Ingen danske Oscar-sejre ved nattens show

Ingen danske Oscar-sejre ved nattens show
Jonas Poher Rasmussen i Los Angeles op til Oscar-showet. (Foto: Rodin Eckenroth/Getty Images)

Helt historisk var der fem danske nomineringer ved årets Oscar-show:

‘Flugt’ var sensationelt nomineret i tre kategorier – dokumentar, internationale film og animationsfilm – mens Dan Laustsen var nomineret for sin fotografering af Guillermo Del Toros ‘Nightmare Alley’ og Martin Strange-Hansens ‘On My Mind’ i bedste liveaction-kortfilm.

Desværre blev det ikke til nogle sejre, hvilket ikke var den store overraskelse, al den stund at der var andre favoritter i alle fem kategorier – som alle vandt i sidste ende.

‘Flugt’ blev overmandet af Disney-hittet ‘Encanto’ i animation, af Questloves ‘Summer of Soul’ i dokumentar og af den japanske, firdobbelt nominerede ‘Drive My Car’ i internationale film.

Storfilmen ‘Dune’ nuppede bedste fotografering foran Dan Laustsen, mens Riz Ahmed-kortfilmen ‘The Long Goodbye’ hjemtog bedste kortfilm.

Se alle aftenens vindere her.

Det kan føles skuffende i øjeblikket, men det tager intet fra den utrolige præstation, det er for de fem nominerede – og selvfølgelig i særdeleshed Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentar: En lille dansk dokumentarfilm, der har taget verden med storm.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af