Emerald Fennell løb med fem Oscar-nomineringer for sin debutfilm, rape-revengedramaet ’Promising Young Woman’. Samtidig har hun nydt stor succes med sin rolle som hovedforfatter på anden sæson af ’Killing Eve’ og har desuden medvirket som skuespiller i ’The Crown’.
Nu spejder hun efter sit næste projekt, og det er tilsyneladende fundet i form af en superhelt fra DC-universet. Ifølge Deadline skal Fennell skrive manuskriptet til en filmadaption om superhelten Zatanna. Foreløbigt melder historien intet om, hvorvidt hun også skal agere instruktør.
Filmen vil basere sig på tegneserien om superhelten Zatanna, der adskiller sig fra DC-kollegaerne på en række parametre.
I stil med Scarlet Witch, som nyder stor succes hos den oplagte DC-konkurrent Marvel, har Zatanna også magiske kræfter og har tidligere arbejdet sammen med Batman og Superman for at redde dagen.
Tidligere har karakteren i tegneserieregi været associeret med Justice League Dark, altså den mere overnaturlige kontrapart til den klassiske Justice League. Måske ’Zatanna’s soloprojekt kan lede op til en mulig film/tv-adaption af førnævnte?
Foreløbig skal Fennell dog primært koncentrere sig om Zatanna-filmen, der stadig er i det allertidligste produktionsstadie.