I et nyt stort interview med The Hollywood Reporter afslører ‘Succession’-stjerne Jeremy Strong, at han skal være med i en ny international serie skrevet og instrueret af danske Tobias Lindholm.
Serien handler om, hvordan mange brandmænd og redningsfolk, der reddede mennesker ud af murbrokkerne efter terrorangrebet 11. september 2001, efterfølgende har fået kræft, og i interviewet beskriver han den som en »’Chernobyl’-agtig miniserie« med reference til HBO-hittet om atomkatastrofen i 80’erne.
Det er første gang, vi hører om serien, der dog lyder som et perfekt projekt for den danske manuskriptforfatter og instruktør, som er kendt for sine rå og virkelighedsnære fortællinger i filmene ‘R’, ‘Kapringen’ og ‘Krigen’ og serien ‘Efterforskningen’, der meget vel kan være den, som har givet ham en adgangsbillet til den nye serie.
Som i serien om mordet på Kim Wall vil det nemlig kræve en hårfin balancegang mellem spændende dramaturgi og respekt for virkeligheden at få projektet til at lykkes. Lindholm er i øvrigt aktuel i oktober med en anden fortælling bygget på virkelige begivenheder, ‘The Good Nurse’ med Jessica Chastain og Eddie Redmayne, der er hans første engelsksprogede film.
Jeremy Strong er kendt som en af tidens mest kompromisløse skuespillere, anerkendt – og til tider latterliggjort – for sin method acting-tilgang. Som bekendt bor han i Danmark, hvilket jo gør den nye danske forbindelse endnu mere oplagt.
I The Hollywood Reporter udtaler Jeremy Strong om sine rollevalg: »Jeg er kun interesseret i det, jeg ikke kan gøre«.