’Calls’: Hatten af for eksperimentet i Apples stjernespækkede nye serie

’Calls’: Hatten af for eksperimentet i Apples stjernespækkede nye serie
'Calls'. (Foto: PR)

’Calls’ føles som et lillebitte indieprojekt, men med store Hollywood-kræfter bag.

Indie-elementet i den nye originalserie hos Apple TV+ ligger i de yderst minimalistiske og radikale rammer for fortællingen. De ni afsnit, der hver fungerer som små, enkeltstående kortfilm, består udelukkende af telefonsamtaler, og på billedsiden ser vi aldrig dem, der taler, eller nogen form for optagelser fra virkeligheden. I stedet akkompagneres samtalerne af tekst og abstrakte, neonfarvede animationer.

Det spøjse eksperiment bestående af en samling hørespil tilsat visuals lyder måske mere som et filmskoleprojekt end som en amerikansk techgigants nye originalserie. Men så ser man den imponerende rolleliste. Aubrey Plaza, Pedro Pascal, Paul Walter Hauser, Judy Greer, Mark Duplass, Lily Collins, Riley Keough, Danny Pudi, Karen Gillan, Stephen Lang, Clancy Brown og Nick Jonas er blandt de skuespillere, der lægger vejen forbi med deres stemmer.

Uruguayanske Fede Alvarez agerer både hovedforfatter og instruktør på ’Calls’, der er baseret på en fransk serie af samme navn. Tidligere har han blandt andet instrueret gyserfilmene ’Don’t Breathe’ og ’Evil Dead’ (reboot af klassikeren fra 1981), og det uhyggelige og overnaturlige spiller bestemt også en rolle i den nye serie.

For næsten alle fortællingerne i ’Calls’ afbrydes eller påvirkes af umiddelbart uforklarlige kræfter. For eksempel oplever flere af karaktererne, at de ufrivilligt telefonerer med fortidige eller fremtidige udgaver af deres venner og familiemedlemmer. Og når de herigennem kommer til at ændre på fortiden eller fremtiden, resulterer det i mystiske dødsfald, hvor lemmer brækkes, og ansigtstræk smelter bort.

Hvorfor oplever de stakkels hovedpersoner hver for sig disse skrækkelige hændelser? Det får vi heldigvis en forklaring på til allersidst i serien.

‘Calls’. (Foto: PR)

Inden da nåede jeg dog at blive ret træt af de uforklarlige og til tider fjollede sci-fi-elementer, der i hver fortælling afføder en stor portion skrigeri og gråd på de skrattende telefonlinjer. Det bliver simpelthen for ensformigt, og også lidt for nemt, når Alvarez i hvert afsnit forsøger at skabe stor spænding med disse udefrakommende elementer – især når historierne i forvejen er ret højdramatiske, idet de ad flere omgange kommer rundt om både utroskab og mord.

Tredje afsnit med titlen ’Pedro Across the Street’ er det bedste i bunken, fordi det, modsat resten, ikke tager sin egen fortælling så seriøst. Faktisk viser det overnaturlige aspekt sig her at være et scam, da en intetanende ægtemand over telefonen bliver narret af sin genbo til at tage del i et bankrøveri.

Afsnittet fungerer også rigtigt godt, fordi skuespillerne Pedro Pascal, Judy Greer og særligt Mark Duplass er så sjovt selskab. Generelt må man sige, at det fornemme casts fine stemmeskuespil får det bedste ud af de ikke altid lige interessante manuskripter.

Det samme kan man sige om de lækre animationer. Typisk starter de med at ligne en form for lydbølger, men løbende muterer de også i takt med personernes følelesliv og omgivelser. Pludselig kan de abstrakte former minde om landskaber, blodpøle, skyer, blinkende lamper og sågar tentakler.

Når man er nået halvvejs gennem ’Calls’, er der dog grænser for, hvor meget ophidselse disse flotte, farverige animationer (som nok ville gøre sig godt som screensavers) fortsat kan vække i én.

Man må tage hatten af for seriens lyst til at eksperimentere med tv-serieformatet, men det radikale, lydfokuserede koncept når alligevel at miste sin nyhedsværdi, et stykke inden der bindes en sløjfe på fortællingen.


Kort sagt:
Med sit radikale fokus på lydfortællingen er ’Calls’ et interessant tv-eksperiment, der dog taber pusten undervejs, når man er kommet over nyhedsværdien.

’Calls’. Serie. Instruktør og hovedforfatter: Fede Alvarez. Medvirkende: Aubrey Plaza, Pedro Pascal, Paul Walter Hauser, Judy Greer, Mark Duplass, Lily Collins, Riley Keough. Spilletid: 9 afsnit a 15-20 min. Premiere: Kan ses på Apple TV+.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af