’Philip K. Dick’s Electric Dreams’
‘Black Mirror’-fans bør grave Amazon Primes ‘Philip K. Dick’s Electric Dreams’ frem, der byder på spandevis af dystopisk uhygge. Og serien har noget, ‘Black Mirror’ ofte savner: et bankende hjerte af humanistisk håb for mennesker og maskiner i harmonisk forening.
Serien er baseret på noveller af sci-fi-forfatteren Philip K. Dick, hvis ikoniske roman ‘Do Androids Dream of Electric Sheep?’ fra 1968 blev til en lille Ridley Scott-film med Harrison Ford i 1982… Men kultforlægget til trods er ‘Electric Dreams’ fløjet (u)bemærkelsesværdigt langt under radaren siden premieren i 2018.
Det er ellers ikke, fordi det skorter på talent i de 10 enkeltstående kapitler, der stilistisk spænder over ‘Star Trek’-kitch, socialrealisme og ‘Blade Runner’-steampunk: Rollelisten bebos nemlig af blandt andre Bryan Cranston, Janelle Monáe, Anna Paquin, Steve Buscemi, Richard Madden og selveste Sidse Babett Knudsen, der stråler smukt i afsnittet ’Crazy Diamond’.
Indrømmet: ’Electric Dreams’ når ikke op på ‘Black Mirror’-niveau. Men retro-viben fænger fantasien, og historiernes plottwists trækker lige så mange kaniner op ad hatten, som ‘Black Mirror’ slår djævelske svirp med halen. Og så er afsnittet ‘The Commuter’ decideret prisværdigt.
Kan ses på Amazon Prime.
’Legion’
’Fargo’-skaber Noah Hawleys pilotafsnit til sin originale ’X-Men’-seriespinoff fra 2017 er et af de bedste, vi nogensinde har set: Psykedelisk, eksperimenterende, visuelt overdådigt.
Hawley tager fat på en stort set ukendt X-Men-figur, David Charles Heller (søn af Professor Charles Xavier, kendt fra filmene), der er indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af sin personlighedsspaltning, men i virkeligheden besidder voldsomme kræfter, som der er rift om fra alle sider.
Efter første afsnits utrolige introduktion går der mere konventionel superhelte-opbygning i den gennem et par afsnit, men derfra vender serien ad flere omgange tilbage til sin hjernebrydende form, der blander virkelighed, mareridt og drømmeinfiltration a la ’Inception’.
Dan Stevens fra ’Downtown Abbey’ er perfekt castet til hovedrollen i en serie, som giver håb om, at der stadig kan være spræl og uforudsigelighed i superheltegenren. Og som i øvrigt sagtens kan ses, selvom man ikke har den mindste interesse for X-Men-universet som helhed.
Sæson 1-2 kan ses på Viaplay og Blockbuster.
’The OA’
Brit Marling (’Another Earth’) og Zal Batmanglijs genrehybrid landede på Netflix i 2016 med kun fem dages varsel – og det er uforståeligt, at der ikke er flere, der har talt om den herhjemme siden.
Med et kuriøst miks af sci-fi, gyser, krimi og magisk realisme har Marling (forfatter og hovedrolleskuespiller) og Batmanglij (medforfatter og instruktør) begået en så velskrevet og velproduceret serie, at der ikke er andet for end at overgive sig til det sælsomme univers og følge med russiske Prairie (Marling) ned i kaninhullet.
Første sæson er en indieserie skruet sammen med håndholdt kamera og et budget taget ud af Marling og Batmanglijs egne lommer og handler om Prairie, der som barn mistede sit syn under en nærdødsoplevelse. Hun blev sendt til USA og adopteret, men da hun efter at have været forsvundet i syv år under mystiske omstændigheder vender hjem, er det ikke kun med et intakt syn, men med ubehagelige ar på både krop og sjæl.
Mere skal ikke afsløres om handlingen, der skifter overraskende gear i anden sæson. Men hermed en stor opfordring til, at du selv dykker ned i ’The OA’s gåder.
Sæson 1-2 kan ses på Netflix.
’Stranger Things’
I dag virker det lettere syret at tænke tilbage på, at Duffer-brødrenes gigantiske Netflix-hit ’Stranger Things’ oprindeligt blev rullet ud helt uden fanfarer eller fanhype, men i stedet kom snigende på streamingtjenesten i 2016, hvor den over sommeren opbyggede momentum igennem god gammeldags mund-til-mund-eufori.
Fortællingen om en flok børn i sovebyen Hawkins, Indiana, der konfronteres med lurende monsterondskab under forstadsidyllen og sadistiske eksperimenter på telekinetiske jævnaldrende, er en udsøgt nostalgi-trippende cocktail af varmhjertet Stephen Spielberg’sk 80’er-fantasy med en god dosis Stephen King-gys og slimet David Cronenberg-horror, der sender samfundspolitiske stikpiller til dekonstruktionen af den amerikanske drøm, samtidig med at den har forvandlet det brandcharmerende unge cast til en ny generations superstjerner. Naturligvis anført af Millie Bobby Brown som overnaturligt begavede Eleven og überkarismatiske Finn Wolfhard som hendes kejtede bejler Mike.
På overnaturlig vis er det lykkedes ’Stranger Things’ at holde skruen i vandet over tre neglebidende sæsoner, hvorfor vi venter i åndeløs spænding på fjerde runde, der lander senere i år.
Sæson 1-3 kan ses på Netflix.
’Counterpart’
Hvad er bedre end Oscar-vinder J.K. Simmons (’Whiplash’) i en sjælden hovedrolle? J.K. Simmons i to hovedroller! I den roste science fiction-serie ’Counterpart’ er verden nemlig blevet spaltet i to, så alle har en dobbeltgænger i det parallelle univers, der ligger i kold krig med vores eget.
Simmons spiller Howard Silk, der i vores verden er en medarbejder hos FN, og som ved et tilfælde opdager den alternative virkelighed – hvor hans alter ego er en dødsensfarlig superagent. Som i en Philip K. Dick-fortælling vendes der dermed på et splitsekund op og ned på vores hovedpersons verdensforståelse, og Simmons skaber distinkte og formfulde personligheder, som man alligevel fornemmer stammer fra samme vugge. Den evige birolleskuespiller er i et niveau for tvedelt personkarakteristik, som nærmest kun Jeremy Irons i Cronenbergs ’Dead Ringers’ har befundet sig på tidligere.
På rollelisten finder man også vores egen Ulrich Thomsen, Harry Lloyd (’The Theory of Everything’), Nazanin Boniadi (’Homeland’) og Olivia Williams (’An Education’).
Sæson 1-2 kan ses på Viaplay.
’The Expanse’
Rumoperaen ’The Expanse’ rummer alt det, man kan forlange af en bingeværdig serie: Drama, action, romance, intriger og interessante karakterer. Og derfor er det velkomment, at Amazon valgte give serien en fjerde sæson, efter den ellers var blevet lukket på Syfy-kanalen i USA.
I de nye rammer er der åbnet op for større budgetter til det i forvejen imponerende produktionsdesign, blodet flyder lystigere, og volumen af »fuck«s er multipliceret blandt det velspillende karaktergalleri i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har koloniseret hele vores solsystem.
Det har resulteret i tre store ’riger’: Jorden, Mars og OPA – en sammenslutning af beboerne (Belters) i asteroidebæltet og månerne til Jupiter og Saturn. Flere generationers latent had ulmer, klar til at eksplodere i en interplanetarisk krig, alt imens lyssky elementer arbejder på et biologisk våben.
’The Expanse’ har en uhyre høj detaljegrad, men man er hele tiden med som publikum, og de forskellige centrale rumskibes interiør afspejler perfekt, hvilken faktion de tilhører. Femte sæson er på vej, så nu er det perfekte tidspunkt at springe på en af de mest oversete perler i denne del af streaming-universet.
Sæson 1-4 kan ses på Amazon Prime.
’Devs’
En af 2020’s mest ventede serier har indiskutabelt været Alex Garlands seriedebut, der har samme lækre æstetik og ulmende stemning som instruktørens sci-fi-genistreger ’Ex Machina’ og ’Annihilation’.
Sonoya Misuno, der også havde roller i Garlands to forrige film (foruden ’Maniac’ og ’La La Land’) spiller i ’Devs’ it-ingeniøren Lily, der arbejder i firmaet Amaya, grundlagt af techguruen Forest (Nick Offerman). Da Lilys kæreste og Amaya-kollega Sergei forsvinder samme dag, som han forfremmes til den hemmelighedsfulde afdeling Devs, lugter Lily røg. Og så går et livsfarligt detektivarbejde i gang.
Den snigende opbygning kunne have været mindre velfungerende i andres hænder, men med Alex Garland ved roret har man ikke noget imod at vente lidt ekstra tid på afsløringerne. For til gengæld får man en gevaldig portion trykket stemning, hjemsøgende elektronisk underlægningsmusik samt ekstremt skarpe, velkomponerede og lækre billeder.
Sæson 1 kører på HBO Nordic.
’Rick & Morty’
Det komiske geni Dan Harmon (’Community’) fremtryllede en nyklassiker med animationsserien ‘Rick and Morty’, der indtil videre har skænket os fire hysterisk morsomme sæsoner.
Humoren er kontant, kulsort og konstant overraskende, men serien er allermest uforglemmelig som et karakterstudie af en kyniker, Rick, der har baseret hele sit selvværd på sin intellektuelle formåen, og nu rejser igennem tid og rum med sit pubertære barnebarn, Morty.
Som al den bedste science fiction er ‘Rick & Morty’ fuld af idéer, der griber fat i tendenser fra vores tid og trækker dem helt ud på overdrevet, og Harmon indkapsler den postmoderne ånd som få andre: Selve livet bliver gjort meningsløst, når hovedpersonerne efter en fejlslagen mission eksempelvis må flytte til en anden virkelighed, slå den nye verdens Rick og Morty ihjel og overtage deres pladser.
Sæson 1-4 kan ses på Netflix.
’Westworld’
Jovist, ’Westworld’ galoperede rask væk ud på et overdrev allerede fra anden sæson, men det rykker ikke ved, hvor inciterende snørklet, sexet og teknisk bjergtagende en bedrift, første sæson var, da HBO i 2016 gav hele verden easter-egg-feber og konspirationsblod på Reddit-tanden.
Historien er et dystopisk skræmmebillede over kunstig intelligens i en western-inspireret forlystelsespark med menneskelignende robotter, hvori velbeslåede gæster kan hygge sig med at voldtage, dræbe og hyggesludre med androiderne, som de nu lyster.
Menneskets forråede moral og grumt kuldsejlede gudekompleks kontrasteres over for robotternes tiltagende bevidsthedsdannelse og retfærdighedstogt mod den verden, der har skabt dem til slavedom. Og serien har så mange esser oppe i ærmet, at man dårligt kan tage en slurk af sin kaffe uden at misse et væsentligt clue eller 10.
Ed Harris er skræmmende god som fast gæst, der har et kompliceret forhold til robotpigen Dolores, spillet af Evan Rachel Wood, mens altid seværdige Thandie Newton, Anthony Hopkins, Sidse Babett Knudsen, Tessa Thompson og Jeffrey Wright brillerer på sidelinjen.
Sæson 1-2 kan ses på HBO Nordic. Sæson 3 lander senere i år.
’Maniac’
Forventningerne var store til Cary Fukunagas stjernespækkede amerikanske Netflix-genindspilning af den norske sci-fi-serie ’Maniac’, og så meget større var skuffelsen, da fortællingen med Jonah Hill og Emma Stone i front mavepladskede i prætentiøst mudrede plot og overspil i 2018.
Men det bør ikke forhindre dig i at kaste dig over den norske, håndholdte original fra 2015, der heldigvis også kan streames på Netflix, og som er et noget mere tilfredsstillende bekendtskab.
Espen (spillet af seriens skaber Espen PA Lervaag) befinder sig på en psykiatrisk anstalt, men ænser dårligt sin omgivelser, når han fantaserer sig ind i fantasiverdener inspireret af amerikansk film og tv. I ét afsnit er han i en zombieinficeret dommedagsverden, i det næste er han en heroisk soldat under Anden Verdenskrig.
Sideløbende forsøger den ansatte Mina (Ingeborg Raustøl) at finde ud af, hvad det er for et fortidstraume, der går Espen så meget på, og seriens kulsorte skandinaviske humor i kombination med overraskende scenografiske greb gør ’Maniac’ til en overraskende serieoplevelse med eksistentialistiske undertoner af nordisk melankoli.
Kan ses på Netflix.
’Black Mirror’
Hvordan skulle vi kunne vide, i hvor høj grad vi bør ligge søvnløse om natten af frygt for at blive slaver af hverdagsteknologiens løsslupne mutationer, hvis det ikke var for Charlie Brookers antologiseries uforglemmelige skrækscenarier?
Siden 2011 har ’Black Mirror’ givet os nogle af serielands mest foruroligende og visuelt overbevisende visioner af en lidt for nær fremtid, hvor teknologien fucker med menneskehedens naive hjerner og frie vilje udi ikke altid helt usandsynlige ekstremer, der blotter, ja, sjælens sorte spejl.
Særligt første og anden sæson rummer aldeles mesterlige episoder som ’The Entire History of You’ og ’Be Right Back’, der sætter kærlighedens vilkår og forkvaklet intimitet i teknologiens tidsalder under en lidt for realistisk lup, der udfordrer ens egen seermoral undervejs. Og seriens eneste julespecial, den filmlange ’White Christmas’ (mellem sæson to og tre), er ditto uafrystelig i sin skildring af privat overvågningsteknologi gone bad med en slesk Jon Hamm i centrum.
Efter to geniale sæsoner på engelske Channel 4 blev ’Black Mirror’ i 2015 genoplivet og opkøbt af Netflix, der føjede store summer streaming-dollars og Hollywood-stjerner til produktionsværdien i de efterfølgende tre sæsoner – om end selve fortællingernes originalitet er dalet med årene.
Den Emmy-vindende (og i Brooker-regi overraskende opløftende) ’San Junipero’ og kulsortkomiske, ’Star Trek’-kitchede ’USS Callister’ med Jesse Plemons hører til de nyere topepisoder. Men hold dig for guds skyld for Miley Cyrus-afsnittet ’Rachel, Jack and Ashley, Too’ i sæson 5.
Sæson 1-5 såvel som den interaktive ’Black Mirror’-film ’Bandersnatch’ kan ses på Netflix.
’Lost’
Ah, gode gamle ’Lost’. Økuller-serien fra Damon Lindelof, der over seks sæsoner syntes at blive ved i det uendelige med stadigt mere groteske plottwists og en længe ventet finale så massivt skuffende, at den noget nær fordrede til væbnet oprør blandt seriens millioner af fans.
Men for pokker, det var underholdende undervejs – og Lindelof, der siden skabte kulthittet ’The Leftovers’ og sidste års fremragende ’Watchmen’, opnåede velfortjent status som et af de største navne i serieland.
Det starter forholdsvist overskueligt: Et fly styrter ned på en tropeø, men eftersom det forinden er fløjet flere tusinde kilometer ud af kurs til en tilsyneladende tom plet på kortet, er der ingen hjælp på vej. De overlevende – med labert fotogene Evangeline Lily, Matthew Fox og Josh Holloway i front – strides, fortvivler, forelsker sig på kryds og tværs og agerer i det hele taget typiske cast aways med varierende overlevelses-odds.
Men, dun dun duuu, de er ikke alene på øen.
’Lost’ krydrer præmissen med religionstematikker, onde videnskabsmænd, et røg-monster og et halvt ocean af forvrøvlet mysticisme-filosofi, men tempoet er vedvarende højt og skuespillerne alle veloplagte til at føre dig igennem øens urovækkende jungle. Det er slet og ret serieklassikerguld.
Sæson 1-6 kan ses på Viaplay.
’Altered Carbon’
Første sæson af Netflix-serien ’Altered Carbon’ fik en mildest talt blandet modtagelse i 2018, men den på overfladen noget rodede præmis til trods er der mangt og meget at komme efter i fremtidsdystopien, hvor menneskets bevidsthed i år 2384 kan downloades ned i en hvilken som helst krop, det skal være.
Hovedpersonen Takeshi Kovacs (spillet af svenske Joel Kinnaman i første sæson) er oprindeligt kampsportsekspert af asiatisk afstamning, men render rundt som noir-hårdkogt krimiefterforsker i en actionfilmpumpet krop, der førhen tilhørte en betjent, der blev dræbt under mistænkelige omstændigheder. Kovacs tidligere kæreste Kristin Ortega (Martha Higareda) har pænt blandede følelser ved ’transaktionen’, men snart er både hun og vor helt viklet ind i et sindrigt mordmysterium, der trækker tråde til samfundets korrupte top, hvor de ultrarige betaler sig til et uendeligt lager af klonede kroppe, de kan leve videre i for evigt.
Body snatcher-gimmicken giver anledning til nogle interessant forløste eksistentielle kriser, som når et døende barn eksempelvis downloades i en gammel krop, eller et elsket familiemedlem pludselig tager form af en notorisk morder – hvorfor en række af skuespillerne også får mulighed for at spille flere, vidt forskellige personer undervejs.
Billedsiden er et ublu vulgært overflødighedshorn af 80’er-kitchet fantasy og snaskede ’Blade Runner’-drømme i regnvåde gader, og der toppes rigeligt op med ultravold og sexede nøgne kroppe i serien, hvis sæson to for nylig præsenterede et spritnyt cast med Anthony Mackie i hovedrollen.
Sæson 1-2 kan ses på Netflix.
’Dark’
I kølvandet på anden sæson ’Stranger Things’ ramte ’Dark’ Netflix, og sammenligningerne faldt prompte. »Den tyske ’Stranger Things’«, lød det i alt fra markedsføring til pressens beskrivelser, men det er lidt af en miskommunikation.
Ja, begge serier opererer i sci-fi/gyser-genren og slår rødder i 80’erne. Men her hører lighederne også op, for ’Dark’ er både, ahem, mørkere, uhyggeligere og ikke så lidt forvirrende at hitte hoved og hale i – uden at det dog forhindrer ens engagement i plottet. Tænk ’Twin Peaks’ møder ’The OA’.
Afsættet er Einsteins ord om, at vores skelnen mellem fortid, nutid og fremtid er en stædig illusion. ’Dark’ konkretiserer teorien ved at bygge bro fra nutid til fortid – fra 1986 til 2019. I begge årstal forsvinder nogle børn i en tysk provins, mens deres forældre og søskende stakåndet forsøger at finde dem. Er der en morder på spil, eller er de ofre for de højere magter?
’Dark’s dronebillederne af det tyske samfund, hvor køletårnene knejser over trækronerne, er billedsmukke, og skuespillerne formår at vræle og brøle, uden at det virker påtaget. Og så afspejler lydsporet elegant de forskellige årstal (’Tears for Fears’ er en sikker vinder i 80’er-regi).
Sæson 1-2 kan ses på Netflix.
’The X-Files’
Vi slutter med sci-fi-kultserien over dem alle, der i 90’erne lagde gader og stræder øde, når FBI-agenterne Fox Mulder (David Duchovny) og Dana Scully (Gillian Anderson) opklarede overnaturlige forbrydelser søbet ind i alien-konspirationsteorier. Tilsat en god dosis seksuel spænding, der affødte hede, år-lange will they/won’t they-debatter i tv-stuerne.
Sammenlignet med vor tids sci-fi-produktioner fremstår ’The X-Files’ æstetik selvsagt noget grynet, men historierne fejler ingenting, tonen rammer den rette ratio af gys versus komik og formatet, hvori den overordnede fortælling om lyssky regeringsprojekter spices op af ’ugens monster’ er overordentligt binge-venligt.
Og så udgør Duchovnys storparanoide Mulder over for Andersons tørre, skeptiske Scully fortsat et af serielands mest ikoniske makkerpar, serveret af to skuespillere, der tydeligvis har en fest med materialet.
’The X-Files’ løb over i alt 11 sæsoner og to spillefilm fra 1993 til 2018, og rygterne om endnu en genforening lever stadig, helt i seriens klassiske »I want to believe«-ånd. Sandheden er derude – og det er ’The X-Files’ heldigvis også stadig, i hvert fald på streaming.
Sæson 1-11 kan ses på Viaplay.