’Puls’: Intens ungdomsserie om maskulinitet og seksualitet ender med at tale ned til sit publikum
I ’Puls’ er hele verden udgjort af en søvnig forstadsby, vejene mellem villaerne, hallen, hvor basketholdet træner, beskeder udvekslet i hemmelighed og teenageværelser, hvor forældrene aldrig viser sig. Det er i hvert fald sådan, det føles for de syv unge, den nye ungdomsserie på TV 2 Play følger over ni afsnit.
De voksne er markant fraværende, og hvis de er til stede, er de enten til besvær, som den aggressive Eriks forældre der altid skændes, eller naivt uvidende om deres liv, som den anonyme basketballtræner. Skolen er der, men vi ser den ikke. På genkendelig vis findes der intet andet for dem end de intense, overvældende og forvirrende teenagefølelser, de har lige dér i øjeblikket.
For tvillingesøstrene Sophia (Caroline Grigo Wedel-Heinen) og Anna (Viilbjørk Malling Agger) er det for eksempel sorgen over at have mistet deres mor. Sophia dulmer den ved at forsvinde til København, hele tiden date en ny fyr og tage afstand fra den mere ansvarlige Anna. For Tenna (Isabella Møller Hansen) er det den intense forelskelse i Samir (Amer Bosnjak) og tanken om, at hendes muslimske familie skulle vælge en anden mand til hende.
Annas kæreste Bastian (Albert Rudbeck Lindhart) og hans bror Adam (Frederik Winther Rasmussen) spiller begge basket sammen med Erik (Vilmer Trier Brøgger) og Samir . Drengenes liv er centrerede om basketballholdet, hvor der er et konstant element af konkurrence. Man skal være den bedste på banen og den hårdeste i omklædningsrummet, hvor snakken er præget af den berygtede locker room talk. Der er ikke plads til at vise svaghed eller skille sig ud fra gruppen, og konflikter bliver til aggressioner, der får afløb i basketkampe eller slagsmål.
Da Eriks ældre bror kommer ud af fængslet, får Erik det råd, at hvis man ikke føler sig som den bedste, skal man finde det svage punkt ved dem, der er over én, og udnytte det. Det beslutter han at afprøve på Samir på mere og mere voldsom vis, og mens Bastian forsøger at sige fra, opfordrer Adam ham til at blande sig uden om. »Erik er Erik«, som han siger i sit forsvar. Og drengene i omklædningsrummet kan være nådesløse.
’Puls’ forholder sig til nogle vigtige emner og tabuer om maskulinitet og seksualitet. Homofobiske slurs sendes afsted som var de giftpile, ingen under nogen omstændigheder vil rammes af, og griner man ikke med, er det det komplette maskefald. Historien om Samir, der nægter at indordne sig under Eriks tyranni, viser en vej ud af det aggressive fællesskab, som ellers ikke tillader usikkerheder.
Det er intense følelser, og på passende vis er ’Puls’ intens. I de mange dramatiske scener er der fuld knald på skiftevis insisterende techno og noget, der lyder som et kirkekor, og kameraet følger de unge tæt – også når det er allermest sårbart og intimt som under de ret fine sexscener.
Men det er ikke en særlig subtil serie. Det står altid helt klart, hvad alle tænker og føler om alt, hvad der sker, og der er sjældent en scene uden en konfrontation, et voldsomt følelsesudbrud eller nogen, der lægger sig ned i græsset og siger noget i retningen af »bare vi kunne blive her for evigt«. Ofte ender vi også med at få forklaret noget, vi lige har set. For eksempel da Tenna ser Samir storme væk fra Bastian og basketholdet i vrede og i næste scene konkluderer, at »noget må der være sket«.
Drama og pludseligt opståede konflikter kommer til at træde i forgrunden for de svære, komplekse problemstillinger og nuancer i persongalleriet. Særligt de kvindelige karakterer får ikke meget spillerum. Sophia, spillet af Caroline Grigo som giver den nok stærkeste skuespilpræstation, er ikke udgjort af andet end en sorgfuld vrede og sin seksuelle udfarenhed, ligesom vi ikke lærer meget andet om Anna end at høre andre kalde hende »den pæne pige«.
’Puls’ vil gerne fortælle en historie om mod og om at turde at insistere på at være den, man er, selv hvis det betyder, at man i andres øjne er forkert. I en scene træder Samir ud af badet i omklædningsrummet og opdager, at alle andre er taget hjem. Dér mærker man hans ensomhed og isolation, uden der bliver sagt et ord. Men det er sjældent, at seriens ellers effektive og gennemførte måde at skabe stemninger og billeder på får lov til at stå alene på den måde, og ’Puls’ ender som en serie, der taler ned til sit publikum.
Kort sagt:
Dramaet overtager i ny ungdomsserie, som ender med at være intens men overfladisk
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen