Advarsel: Hvis man ikke har set HBO-krimien ’Mare of Easttown’ endnu, bør man klikke hurtigt væk, for spoilers incoming …
Evan Peters har leveret nogle af de største chok på tv i den første halvdel af 2021. Først var han central i den famøse boner-scene i en af ’WandaVisions’ mere skuffende øjeblikke, og i ’Mare of Easttown’ mødte hans karakter Colin Zabel også en tragisk slutning.
I seriens femte afsnit, ’Illusions’, blev Zabel slet og ret skudt i hovedet. Og døde, ja. Peters vidste godt selv fra starten, at situationen var i vente for karakteren: »Det er en interessant måde at udvikle en karakter på, når man ved at han vil dø på den måde«, siger han til Vanity Fair, og fortsætter:
»Det føltes meget virkeligt, og det siger meget om den fare, som er forbundet med denne type arbejde (politiarbejde, red.). Det mindede mig om det øjeblik i ‘Burn After Reading’, hvor Brad Pitt blev skudt i panden i skabet, hvilket på en måde er sjovt, men også virkelig chokerende, og vi ville gerne have sådan en følelse, da det skete«.
Craig Zobel, der er instruktør på serien, forklarer videre til Vanity Fair, at han følte, at døden var intelligent udført, og minder samtidig om, at man netop havde fået Zabels baggrundshistorie og motivationer at vide – blandt andet, at han ikke fik løst forbrydelsen i Upper Darby. Kort efter mødte han sit endeligt.
Øjeblikket har uden tvivl genereret det største chok indtil videre, men Evans blev faktisk mest påvirket af en anden scene tilbage i tredje afsnit, hvor han skulle spille fuld og betro sig til Mare.
Scenen fik Evans til at bryde sammen og endda overveje, om han skulle fortsætte i skuespillererhvervet:
»Jeg troede ikke, at vi fik scenen i kassen. Jeg havde det sådan, ’Vi fik den ikke, vi fik den ikke. Jeg kan ikke gøre det her. Jeg er forfærdelig!’«, siger Peters. Craig Zobel endte med at forsikre Peters om, at scenen var gået godt.
Den følelsesmæssige reaktion fra Peters, kan måske til dels også skyldes, at skuespilleren »drak æblecider inden optagelserne for at nå ind karakterens følelser« i scenen (hvorvidt cideren indeholdt en smule alkohol, fortæller Peters ikke).
Sidenhen er den blevet fremhævet som værende én af de bedste i serien.