Unge danske filmtalenter på vej med folkekomedien ‘Viktor mod verden’

Unge danske filmtalenter på vej med folkekomedien ‘Viktor mod verden’
Holdet bag 'Viktor mod verden': Fra venstre er det Thomas W. Gabrielsson, Anna Bruus Christensen, instruktør Christian Arhoff, Nicolas Bro, Björn Elgerd, Kurt Ravn, Nicolai Jørgensen og Rosalinde Mynster. (Foto: Morten Rygaard)

Det danske filmland har en lang og i moderne tid lettere broget tradition for folkekomedier, men nu tyder alt på, at en ung generation af filmmagere er klar til at tage genren under kærlig behandling.

Foruden Jesper Zuschlag og Julie Rudbæks kommende ‘Elsker dig for tiden’ kan Hyæne Film således i dag afsløre, at Christian Arhoff er klar til at gøre sin spillefilmdebut med komedien ‘Viktor mod verden’, skrevet af Arhoff sammen med Ulaa Salim (instruktør på ‘Danmarks sønner’).

Arhoff er uddannet fra Den Danske Filmskoles instruktørlinje i 2019 med afgangsfilmen ‘Viktor på månen’, og det er selvsamme karakter, der nu også har inspireret ‘Viktor mod verden’.

I en pressemeddelelse fra Hyæne Film, som også stod bag Lisa Jespersens prisvindende debutfilm ‘Hvor kragerne vender’, lyder det om plottet i ‘Viktor mod verden’:

»’Viktor mod verden’ er en hjertevarm komedie om Viktor Leth (30), der har boet alene hele sit liv med sin mor, der er bange for alt. Viktor har levet sit liv gennem gamle danske film og ved absolut intet om virkeligheden. Men da moren dør, overlades Viktor til sig selv. Han finder ud af at hans far, Charlie, stadig lever, og han beslutter sig for at opsøge ham i København. Viktor tror at hans far er jazzmusiker, men Charlie viser sig i stedet at være forsikringsmand i et stort, skrantende forsikringsselskab … «

Også foran kameraet vrimler det med unge navne:

Nicolai Jørgensen (uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2018) har sin første spillefilmhovedrolle som Viktor, mens Anna Bruus Christensen (tv-serien ‘Fantomforhold’) spiller en kontormedarbejder, som får øje på den unge fyr.

Rosalinde Mynster spiller far Charlies indebrændte assistent Amanda, og herudover medvirker også Nicolas Bro (som selvsamme Charlie), Bodil Jørgensen, Kurt Ravn, Thomas W. Gabrielsson, Mikael Bertelsen og den unge svenske stjerne Björn Elgerd.

‘Viktor mod verden’ har netop afsluttet optagelserne i København og på Bornholm og har forventet biografpremiere den 4. maj 2023.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af