Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Sebastian Bull Sarning gik i syvende klasse, da han debuterede som skuespiller i rollen som barneudgaven af den traumatiserede bror Nick i Thomas Vinterbergs ’Submarino’. To år senere ringede Vinterberg igen for at tilbyde ham rollen som Thomas Bo Larsens søn i den Oscar-nominerede ’Jagten’, hvilket for alvor fik ham til at slå øjnene op for skuespillet.
Det unge talent havde altid haft svært ved at tilpasse sig skolen, og med skuespillet fik han sin første rigtige succesoplevelse. Kort tid før sin studentereksamen landede han en rolle i krigsdramaet ’9. april’, hvorefter han så sit snit til at droppe ud for at satse 100 procent på skuespilkarrieren.
Siden da har han spillet med i en lang række tv-serier som ’Doggystyle’, ’Advokaten’, ’Centrum’ og ’Puls’, hvor han særligt har gjort sig bemærket i rollen som den udsatte slagsbror, hvilket ligger milevidt fra hans eget liv. I virkeligheden er Sebastian Bull Sarning nemlig en fredelig og blød fyr, som er vokset op i et trygt hjem med sine altid støttende forældre i Hellerup.
Den 22. februar er han igen aktuel, når han indtager rollen som den utilregnelige, rockerrelaterede Nicki Nørrebro i Xee-actionsserien ’2 døgn’, hvor han spiller over for flere af sine bedste venner.
Og alt tyder på, at vi kommer til at se meget mere til den 25-årige skuespiller, som i øjeblikket caster på en stor og endnu ikke offentliggjort dansk serie, sideløbende med at han er i gang med at forberede sig på tredje sæson af ’Doggystyle’, hvor hans bikarakter kommer til at fylde mere tidligere.
»Pludselig ringede en caster til min mor og sagde, at Thomas Vinterberg gerne ville se mig til casting på ’Submarino’, efter han havde set min casting fra spykid-filmen ’Zoomerne’, hvor jeg dog ikke fik rollen. Så spurgte min mor, om jeg havde lyst til det, og på det tidspunkt anede jeg ikke, hvem Thomas Vinterberg var, så jeg var bare sådan, ’ja helt sikkert, så lad mig da gøre det’. Så gik der nogle måneder med casting, før jeg fik rollen, og så kørte det stille og roligt derfra«.
»De fleste af mine roller ligger meget langt fra mit eget liv, da jeg kommer fra en helt klassisk familie med meget trygge rammer. Der skete en transformation, efter jeg havde været med i en musikvideo, hvor jeg skulle klippe mig selv karse. Pludselig fik jeg vildt travlt med at lave de her hardcore roller,som virkelig ligger langt fra min natur, fordi jeg, ifølge mig selv, er en ret sød fyr. Det har taget noget tid at vænne sig til, fordi jeg kan mærke, at mange pludselig ser mig som en hård fyr, hvilket er en stor kontrast til den gamle Seb med langt krøllet hår«.
»Min inspiration får jeg gennem mine egne oplevelser og erfaringer. Mange gange ved jeg ikke engang, hvad jeg selv laver, inden jeg gør det. Det er, som om at hvis du har dit indre kompas i orden, så kan du nemmere navigere i de følelser, du skal vise, uden at du behøver bruge for meget energi på at mærke efter, men bare være til stede«.
»Det var virkelig sjovt at spille sammen med nogle af mine bedste venner i ’2 døgn’. Jeg kan huske, da Oscar (Giese, red.) ringede til mig og sagde, at Xee gerne ville lave serien, og om jeg kunne tænke mig at lave en casting på den, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Da de så noget tid efter ringede og fortalte, at jeg havde fået rollen, ringede jeg til min bedste ven Kasper (Stensbirk, red.) og sagde: ’Hallo, jeg har sgu lige fået rollen!’, hvorefter han svarede: ’Det har jeg også!’«.
»Vi havde den sjoveste sommer sammen. Vi optog fra juli til september, og der kan jeg huske, at jeg sad i sminketraileren første dag, hvor jeg skulle have tatoveret ’Nicki Nørrebro’ i nakken, og lige pludselig kommer Kasper ind, hvorefter vi bare vender os rundt, kigger på hinanden og dør af grin. At være gode venner og kunne skabe noget kreativt sammen på samme tid er virkelig en kæmpe fornøjelse, og man føler sig bare virkelig taknemmelig«.
»Som yngre ville jeg gerne være professionel fodboldsspiller, så det stræbte jeg sindssygt meget efter. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke var den bedste, så jeg vidste godt, at det var et long shot.
Da skuespillet så åbnede sig for mig, var jeg meget sådan: ’Nå men så er det den vej, jeg skal gå’. Det der med hele tiden at sige ja til de muligheder, der opstår og bare springe ud i det, dét tror jeg kendetegner mig – at have ja-hatten på og bare være sådan: ’Fuck det, det skal jeg nok klare’«.
»I folkeskolen havde jeg lidt for meget krudt i røven til at sidde stille, og jeg havde generelt ikke særligt mange succesoplevelser gennem min skoletid. Hvorimod nu, når jeg får ros for mit arbejde som skuespiller, der føler jeg mig virkelig værdsat og føler, at her er jeg ikke til grin. Skuespillet har på den måde virkelig været en øjenåbner for mig, som har givet mig en selvtillid og en viden om, at jeg er god til det, jeg laver«.
»Jeg har aldrig rigtigt passet ind, hvor jeg kommer fra. Jeg har altid gjort meget for at distancere mig fra mit barndomskvarter, blandt andet ved at have mange tatoveringer. Jeg følte ikke rigtigt, at der var forståelse for mig og min verden, og jeg følte mig ofte forkert. Altså jeg ville for eksempel ikke være læge eller advokat, tværtimod, jeg er ordblind, og jeg har pisse svært ved at gå i skole.
Det gav mig derfor helt vildt meget at flytte til indre by, og nu bor jeg på Vesterbro, hvor jeg virkelig føler mig hjemme. Der er mere diversitet, og her er det mere okay at være, som man er«.
»Selvtilliden har bare gjort, at jeg er med på den værste. For eksempel var jeg skide nervøs, da jeg optog ’Advokaten’, fordi det var så stort et projekt, hvor jeg spillede sammen med Thomas Bo Larsen og Nicolaj Kopernikus, der jo virkelig er nogle store drenge, som jeg ser op til. Her var jeg bare nødt til at huske på, at de jo havde valgt mig til rollen, så jeg måtte bare komme og være mig selv, og så skal det hele nok gå«.
»Mine forældre har virkelig støttet mig på min rejse. Da jeg droppede ud af gymnasiet, sagde jeg til dem: ’Lad vær’ at skælde mig ud. Jeg har en plan, og hvis jeg ikke følger min plan, så må I skælde mig ud’. Jeg havde bare brug for at gå ud og gøre de her ting, og det var de totalt okay med. Så længe jeg bare følger mit hjerte, og som min mor altid siger: ’Kærlighed er altid størst’«.
»Jeg har en forkærlighed for kærlighedsfilm som ’The Notebook’. Det er jeg virkelig en sucker for, og det er lidt min guilty pleasure. De tager bare røven på én, og det kan jeg godt lide«.
»Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at vise, at jeg også kan spille den søde fyr, som i ’Limboland’ for eksempel, hvor jeg er en naiv og god fyr. Jeg har lidt en drøm om at spille den der førsteelskerrolle«.
’2 døgn’ får premiere 22. februar på Xee.