Xee har med serier som ’29’, ‘Limboland’, ‘Cold Hawaii’ og ‘Junglen’ skåret sig en skarp niche af dramedy-serier i ungdomsland.
Og nu puster de ny energi til den danske actionserie med den kommende ‘2 døgn’, hvis første teaser sender tankerne hen mod ‘Pusher’ eller Safdie-brødrenes ‘Good Time’ og ‘Uncut Gems’, der da også er en inspiration for serien.
Serien handler om de to fætre Otto (Oscar Giese) og Christian (Kasper Stensbirk fra ‘Enten/Eller’), der under en uskyldig bytur kommer i clinch med en kriminel bagmand (Dejan Cukic). Det bliver startskuddet til et hæsblæsende døgn, der blandt andet involverer en død kvinde og en taske fuld af stoffer.
Bag ‘2 døgn’ står Oscar Giese, der slog igennem som skuespiller i den beslægtede ‘Nordvest’, og som nu er under uddannelse som manuskriptforfatter, og instruktør Nicolai Achton (‘Undskyld, Norge’), der har ladet sig inspirere af sin egen opvækst på Vestegnen, hvor serien foregår. Giese har skrevet manuskriptet sammen med Simon Weil.
Noget af det mest markante ved den kommende serie er soundtracket. Et nyt Jamaika-nummer pryder teaseren, mens der i løbet af afsnittene kommer nye sange lavet specifikt til serien fra Tessa, Artigeardit, Icekiid, Carmon, Shooter Gang, Lamin, Livid, Michael Williams, J-Mix, Speedy, 8-Trappy og BeneBoom. Det udmønter sig i et soundtrack udgivet af Def Jam Recordings Danmark.
‘2 døgn’ har premiere på Xee 22. februar.