsomgærdet fortid.
»I grew up like this, everyone else is just playing catchup«, forklarer han vennen Peach (Nadine Nicole). At han er en hård fyr, er der ingen tvivl om, men alligevel er han ikke helt sig selv. Kvinden, der opfostrede ham, er død og det fornemmes tydeligt, at det et andet nyligt dødsfald har fået hans ellers solide skal til at krakelere. I en sæson fyldt med ødelæggelse er det fedt at se, hvordan karakteren bliver udviklet fra stumt voldsapparat til et menneske, der er formet af års traumer til et levende våben.
Protomolekylet, som i de tidligere sæsoner har været bindeled til rumvæsendelen af ’The Expanse’, er i denne omgang mere lig et ultimativt masseødelæggelsesvåben, alle gerne vil være i besiddelse af og skælver af frygt over at miste.
Og de fleste af de modvillige helte får tab ind på livet. Vrede og frygt for at miste stiller dem flere gange i vanskelige positioner, hvor egoistiske valg sættes op imod, hvad der er det rigtige for dem, man har ansvaret for.
Det er allerede fastlagt, at sjette sæson bliver den sidste, og alt tyder på, at det bliver en blodindsmurt vej dertil. Cas Anwar, der spiller den rappe pilot Alex Kamal, har mildest talt opført sig som et dumt svin ude i virkeligheden og er blevet sparket på porten, og fra et fortællemæssigt synspunkt er det måske præcis, hvad serien trænger til.
Forbandelsen for tv- eller filmserier er ofte, at hovedpersonerne begynder at virke udødelige. Og den er begyndt at sætte ind i ’The Expanse’.
Det er dog stadigvæk en af de bedste aktuelle serier.
Kort sagt:
Krig og død præger den nye sæson af en af streaminguniversets serieperler, samtidig med at karakterarbejdet blot bliver bedre og bedre.
Anmeldt på baggrund af de første ni afsnit.