Med ‘The Rain’, ‘Equinox’ og ‘Nisser’ er der allerede skabt en tradition for danske Netflix-serier med overnaturlige understrømme, og den kommende ‘Chosen’ fortsætter tendensen.
Serien blander coming of age og science fiction med udgangspunkt i byen Middelbo, der for 17 år siden blev verdensberømt, efter en meteor slog ned.
Men var det virkelig en meteor? Den unge Emma kommer på sporet af sandheden om nedslaget, der tilsyneladende inkluderer besøg fra rummet, og som traileren med klare ‘Stranger Things’-vibes’ antyder, vender det hendes liv på hovedet.
Bag ‘Chosen’ står Jannik Tai Mosholt og Christian Potalivo, der også stod bag både ‘The Rain’ og ‘Nisser’, mens Kaspar Munk, der senest instruerede ‘Kamikaze’ hos HBO, sidder i instruktørstolen.
Rollelisten er et overflødighedshorn af spændende nye ansigter. I biroller blandt andre Andrea Heick Gadeberg og Albert Rudbeck Lindhardt, som vi begge så i ‘Retfærdighedens ryttere’ (og sidstnævnte også i ‘Druk’) sidste år.
Og i hovedrollen som Emma det helt nye navn Malaika Berenth Mosendane, der indtil nu kun har haft et par afsnit af ‘Sommerdahl’ på cv’et foruden teaterroller.
‘Chosen’ får premiere 27. januar.