‘The Witcher’ standser produktionen af sæson 2 efter adskillige coronatilfælde

‘The Witcher’ standser produktionen af sæson 2 efter adskillige coronatilfælde
Henry Cavil som 'The Witcher'. (Foto: Netflix)

Netflix’ fantasy-flagskib ‘The Witcher‘ er igen blevet ramt af corona. Det skriver Deadline, der meddeler, at produktionen af sæson to er sat på pause efter flere nye tilfælde er registreret blandt filmholdet.

Optagelserne foregår i Arborfield Studios vest for London, hvor fire fra crewet i går blev konstateret smittet med covid-19. Ifølge Deadline er smitten ikke at finde blandt hovedskuespillerne.

Alle skal nu i isolation og testes, hvilket betyder, at serien igen bliver forsinket. Hvor omfattende forsinkelserne bliver, vides endnu ikke.

Det er anden gang, at produktionen må lukke grundet corona, efter at skuespiller Kristofer Hivju blev smittet i marts. Den gang endte produktionspausen med at strække sig frem til midten af august, da England gik i fuld lockdown.

Forsinkelserne betød blandt andet, at det danske talent Thue Ersted Rasmussen måtte droppe ud af sæson to grundet skemakonflikter. Kim Bodnia og Lars Mikkelsen er dog stadig at finde på rollelisten til den kommende sæson to.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af