Netflix’ stort anlagte fantasyserie ‘The Witcher’ er endelig klar til at vende tilbage med sin anden sæson efter at have været ramt af både corona og skader under optagelserne sidste år.
Denne gang kan vi se frem til hele to danskere på rollelisten. Lars Mikkelsen fortsætter i rollen som troldmanden Stregobor, mens Kim Bodnia skal spille den vægtige birolle som Geralts mentor, Vesemir.
Henry Cavill kan fortsat ses i titelrollen som Geralt af Rivia. Handlingen udspiller sig umiddelbart efter slutningen på sæson 1, der kulminerede med slaget på Sodden.
Geralt og prinsessen Ciri (Freya Allan) har undslippet med livet i behold og drager mod witcherens hjemby, hvor han agter at træne den unge prinsesse og lære hende at styre sine kræfter. Og så viser traileren også et glimt af troldkvinden Yennefer (Anya Chalotra), der fortsat er i live.
Serien, der er en af de mest sete på Netflix, får premiere på streamingtjenesten den 17. december. Og så arbejder streaminggiganten på at udvide universet med en spinoff-serie, der tidligere på året fandt sin hovedrolleindehaver.