Hollywoods vaccinedilemma vokser: Kan ‘Black Panther’-stjerne lukke Marvel-produktion?

Hollywoods vaccinedilemma vokser: Kan ‘Black Panther’-stjerne lukke Marvel-produktion?
Letitia Wright som Shuri i 'Black Panther'. (Foto: Marvel)

Siden i sommer er det i stigende grad blev normal praksis for film- og serieproduktioner i Hollywood at kræve, at deres medarbejdere er fuldt vaccineret – navnlig hvis de tilhører produktionens Zone A, der inkluderer skuespillere, instruktører, makeupartister, kamerafolk og alle andre, der har deres faste gang på selve settet.

Netflix, Sony, ABC, NBC og Showtime er blandt flere studier, der har helt klare retningslinjer på plads (angiveligt med enkelte undtagelser i tilfælde af religiøse hensyn), men ikke alle stjerner har taget lige vel imod tiltagene.

For nylig sprang rapperen Ice Cube fra Sony-filmen ’Oh Hell No’ (oh, the irony) og en løncheck på 9 millioner dollars, idet han ikke ønsker at lade sig vaccinere, og andetsteds i filmbyen måtte optagelserne til ’Godfather’-spinoff-serien ’The Offer’ omlægges, da hovedrolleindehaver Miles Teller testede positiv for corona, efter at have takket nej til vaccinen.

I sommer gik Sean Penn omvendt i strejke på optagelserne til Watergate-serien ’Gaslit’ for at få studiet bag, NBC, til at tilbyde gratis vacciner til alle medarbejdere på produktion, og ikke blot Zone A-holdet. Og ifølge den amerikanske branchepodcast ‘The Business’ opfordrer adskillige Hollywood-agenturer lige nu aktivt deres stjerneklienter til at blive vaccineret for ikke at miste jobs.

Men hvad stiller man op, hvis man allerede er midt i produktionen af en flere hundrede millioner dyr superheltefilm, og ens hovedrolle ikke alene nægter at blive vaccineret, men også nægtes adgang til USA af samme årsag?

Lupita Nyong’o og Letitia Wright i ‘Black Panther’.

Dén specifikke hovedpine plager Disney og Marvel Studios, der i månedsvis har været i fuld sving med optagelserne til ’Black Panther 2: Wakanda Forever’ i Atlanta med britiske Letitia Wright i hovedrollen (hun overtager titlen fra hedengangne Chadwick Boseman).

Wright har længe været omgærdet af kontrovers grundet sin udtalte vaccinemodstand og fordømmelse af »cancel-kulturen«:

I december sidste år delte hun på Twitter en konspirationsvideo fra en ultra-kristen missionærorganisation, der både kædede vacciner sammen med djævlen og kaldte det for »et angreb på ytringsfriheden«, når transpersoner beder om, at man respekterer deres pronominer. Wright fjernede selv videoen igen i kølvandet på skarp kritik og tweetede i stedet, at hun blot ønskede at give udtryk for sin bekymring for, hvad vaccinerne indeholder.

Skuespilleren har siden slettet sin Twitter-profil, men i sidste måned forlød det i en artikel i The Hollywood Reporter, at den 27-årige stjerne spredte anti-vax-propaganda på ‘Black Panther’-filmsettet i sommer – en anklage, Wright afviste blankt i et opslag på Instagram:

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lige nu befinder Wright sig grundet en skade i sit hjem i London, men eftersom USA per den 8. november ikke tillader indrejse for udlændinge, der ikke er fuldt vaccineret, kan hun ikke vende tilbage på arbejde i nærmeste fremtid.

Medmindre Marvel da flytter resten af produktionen til England, hvilket alt andet lige formentlig ville være en bekostelig affære.

Letitia Wright i ‘Small Axe’-afsnittet ‘Mangrove’. (Foto: PR)

Instruktør Ryan Coogler har ganske vist skudt alle scener, Wright ikke medvirker i, og ifølge et statement fra skuespillerens agent lyder det, at stjernen lige nu bare koncentrerer sig om at komme til hægterne igen, og at hun glæder sig til at genoptage ’Black Panther’-optagelserne i starten af 2022.

Det er naturligvis før set, at skuespillere har måtte holde pause fra filmoptagelser grundet skader (hej, Daniel Craig og Tom Cruise), men spørgsmålet i Wrights tilfælde er, om den iøjefaldende lange standby-periode også kan have noget at gøre med, at Disney og Marvel forsøger at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til skuespillerens vaccinestatus.

Disney har i senere år slået hårdt ned på medarbejderes anti-LGBTQ-udtalelser og deling af misinformation på sociale medier, som set med fyringen af ‘The Mandalorian’-skuespilleren Gina Carano.

I marts 2020 udtalte Disney-chefen Bob Chapek, at Caranos afskedigelse ikke handlede om politik, men derimod om »universelle værdier som respekt, anstændighed, integritet og inklusion«. Og på Twitter kalder flere kritikere nu på, at Disney står ved selvsamme universelle værdier og recaster Wrights rolle i ‘Black Panther’.

The Daily Beast-klummeskribenten Wajahat Ali skriver:

Aktivisten og forfatteren Darlene McDonald og filmskribent Mathew Buck mener heller ikke, at Wright fortjener at stå i spidsen for ‘Black Panther 2’, og Buck minder blandt andet om, at Don Cheadle i sin tid overtog Terrence Howards rolle i ‘Iron Man’ og ‘Avengers’-filmene, hvorfor det ikke ville være uhørt praksis at skifte Wright ud:

Disney har endnu ikke udtalt sig om sagen.

‘Black Panther: Wakanda Forever’ får efter planen biografpremiere 11. november 2022.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af