Sidste år trak skuespiller Hank Azaria sig fra at lægge stemme til den indiske købmand Apu fra den ikoniske, animerede sitcom ‘The Simpsons’. Det skete blandt andet efter kritik af, at serien dyrker racistiske stereotyper omkring amerikanere af asiatisk oprindelse.
I kølvandet på Azarias beslutning valgte flere hvide stemmeskuespillere fra andre animerede serier også at droppe deres roller som afro- og asiatisk-amerikanske figurer. I sidste ende fik tendensen og ønsket om diversitet ‘The Simpsons’-repræsentanter til at melde ud, at serien fremover ikke længere vil have hvide skuespillere, der lægger stemme til ikke-hvide karakterer.
Nu har ‘The Simpsons’ så taget konsekvensen med karakteren Dr. Julius Hibbert. I weekendens seneste afsnit ‘DiaryQueen’ lagde Harry Shearer således stemme til karakteren, som han har spillet siden seriens anden sæson i 1990, for sidste gang.
Fremover skal i stedet Kevin Michael Richardson spille Dr. Hibbert, skriver blandt andre The Wrap. Richardson har i forvejen over 70 afsnit af ‘The Simpsons’ under bæltet i forkellige biroller.
Problematikken om hvide stemmeskuespillere i ikke-hvide roller kom også for vel nok første gang til Danmark i slutningen af sidste år, da der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor Nikolaj Lie Kaas lagde stemme til den sorte mand Joe i Pixar-filmen ‘Soul’.