Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
I DR2’s aktuelle satireshow ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ står det klart, at Sofie Jo Kaufmanas er et af dansk comedys helt store talenter.
Oprindeligt startede serien som en teaterforestilling i 2017, som hun sammen med samarbejdspartneren Mette Søndergaard Nielsen turnérede landet rundt med. Duoen udgør satirekollektivet FLÆS, og med en perfekt passiv-aggressiv komisk timing tager de tykt pis på den kultur, de sociale medier har skabt, hvor det handler om at iscenesætte sig selv med det perfekte image og konkurrere om det fedeste liv.
Indtil hun var ti år, boede hun med sin familie på Sankt Hans Torv, hvorefter de flyttede ind hos hendes højt elskede farmor i Bagsværd. Her voksede hun op i et hjem, hvor der var højt til loftet med en mor, der er operasanger, og en far, som er pianist, hvilket betød, at hun i sin barndom kunne spille på en lang række instrumenter. Blandt andet saxofon, som hun spillede i seks år.
I hjemmet var humor en vigtig del af opdragelsen, og Sofie Jo Kaufmanas indså i en tidlig alder, at hun brændte for at optræde, særligt hvis hun kunne få publikum til at grine.
Teatergruppen ’Plexus’, som hun skabte med to medstuderende fra Scenekunstskolen, blev startskuddet på at skabe eget materiale, og efterfølgende blev hun medlem af improcomedygruppen ’Den lalleglade brigade’, som hun vandt danmarksmesterskaberne i impro-comedy med hele to gange. Sideløbende har hun spillet mindre roller i serier som ’Sjit Happens’ og ’29’ og har skrevet et par sæsoner og medvirket i DR Ultra-serien ’Klassen’.
Sidste år var hun manuskriptforfatter på Sofie Linde og Rasmus Bjergs comedyforestilling ’Linde på Bjerget’, og i øjeblikket er hun og Mette Søndergaard Nielsen i fuld gang med at lægge sidste hånd på en ny dramedyserie til DR3, som handler om to halvsøstre, der tager på roadtrip for at finde deres anonyme sæddonerfar. Serien forventes at få premiere i juleferien.
»Det hele startede med, at jeg mødte min partner in crime, Mette Søndergaard Nielsen, på Rødkilde teaterhøjskole i 2010. I 2014 skabte vi FLÆS, og her fandt vi bare ud af, at vi havde totalt meget humor og begge elskede at tage pis på os selv for bagefter at vise det til folk og sige: ’Er der nogen, der kan genkende det her?’. Det var især det genkendelige fra hverdagen, vi godt kunne lide at grine af, fordi det vedkommer så mange«.
»Da jeg gik på højskole, ville jeg gerne bare spille guitar, bolle og være rigtig 19 år-agtig, mens Mette var meget flittig og passionsfuld omkring at blive skuespiller. Allerede dér kunne vi godt mærke, at vi syntes, hinanden var grineren, men jeg tror simpelthen, at der var en aldersting, som gjorde at vi var lidt langt fra hinanden på det tidspunkt. Der skulle lige gå nogle år, og jeg skulle nok lige modnes lidt, mens Mette lige skulle komme lidt ned fra sin høje hest«.
»Mette og jeg snakker tit om, at komikken skal have anker i alvoren. Det er virkelig fedt, at man kan grine af en sketch og så tænke videre over den bagefter, og at noget af det, man griner allermest af, er, hvor sårbart, ensomt og sørgelig det nogle gange er at være i live. Jeg tror, man har lettere ved at forstå verden ved at grine sig lidt hen til et svar, hvilket kan være farligt at sige, når verden er så absurd, som den er«.
»Grænserne i comedy er mest af alt en smagssag. Fordelen ved at være en duo er, at man tit lige får vendt tingene en ekstra gang. Vi går ud fra et princip, der hedder ’kilder den i røven?’. Kilder den i røven, er den sjov.
Vi oplevede det med vores influencer-sketch i ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ med faren, der har kræft. Det var for meget for mange, og det måtte man altså ikke. Det kom sgu lidt bag på mig, at folk faktisk troede, at vi tog pis på kræft, fordi det for os var så soleklart, at vi tog pis på influencere!«.
»Jeg er vokset op med ’Drengene fra Angora’, ’Krysters Kartel’, ’Smack the Pony’ og ’Monty Python’, som rev benene helt væk under mig. Det var min far, der introducerede mig for programmerne og sagde: ’Det her skal I se’«.
»Min familie har altid haft det virkelig lol sammen. Min far er rigtigt grineren og har altid udfordret os i forhold til, hvad man kan grine af. Når man er vokset op med en tvillingebror, der er fem minutter ældre, en lillebror, der er seks år yngre, og en far, der dominerer meget i forhold til, hvad der er sjovt, så er det altså bare om at følge med. Man måtte tage nogle chancer i forhold til, at ’hvis du skal smide en joke, så er det sgu nu, for lige om lidt spiser vi aftensmad’.
Og så har jeg haft venner, som jeg har fundet på sjove ting sammen med. Blandt andet har jeg en rigtig god barndomsveninde, som jeg stadig ses med. Vi tvangsindlagde altid vores forældre til at se vores små hjemmelavede shows, og vi legede i alt for mange år. Helt ind i den tid, hvor folk var begyndt at drikke og bolle, kunne vi stadig godt finde på at mødes til en lille leg«.
»Jeg har nok altid haft en drøm om at blive skuespiller, mens det med at være manuskriptforfatter og instruktør først kom, da jeg begyndte at skabe materiale selv. Efter højskolen søgte jeg ind på teaterskolen, hvor jeg ikke kom ind i et par år, så i stedet tog jeg ud og rejste, og da jeg så kom hjem, begyndte jeg at skabe ting. Senere blev jeg optaget på akademiet for musik, dans og teater, hvor jeg gik et år på danseteater, men det var bare sjovest, at lave noget, der fik folk til at grine«.
»Det er ikke farligt at være ligesom alle andre. Dét at være unik har en finere klang end dét at være ligesom alle andre. Det er da røv lækkert at være den, der hele tiden finder på noget nyt, men det er ikke farligt at være ligesom alle andre. Jeg tror, at man kan udrydde lidt af den angst, der er imellem os, hvis vi giver lidt mere op for det, at vi er sammen om det«.
»Det er ærgeligt, at impro-comedy ikke er repræsenteret mere på den mere kommercielle comedy-scene. Jeg kan godt indimellem tænke over, hvor vildt det er, at mange stadig kun har standup som referenceramme«.
»Jeg vil gerne få publikum til at udvikle en kæmpestor fed selvironi, for det kommer man bare længst med. Jeg vil gerne få folk til virkelig at forstå, at det er røv sundt at grine af hinanden og sig selv. Derudover vil jeg gerne gerne pege på, at det er vigtigt, at man bakker hinanden op i stedet for at bakke hinanden ned, og at individets behov for at se sig selv ikke skal dominere fællesskabet. Det er grundlæggende hvad ’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ handler om. Den der evige selvophøjelse og selvherskende egosime, som altid trumpfer vi’et. Folk skal gro sig en selvironi og grine lidt mere«.
’Hvorfor snakker vi ikke om mig?’ kan ses på DR.