Der er fuld sving i ‘Star Wars’-møllen i disse dage.
Den nye miniserie ‘Obi-Wan Kenobi’ kan i disse dage ses på Disney+ og i går fik vi den første trailer til den kommende ‘Star Wars’-serie ‘Andor‘, der udspiller sig i årene inden handlingen i ‘Rogue One’.
Nu har Disney+ annonceret, hvornår ‘The Mandalorian’ – den første af den nye strøm af liveactionserier – vender tilbage på skærmen.
Vi kan glæde os til et gensyn med titlens dusørjæger, spillet af Pedro Pascal, og hans nuttede jedi-ven Grogu i februar. Det er endnu uvist, præcist hvilken dato serien lander.
Det er næsten to år siden, at sæson to fik premiere til rosende anmeldelser – blandt andet her på sitet, hvor vores anmelder kvitterede med fem stjerner.
Siden er fortællingen om Mandalorianeren Din Djarin og Grogu blevet videreført i ‘The Book of Boba Fett’, som vores anmelder også var ganske begejstret for.