‘9. april’
Det er svært at debutere som spillefilminstruktør i Danmark, hvor filmverdenen og spillefilmmængden er relativt lille, og hvor der ikke ligefrem uddeles blankochecks fra en økonomisk presset industri.
Derfor er der god grund til at byde velkommen til den ambitiøse debutant Roni Ezra, bror til en af dansk films centrale producere, René Ezra (’Kapringen’, ’R’), der da også står i kulissen som producer på ’9. april’. Der er også grund til at være positivt stemt, da den Super 16-uddannede instruktørs første film er alt andet end en klassisk krigsfilm fyldt med grandiose slagudvekslinger og politisk rænkespil. Det er en slags antitese til Ole Bornedals ’1864’ – nærmere et mikrokosmos af den genredefinerende ’Band of Brothers’.
I centrum for ’9. april’ er et brudstykke af den skæbnesvangre dag i 1940, hvor Danmark (næsten) uden kamp overgav sig til den tyske overmagt. Tobias Lindholms manuskript stiller ultraskarpt på det næsten kammerspilsagtige drama, som udspiller sig i cykelinfanteristernes fjerde kompagni, der som de første mødte tyskerne nær grænsen. Efter første skududveksling splittes gruppen, og vi følger anden deling anført af Pilou Asbæks plagede, men handlekraftige sekondløjtnant Sand.
Lyt også: Soundvenue Filmcast om ‘9. april’, pervers kvindekomik og ‘House of Cards’
Ezra håndterer filmens første præ-krigsdel med fin fornemmelse for den ulmende angst, der sniger sig ind mellem de ellers joviale soldaterkammerater, og hvor særligt spliden mellem to menige, københavneren Andersen og den jyske regelrytter Gram (Gustav Giese og Jannik Lorenzen) slår gnister. Filmen opholder sig mest i det nære: Nede i græsset under en skudøvelse, inde mellem egerne på en cykellapning og ude på heden i en ildkamp. Her er ingen lynklipning eller tordnende baggrundsmusik.
Filmens cast er overvejende uprøvet, og flere griber chancen. Lorenzen (drengen Allan i ’Kunsten at græde i kor’) beviser, at han også som voksen har en særlig timing og dramatisk spændvidde. Og i rollen som den flegmatiske menig Lassen demonstrerer talentet Elliott Crosset Hove, der tidligere har imponeret i kortfilmene ’Turbo’ og ’En maler’, en følsomhed, som man skal tilbage til Nikolaj Kopernikus’ debut i ’Let’s Get Lost’ for at finde. Også Martin Greis, der har haft sine største roller på de skrå brædder, har karisma som storrygende og cognac-drikkende løjtnant.
Desværre lider filmen også af debutens klassiske børnesygdomme. Ezras fortællemæssige og stilistiske særpræg er svært at få øje på, og man savner de overrumplende eller angstfremkaldende øjeblikke, som den gode krigsfilm bør levere. De interne relationer i delingen folder sig heller aldrig for alvor ud på den korte spilletid, og filmen ellers beundringsværdige 1:1-tilgang ender som akilleshæl: Danmarks modstand mod besættelsesmagten var så forkølet, at dramaet bliver det samme, når man fortæller det uden de store dikkedarer.
Kort sagt:
På trods af et væld af forfriskende ansigter føles Roni Ezras ambitiøse spillefilmdebut om den tyske invasion i 1940 som en lidt billig udgave af ’Band of Brothers’. Intentionen om at lave en krigsfilm uden storpolitik og voldsomme krigsscener er original, men står i sidste ende også i vejen for et virkelig medrivende drama.
Læs også: Stortalentet Gustav Giese: »Jeg kan mere end at spille tough guy«
Læs også: ‘9. april’-instruktør: »Hvert tabt liv er en tragedie«
Læs også: Otte danske filmtalenter, der kan slå igennem i år