’The Expanse’: Spektakulær sci-fi-fortælling er streaminguniversets mest oversete perle
I det uendelige univers af serier funkler en overset stjerne klart i mørket.
’The Expanse’ foregår i en fjern fremtid, hvor menneskeheden har koloniset hele vores solsystem. Det har resulteret i tre store ’riger’: Jorden, Mars og OPA – en sammenslutning af beboerne (Belters) i asteroidebæltet og månerne til Jupiter og Saturn.
Flere generationers latent had ulmer og er klar til at eksplodere i en interplanetarisk krig. Midt i det hele er besætningen på rumskibet Rocinante bestående af kaptajn James Holden, pilot Alex Kamal, mekaniker Amos Burton og ingeniør Naomi Nagata, som udgør et typisk broget mandskab fra hele solsystemet i bedste ’Firefly’-stil, men med en langt mere alvorlig tone.
Lyssky elementer arbejder på et biologisk våben, og de skyer absolut ingen midler i deres bestræbelser for at færdiggøre det.
Spørgsmålet er, om de rent faktisk kan kontrollere den fremmede ’livsform’, der ligger til grund for våbenet. Og ja, det lyder lidt som ’Alien’, men i stedet for en perfekt dræbermaskine er der her tale om en organisme, der absorberer alt materiale, den kommer i kontakt med.
Læg dertil politibetjenten Joe Miller, FN-politikeren Chrisjen Avasarala og Mars-soldaten Bobbie Draper for blot at nævne et par stykker af de faste karakterer, og det bliver tydeligt, at ’The Expanse’ har et kolossalt persongalleri. Dog formår skaberne Fergus og Ostby hele tiden at vægte det vigtigste for historien.
Første sæson er den svageste. Her ligger fokus meget på Joe Millers søgen efter en kvinde i ren neo-noir-’Blade-Runner’-stil. Seriens univers skal sættes op og alle de vigtige personer introduceres, og det bliver lidt tungt på eksposition. Men imod den sidste del af sæsonen og fra starten af anden kommer der en tiltrængt nerve til de politiske intriger, eksistentialistiske tanker og hæsblæsende actionscener.
’The Expanse’ har en uhyre høj detaljegrad, men man er hele tiden med som publikum. De forskellige rumskibes interiør afspejler perfekt, hvilken faktion de tilhører. Jordens og især Mars’ er velsmurte, hightech kampmaskiner, hvorimod OPA’s skibe er primitive, rå pirat- eller minedrifts-fartøjer.
Belterenes sprog er også markant anderledes. Hovedbestanddelen er engelsk, men også med kinesisk, germansk og alle mulige andre indflydelser, så resultatet bliver et gloriøst blandingssprog. Og man er med på, hvorfor det er, at Belters kroppe bryder fysisk sammen, når de skal færdes på planeter med en tyngdekraft lig Jordens, fordi et liv uden tyngdekraft er ensbetydende med en anden fysiologi.
Seriens helt store force ligger i de multifacetterede karakterer. Steven Strait gør det godt som hovedpersonen Holden, men det er de store biroller, som stjæler showet.
Shoreh Aghdashloo brillerer som karrierepolitikeren Avasarala, der gør alt, hvad hun kan for at undgå, at Jorden og Mars skal gå i krig med hinanden. De politiske intriger i FN er ren ’House of Cards’, bare mere dirty. For hvert skridt op ad rangstigen hun kommer, dukker der en ny forhindring op, hvor hendes principper om rigtigt og forkert bliver udfordret.
Mest interessant er hendes alliance med Mars-soldaten Bobbie, som kommer med fra anden sæson. Som loyal og pligtopfyldende soldat er det hjerteskærende for hende, når hun langsomt indser, at dem, hun kæmper for og med, ikke er lige så idealistiske og retskafne, som hun er. PTSD – og hvad en soldat skal stille op, når en krig pludselig stopper – belyses nuanceret og med mange ligheder til, hvad den virkelige verdens historie har budt på.
På den måde lægger ’The Expanse’ sig op ad en af de bedste sci-fi-serier i nyere tid, nemlig Ronald D. Moores version af ’Battlestar Gallactica’. Kombinationen af førnævntes forankring i søfartsmytologi og ’Firefly’-westernvibes skaber et skønt mashup af begge series stærkeste sider.
Skurkene er essentielle for, at heltene bliver troværdige, og fjerde sæson byder på en af de grummeste af slagsen. Burn Gorman giver den fuld skrald som den diabolske sikkerhedschef Mutry, der bliver mindre interesseret i at opretholde ro og orden, men mere fokuseret på at hævne faldne kammerater og sørge for, at hans lommer bliver fyldt med cash – det er ren guldgravermentalitet.
Rumoperaen rummer alt det, man kan forlange af en bingeværdig serie: drama, action, romance, intriger og interessante karakterer. Derfor er det ekstra fedt, at Amazon valgte at nuppe ’The Expanse’ op til fjerde sæson, efter den var blevet lukket på Syfy-kanalen i USA. I de nye rammer er der åbnet op for større budgetter til det i forvejen imponerende produktionsdesign, blodet flyder lidt ekstra, og »fuck« flyver flittigt og med stor autoritet ud af Avasaralas mund.
Femte sæson er annonceret, så nu er det perfekte tidspunkt at springe på en af de mest oversete perler i denne del af streaming-universet.
Kort sagt:
’The Expanse’ er med nervepirrende intriger og hjerteskærende dramaer noget af det ypperste inden for ikke alene sci-fi, men serier generelt lige nu.
Anmeldt på baggrund af alle de foreløbige, fire sæsoner.