Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Andrea Heick Gadeberg har altid haft svært ved at vælge, hvilket ben hun skulle stå på. Hun er opvokset i den lille jyske by Sønder Bjert nær Kolding med sin mor, sanger og musicalskuespiller Trine Gadeberg, og sin far Jørgen Heick, der ved siden af lærergerningen var trompetist.
Med to musikerforældre i ryggen har Andrea altid troet, at hun skulle gå musikkens vej og blive sanger, men ikke desto mindre var det, som om hun manglede noget.
Hun manglede »sit eget«.
Derfor tog den unge jyde i 2018 til casting på rollen som Christina Rye i ’Ser du månen, Daniel’. Hun fik rollen, og skuespillet blev et tiltrængt pusterum fra sangen, som hun var kørt lidt træt i.
Anders Thomas Jensen var manuskriptforfatter på filmen om en autentisk gidseltagning, og da han så Andreas præstation, inviterede han hende til casting på sin kommende film som instruktør, ’Retfærdighedens ryttere’. Og nu – godt et år senere – står den 21-årige skuespiller således foran sit folkelige gennembrud i en rolle over for ingen ringere end Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro.
Det er Andreas tredje rolle i løbet af de seneste to år, for sideløbende med ’Ser du månen, Daniel’ har hun stået på teaterscenen med ’Sanne – The Musical’, hvori hun portrætterede en ung Sanne Salomonsen.
I ’Retfærdighedens ryttere’ spiller Andrea den 16-årige Mathilde, der ser sin mor omkomme i en togulykke. Ulykken bringer hendes militærudsendte far (Mads Mikkelsen) hjem, men da de har et temmelig uharmonisk forhold, må hun foruden arbejdet med sin egen sorg også arbejde på at få sin far på ret køl.
»Jeg synes, det var sindssygt spændende at dykke ned i en karakter, som var i den her store sorg, fordi det ikke er noget, jeg selv kender til. Så det var helt vildt spændende at prøve at finde frem til, hvordan man reagerer, og hvordan man er, når man er i en så forfærdelig situation«.
»Jeg kunne virkelig se mig selv i Mathilde-rollen. Hun har en usikkerhed og en angst for livet. Hun er i tvivl om sit selvbillede, og hvordan hun ser ud. Det var noget, der lå meget tæt på mig. Så jeg tog rigtigt meget med fra mit personlige liv uden at gøre det privat«.
»Anders Thomas Jensen har en datter på omkring den alder, men han er jo stadigvæk en mand over de 40, så jeg tror, at jeg har haft frirum til at sige: ’Sådan vil jeg altså ikke gøre’. Han har virkelig givet mig frie tøjler til at gøre det, der lå mest naturligt for mig, hvilket er sindssygt fedt«.
»Da jeg til min casting fik at vide, at Mads Mikkelsen også kom, tænkte jeg ’okay, okay’ og blev sindssygt nervøs. Selvfølgelig fordi det er Mads Mikkelsen, men mest fordi han er så pisse dygtig. Han er jo ’Mads Mikkelsen’, fordi han er pisse god. Men man er simpelthen nødt til at smide sin starstruckness væk, for ellers kan man simpelthen ikke arbejde sammen. Så jeg talte lige til 10, inden jeg gik ind«.
»Mads Mikkelsen var den, jeg var tættest med. Jeg var enormt tryg ved ham, fordi han bare åbnede sig op over for mig, da vi skulle spille den her tætte relation. Han skabte ligesom et rum for mig at være i, hvor man også godt måtte lave fejl eller levere en replik, som ikke lige var der«.
»Han var sindssygt hurtigt til at fange mig og sige ’Hej, jeg hedder Mads. Hvor er du fed. Jeg glæder mig til, at vi skal spille sammen.’ Jeg var jo totalt i understatus i den situation, så det var bare mega fedt, at han var så hurtig til at tage teten i vores relation. Vi fik et rigtigt godt sammenspil, og vi var også super enige om, hvor vi skulle hen. Og vi havde det rigtigt godt bag kameraet også«.
»Jeg har altid troet, jeg skulle være sanger. Hele min familie er musikere. Min mor er sanger, og det har altid været sådan, at det er de jo, så det bliver jeg også. Og jeg har faktisk haft lidt krise over det, fordi jeg ikke vidste, om jeg havde lyst til det. Jeg syntes, der manglede et eller andet«.
»Med skuespillet følte jeg, at jeg fik mit eget, for jeg er tidligere blevet sammenlignet meget med min mor. Jeg elsker hende, hun er genial, men det har altid været sådan: ’Nå, nu går du i din mors fodspor’. Og jeg tror, at jeg på en eller anden måde har haft brug for at lave mit helt eget«.
»Man kan sige, at jeg genremæssigt er blevet født med en hel masse værktøjer. Det lyder lidt nederen at sige, men sangen kom sådan lidt let til mig, fordi jeg er opvokset i et hjem, hvor det er noget, man bare har gjort. Sådan har det ikke været med skuespil, så jeg følte virkelig ikke, at jeg havde nogen værktøjer. Jeg famler lidt med det og prøver noget af. Og heldigvis er der så nogen, der synes, at det er godt nok. Men det har bare været sindssygt fedt at prøve at famle og være ude et sted, hvor jeg ikke kan bunde«.
»Musicals er jo skuespil med store armbevægelser, hvor man skal ud over scenekanten. Det her er sindssygt minimalistisk. Det handler meget om mimik. Det er nok det, jeg er allermest til. Det minimalistiske er virkelig der, hvor min interesse ligger, for jeg synes, det er spændende, at man kan vise så mange følelser med så lille et kropssprog«.
»Jeg har lavet grædevideoer af mig selv for at finde mit mest autentiske cry. Det er helt forfærdeligt. Jeg har over 200 grædevideoer af mig selv. Jeg tror, min kæreste har været så træt af mig«.
»Jeg har altid følt, at jeg har haft lidt svært ved at finde ud af, hvor jeg skulle stå henne, fordi jeg var meget anderledes. Jeg har altid været meget over det hele og haft den rolle af at være for meget. Det, som jeg synes er enormt fedt ved det her fag, er, at man møder mange, som er totalt larmende og er kæmpe personligheder. Så jeg føler mig bare sindssygt godt tilpas ved, at der også findes andre, som er lige så crazy, som jeg er. Og at det ikke er forkert, for jeg har følt mig virkelig forkert i mange år og følt, at jeg skulle tage en rolle som hende klovnen. Og det føles bare så fedt at bryde ud af den rolle«.
»Jeg var hende, der sagde dumme ting, larmede og var alt for meget. Og fordi jeg havde lavet skuespil og sådan nogle ting, så havde jeg fået sådan en persona: ’Det er jo stjernen, der kommer derovre. Hun tror, hun er så fancy. Og hun tror, at hun er så god’, hvilket jo er det modsatte af, hvordan jeg har haft det. Jeg har altid følt mig meget under alle andre. Så det har været svært at bryde ud af den rolle. Men nu føler jeg endelig, at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har det godt med mig selv og er på rette vej. Jeg føler ikke, at jeg behøver at lave en rolle for mig selv længere. Nu kan jeg så bruge min rolledannelse til at lave andre roller«.
’Retfærdighedens ryttere’ får biografpremiere 19. november.