’Enola Holmes 2’: Millie Bobby Brown og Henry Cavill sparker røv i underholdende og kejtet efterfølger
I 2020 dukkede Millie Bobby Brown op på Netflix som Sherlock Holmes’ vittige, energiske og slagkraftige lillesøster, Enola Holmes, i filmen af samme navn, baseret på forfatteren Nancy Springers forlæg.
En film, der blev en massiv succes for Netflix, og som tilmed gav Brown alletiders mulighed for at vise andre sider af sit skuespiltalent, der for nylig er begyndt at knirke en del i fjerde sæson af ’Stranger Things’.
Nu er der landet en efterfølger, ’Enola Holmes 2’, (fordi franchise building …), og meget af filmen bærer præg af det samme som første ombæring – både foran og bag kameraet. Harry Bradbeer sidder i instruktørsædet, Jack Thorne er manuskriptforfatter, og Brown er nok engang selv en af filmens producenter.
Desuden er der sat ekstra tyk streg under de sympatiske temaer, der også var omdrejningspunkterne i 1’eren, såsom feminisme og kvinderettigheder. Og så er der også skruet gevaldigt op for Enolas brud på den fjerde væg, actionen og mysterierne.
I ’Enola Holmes 2’ har Enola netop åbnet sin egen privatdetektivpraksis, men det victorianske Storbritanniens sexistiske kvindesyn, samt det faktum at kunderne hellere vil hyre hendes storebror, forhindrer hende i at erhverve nogle kunder.
Men netop da hun er ved at resignere og dreje nøglen om, kontaktes hun af en ung pige, Bessie, hvis søster Sarah Chapman (baseret på den virkelige kvindeforkæmper af samme navn) pludselig er forsvundet.
Søstrene arbejder på tændstiksfabrikken, Lyons, hvor arbejderne jævnligt bliver syge af tyfus, og hvor forholdende generelt er kummerlige. Samtidig basker Sherlock Holmes (Henry Cavill) sideløbende på en besværlig sag, der muligvis er spundet sammen med Enolas ditto. Og det varer da heller ikke længe, før det viser sig, at begge sager stinker af korruption, bedrag og løgne, som kræver, at Holmes-søskende slår pjalterne sammen.
Henry Cavill og Brown har en god kemi og fungerer fint sammen som det lige dele røvsparkende og intellektuelle søskendepar, og man savner vitterligt ikke Mycroft Holmes (Sam Claflin), som højst var lidt af et irritationsmoment (ikke mindst for Enola selv) i første ombæring. Cavill underspiller rollen som Sherlock Holmes, hvilket gør ham til en lidt mere sindig og sympatisk version af karakteren, end man tidligere har set.
Brown står også stærkere i denne toer, hvor hun langt henad vejen oser af charme og energi, men på et tidspunkt bliver hendes brud på den fjerde væg en anelse for meget. Den hyppigt anvendte gimmick er efterhånden ved at være lidt udvandet og kluntet, og faktisk begynder Browns overspil at ulme under overfladen, når hun igen og igen blinker eller smiler skævt til kameraet.
Louis Partridge er også tilbage som den dydige flødebolle Lord Viscount Tewkesbury, der først og fremmest fungerer som den ene halvdel af det spirende og søde will-they-won’t-they-forhold til Enola, mens franchise-debutanterne Sharon Duncan-Brewster og altid dygtige David Thewlis ikke får meget at arbejde med i deres respektive roller.
Man fornemmer også, at der er skruet markant op for kampscenerne, men de svinger meget i kvalitet. Når Enola, hendes mor Eudoria og vennen Edith uddeler øretæver til et par korrupte politimænd er det mægtigt underholdende, mens andre actionscener falder fuldstændig til jorden.
Det skyldes ikke koreografien, men klipningen, som foregår i et så hastigt tempo, at man næsten ikke når at registrere, hvad der sker.
Af og til føles det også, som om filmen har lidt for travlt med at bygge op til fremtidige installationer i franchisen, hvor den måske skulle have holdt et strammere fokus på handlingen i stedet.
Men filmens temaer og finurlige humor trækker dog væsentligt op og gør, at man sagtens kan nyde en uforpligtende aften i selskab med Holmes og Holmes.
Kort sagt:
’Enola Holmes 2’ giver fine prøver på Millie Bobby Brown og Henry Cavills kemi i en overordnet set underholdende, men til tider kejtet og ujævn efterfølger.