Det kan næppe være gået forbi nogle ‘Star Wars’-fans næser, at Gina Carano er blevet opsagt fra sin fremtrædende rolle som Cara Dune i ’The Mandalorian’.
Fyresedlen kom efter hun på Twitter havde gjort grin med LGBTQ+-miljøet samt brug af masker under corona-pandemien, såvel som alluderet til valgsvindel og sammenlignet jødernes forfølgelse under Holocaust med det at være republikaner i dag.
På Disneys årlige aktionærmøde tog en af firmaets chefer, Bob Chapek, ifølge The Hollywood Reporter på sin vis bladet fra munden, da han begrundede fyringen af Carano.
Mediet citerer blandt andet chefen for at understrege, at fyringen ikke handlede om politik, men derimod om »universelle værdier som respekt, anstændighed, integritet og inklusion«.
Samtidig understregede han, ifølge Deadline, at Disney »ikke karakteriserer sig som værende højre eller venstreorienteret«, men har et ønske om at lave indhold til Disney+, der »reflekterer den mangfoldige verden, vi lever i«.
Hovedrolleindehaveren i ’The Mandalorian’, Pedro Pascal, der for nylig blev castet i en anden stor tv-rolle i HBO’s spilfilmatisering ‘The Last of Us’, har været tavs omkring fyringen af sin kollega, men som en aktieholder gjorde opmærksom på, har også han tidligere gjort brug af Nazi-sammenligninger.
Dog fra et noget andet ståsted end kollegaen:
I modsætning til Carano har Pascal således ikke antydet, at republikanere skulle være forfulgt i eget land, men refereret til mexicanske børns uhyrlige vilkår i de amerikanske immigrationscentre ved grænsen til Mexico – centre autoriseret af den daværende republikanske præsident.
I forbindelse med præsidentvalget sidste år tweetede Pascal endvidere et billede, der drog paralleller mellem MAGA-støtter anno 2020, sydstatsfolk, der bakkede op om slaveriet tilbage i 1865 og nazisme i 1945.
Skuespilleren har beholdt sit job hos Disney.
Generelt har der været larmende stilhed i forhold til den konkrete fyringssag af Gina Carano fra flere ’Mandalorian’-aktører. Hverken producent Dave Filoni eller Jon Favreau har meldt sig på banen i sagen, mens komikeren Bill Burr til gengæld har forsvaret Carano i sin podcast.
Produktionen af ’The Mandalorian’ sæson 3 ventes at starte efter at spinoffet ’The Book of Boba Fett’ får premiere til december i år.