‘9. april’ er ikke kun titlen på instruktøren Roni Ezras debutfilm. Det var også den dato, tyske tropper i 1940 passerede grænsen til Danmark under Anden Verdenskrig. Filmen følger en deling cykelsoldater i Sønderjylland, der som nogle af de få danske soldater kæmpede mod 40.000 tyske soldater, indtil den danske hær kapitulerede efter få timer.
Med sin realistiske tilgang er filmen beslægtet med Tobias Lindholm og Michael Noers ‘R’, Lindholms ‘Kapringen’ og Noers ‘Nordvest’, og det er mange af de samme filmfolk fra det trekløver, der har arbejdet på Ezras debut. Lindholm har for eksempel skrevet manuskriptet.
Her fortæller Ezra om, hvordan man laver en dansk krigsfilm for få penge, og hvad vi skal bruge historien til i dag.
Hvorfor ville du gerne lave en krigsfilm?
»Det var egentlig ikke selve krigen, der tiltrak mig. Det var snarere det personlige drama og den psykologi, som udspiller sig blandt krigens soldater. Som instruktør leder man altid efter dramaet, og man kan ikke finde en mere dramatisk dag i vores lands nyere historie«.
Hvordan faldt du over netop den her historie?
»Jeg har altid været fascineret af myterne om krigen. Så da jeg for fire-fem år siden tilfældigt anskaffede mig Hasselbachs antikvariske bog ‘9. april’ med øjenvidneberetninger fra soldater, der kæmpede den dag, gik det for første gang op for mig, hvor voldsomme kampene faktisk havde været. Gennem Haderslev Kaserne kom jeg i kontakt med nogle af de overlevende krigsveteraner, og der begyndte projektet for alvor at tage form. Jeg ved ikke, om filmen nogensinde var blevet til noget, hvis jeg ikke havde mødt veteranerne. Deres beretninger og engagement gav så meget brændstof og stoflighed til historien«.
Med den hurtige overgivelse er krigen mere udramatisk end i mange andre krigsfilm. Hvad var det ved det udgangspunkt, der tændte dig?
»Det er faktisk en af verdenshistoriens korteste krige. Den varede fire timer. Der har været langt grusommere og blodigere slag, men det spiller ingen rolle for mig, da hvert tabt liv er en tragedie. Jeg vil heller ikke fortælle historien om krigen. Jeg zoomer ind på lige netop denne lille gruppe soldater, der i disse fire timer befinder sig lige præcist på dette sted. Det er ikke de store politiske magtkampe, der interesserer mig. Det er den kamp, som foregår inde i hovedet på den enkelte soldat. Fra øjeblikket hvor han tror på sejren, til han må se sandheden og nederlaget i øjnene«.
I har valgt en nærmest dokumentarisk tilgang, hvor mange af de lag, som man ellers ofte ser i krigsfilm, er skrællet af. Hvorfor?
»Jeg ville opleve de fire timer sammen med soldaterne, og vi aftalte på forhånd, at kameraet skulle være den syvende mand i gruppen. Hvis de ikke havde en viden om, hvad der foregik uden for kasernen, så skulle publikum heller ikke vide det. Publikum skulle have samme manglende forudsætninger som soldaterne og aldrig være bedrevidende i forhold til Sand (sekondløjtnanten spillet af Pilou Asbæk, red.) og hans mænd. Drengene anede jo ikke, hvad der foregik i København blandt politikerne, eller hvilken overmagt der ventede på dem i nattens mørke«.
De senere år har den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig været udsat for heftig kritik, og Anders Fogh Rasmussen kaldte den direkte forkastelig. Ole Bornedals ‘1864’ udløste også en stor politisk debat. Er du bange for, at filmen bliver taget som gidsel i en politisk diskussion?
»Vi har forsøgt at være så nøgterne som muligt og ikke farve materialet i nogen bestemt retning. Jeg har ikke en ambition om et gøre op med fortiden og husker faktisk min egen forundring, da jeg opdagede, at veteranerne var ret afklarede, men stadig stillede det spørgsmålet: ‘Hvorfor skulle vores kammerater dø i en kamp, der aldrig kunne vindes?’«
Blev du selv påvirket af debatten om ‘1864’?
»Jeg har som enhver anden fulgt med i den modtagelse, ‘1864’ fik, og jeg tænkte, at den debat vil jeg ikke være en del af. Det virkede som om, at selv om Ole Bornedal forsøgte at holde sig udenfor, så havnede han konstant som skydeskive. Hvert eneste forsvar genererede bare mere debat. Det er en kamp, jeg på forhånd melder mig ud af. Jeg vil lade publikum diskutere med historikerne og håber, at de vil lade de sidste overlevende øjenvidner få taleplads. Deres historier fortjener at blive hørt«.
Håber du, at filmen flytter noget i folks bevidsthed?
»Jeg havde selv kun en perifer historisk viden om emnet, inden jeg begyndte min research. I min naivitet troede jeg, at der bare var faldet et par skudsalver hist og her. Det overraskede mig meget, da jeg opdagede, at de danske soldater kæmpede med alt, hvad de havde til rådighed, og med en tro på sejr. De unge mænd kæmpede for deres land, og det er ganske enkelt en historie, der fortjener at blive fortalt«.
Læs også: Pilou Asbæk: »Det er på tide at stikke piben ind«
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘House of Cards’ / ‘9. april’ og danske krigsfilm / Klam kvindeserie udfordrer Tina Fey